Tag-arkiv: nekrolog

Kornsælger blev offer for drabeligt fjerkrækomplot

NekroLOGOHalunk

Det var i sandhed en glædens dag da kornsælger Bundfred Mukkert for en måned siden indgik ægteskab med sit livs kærlighed, den fine grå due, Cloumbina. Ingen havde dog regnet med at den lille fugl kun tog ham for pengenes skyld og i virkeligheden havde gennemtænkt et morderisk komplot, sammen med sine venner i den nærmeste fjerkrækreds.

Foto fjernet

I går, under en spadseretur på toppen af Mount Bruno, snublede hr. Mukkert og trillede hele vejen ned til foden af vulkanen. Duen Columbina blev med ét enke. Det virkede som et hændeligt uheld, men et par vidner så Columbina og ti andre duer lave et flankeangreb i luften og skubbe den sagesløse mand i døden.

“Den fugl er ond, grisk og beregnende!” siger det ene vidne, fuldtidsalkoholiker og croquismodel Halfdan Flohmme. Duen var tilsyneladende interesseret i Bundfreds kornbeholdning, og hans kapital, så den kunne beslaglægge flere kornmarker til eget nedrige formål.

Jeg var selv en personlig ven af Bundfred og deltog derfor i brylluppet. Når jeg tænker efter var der noget uldent ved det hele. Bundfred virkede håbløst forelsket, men Columbina var kun interesseret i en ting; at æde korn og klatte på gæsterne. Bundfred var en herlig mand, en solid kæderyger og dyreelsker. Han vil aldrig blive glemt.

Efterlysning: Død eller levende! Columbina Due-Mukkert skal findes og stilles til regnskab for sine forbrydelser. Hun beskrives som lav af bygning, lav af vægt, har næb, vinger og grå fjer, med andre ord; det er en due. Hendes venner og medsammensvorne duer efterlyses ligeså.

Nekro14 due

Personen der enten fanger eller videregiver informationer der fører til pågribelse af dræberduen og hendes lakajer vil blive belønnet med kr. 7,50, samt en middag for to, bestående af smørstegt due med henkogt birkebark og tyttebærsovs. Måltidet tilberedes straks efter rettergangen.

 

Forrige dødsfald            Næste dødsfald              Retur til avisens forside

Sognets kedeligste mand er død

NekroLOGOHalunk

Frimærkeslikker og festsangskriver Dalton Drampukkel, også kendt som »Det åndelige vakuum«, døde i går eftermiddags under et bankoarrangement i Klamhuse Forsamlingshus. Det kedelige menneske var ved at fortælle timelange, sjælsløse anekdoter til de andre gæster, da manden med leen høstede hans sjæl. Efter sigende skulle hans ordstrøm være så indholdsløs at ingen af de tilstedeværende orkede at svare, indtage væske, udfylde bankopladerne eller forlade bygningen.

Nekro 16 Dalton

Daltons verbale eskapader fik en brat ende da en doven flue mistede herredømmet over egen krop og styrtede ind i gabet på den knevrende mand. Flere vidner mener at fluen simpelthen var blevet suget tom for livsgnist ligesom alle andre i lokalet. Det nedstyrtede insekt satte sig på tværs i mandens luftveje og snart var Dalton Drampukkel fortid.

“Ganske vist var han kedelig, men ingen fortjener en så ydmygende død … Men når det så er sagt, var det som om stemningen løftede sig da han blev tavs. Snart var der fest i lokalet, og der blev ringet efter en stripper. Jeg var først hjemme klokken fire om natten,” fortalte et af vidnerne, den 112-årige enkefru Wanda Waginitis.

Nekrolog: Dalton Drampukkel blev født i 1930 i en hestestald lidt uden for Klamhuse. Der er ikke meget at sige om Dalton, da han aldrig har oplevet noget eller bidraget med spænding til omverden. Den mest sindsoprivende oplevelse var da han for tre år siden drak en sodavand med sukker inden sengetid.

Begravelsen finder sted på Klamhuse Vestermark hvor Daltons afsjælede legeme, efter hans eget ønske, vil blive lagt i et hul og overhældt med flydende beton. “Han har ønsket sig fem timers stilhed i respekt, men mon ikke det kan klares på et par minutter?” udtaler sognepræst Håkon Havnsballe.

Titlen som den kedeligste mand går nu videre til lommeuldsfordeler Buba Storkompot- Hansen, der bestemt er en værdig efterfølger. “Jeg skal gøre hvad jeg kan for at løfte den tunge arv …” begyndte Buba og stoppede først fire timer senere. Jeg fik både ondt i min skrivehånd og sjælen og måtte desværre opgive at dokumentere resten af samtalen. Beklager.

Forrige dødsfald              Næste dødsfald            Retur til avisens forside

 

Porno-Jørgen død i fangenskab

NekroLOGOEisenm

Idet vi netop pr. budcykle fra den thailandske ambassade i Holstebro har erfaret, at vort bysbarn, undergrundsfilmmageren hr. J. Stuhr-Køllesen, alias Porno-Jørgen, er afgået ved døden i tugthus, bringer vi nedenstående mindeord:

Foto fjernet
J
ørgen, som vi husker ham fra velmagtsdagene.

Jørgen var et vanskeligt barn og, via en svær adolescens, en i voksenlivet meget problematisk og konfrontationssøgende person. I kraft af sin æsellignende nedre udrustning, udviste han fra barnsben en ubændig trang til konstant at fremvise forplantningsorganet i fuld offentlighed. Trods alle advarsler, og jævnlige skridtprygl, forsatte Jørgen ufortrødent sin uhæmmede ekshibitionisme, til stor gene for sognesamfærdselen og den almindelige blufærdighed.

Da han i 1971 ved paraden under Skolernes Lusseringsdag indførte sit erigerede kønslem i rytterstatuen på Gustenhuse Torv, blev det myndighederne en tand for broget, og Jørgen måtte i sæk og aske gå bodsgang til nonneklosteret på Gustenhushede. Hvilken afstraf-felsesform i øvrigt hurtigt viste sig at have været særdeles dårligt gennemtænkt.

Foto fjernet
Søstrene Grene under inhaleringen af knaldtobak i pausen inden altergangen.

Jørgen var jo fra naturen noget af en ladies man, men havde også en fin fornemmelse for de ting, der skaber den rette atmosfære omkring  selve kønsakten. Derfor døjede Gustenhuse i årevis med skadevirkningerne af narkotisk påvirkede, gravide enlige mødre, indtil det ved håndsoprækning blandt sognebestyrelsens medlemmer blev vedtaget at udnævne hr. Stuhr-Køllesen til officiel sexchef i vor voksende billedpornoindustri. Dette viste sig at være en klog beslutning, og Gustenhuse oplevede fede tider, qva. det ekspanderende udlandsmarked.

Nekro08c
Pumpo blev Jørgens afløser i den lokale sexualindustri.

Desværre kunne Porno-Jørgen i længden ikke hamle op med diverse nye trends inden for specielt dyresex-nichen, og måtte til sidst drage i landflygtighed. Al kontakt til den tidligere filmstjerne ophørte i slut-80’erne, hvor elefanten Pumpo definitivt overtog hans rolle som Gustenhuses største og mest populære sexdyr. Jørgen forlod Danmark som  en trist og desillusioneret mand, og ingen havde hørt fra ham i tre dekader, inden gårdsdagens tragiske besked. Men, som en vittig hund bemærkede: Han er nu stiv for uigenkaldeligt sidste gang.

Æret være Porno-Jørgens minde.

Forrige dødsfald              Næste dødsfald            Retur til avisens forside

Højadeligt dødsfald: Hertugen af Vammelmose er gået bort

NekroLOGOHalunk

Sognet har mistet en af sine højest rangerende personligheder, den folkekære Augustus von Teufelkäse, hertug af Vammelmose.

Dødsfaldet har chokeret både mennesker og dyr og spredt en sørgmodig stemning, samt diarré i hele området.

Nekro 15

Eftersom pedellen på palæet havde en fridag var hertugen selv kravlet op på spiret af palæet for at justere TV-antennen. Grundet en frisk fugleklat, mistede han grebet og styrtede ned mod gårdspladsen. Det var dog ikke det drabelige fald der slog ham ihjel. Hertugen var så heldig at lande på sin butler og slap med en forstuvet ankel.

På vej mod skadestuen skete der noget forfærdeligt. En rumænsk teatertrup i en ombygget skolebus kolliderede med hertugens vehikel og slyngede det i den nærmeste skovsø. Heldigvis slap han endnu en gang med skrækken.

Den statelige og robuste verdensmand måtte blaffe sig resten af vejen til skadestuen. Da han endelig ankom og satte sig i venteværelset, spiste han en blodkaramel som desværre satte sig på tværs i luftrøret. Til hans held befandt han sig på et hospital og en sygeplejerske kom ham til undsætning.

Efter en lang og strabadserende eftermiddag nåede Augustus von Teufelkäse tilbage til palæet tidsnok til aftenkoncerten i radioen. I samme øjeblik han satte sig i lænestolen gav kroppen op og han åndede ud for sidste gang. Han døde i en alder af 166 år.

Bisættelsen vil foregå i Vammelmose sø i morgen. Hertugen bliver sendt ud på vandet i en gigantisk tømmerflåde af krydsfiner som herefter optændes med en flammende pil, afskudt af en frivillig fra Nordvesjysk Bueskytteforening. Himlen har fået en ny funklende stjerne. Farvel, Deres adelige højhed, og tak for alt.

Forrige dødsfald               Næste dødsfald                  Retur til avisens forside

 

Dødsfald: CALORIUS BLANKHANE

NekroLOGOHalunk

Fatal flatulens: Kålforvalter knust af kållavine

Kålforvalter Calorius Blankhane er ikke længere iblandt de levende. Den højtelskede, respekterede og ikke mindst dygtige borger måtte lade livet da en hel lagerbygning med flere millioner tons kål styrtede over den sagesløse mand.

Nekro05

Hr. Blankhane var i færd med at inspicere beholdningen og prøvesmage de forskellige slags kål, hvilket blev fatalt. Forvalteren havde indtaget så meget kål at methan-mængden i hans legeme steg til et overmenneskeligt niveau. Da han ville lette trykket og lade gassen sive ud, endte det i en så massiv og tøjlesløs gasudledning at bygningen måtte give op. Prutten blev målt til vindstyrke 14.  De to praktikanter og fejedrengen nåede ud i tide.

Nekrolog:

Calorius Blankhane blev født i 1901 i Vammelmose Muddergrøft. Familien var kålbønder og han fik derfor kål ind med modermælken. Efter en kort uddannelse fra 1917 til 1990 var han klar til at tage ud på arbejdsmarkedet som kålforvalter. Et arbejde han var stolt af.

Manden var kendt for sit næsten tandløse smil, den lune humor og en manglende højre hånd, der blev skåret af ved en fejl i en råkostulykke i 1989.

Hr. Blankhane elskede kål. Uheldigvis tog den livet af ham. Æret være hans minde.

Bemærk:

På søndag kl. 07.55 begynder begravelsen. Kl. 08.00 slutter den. Efterfølgende trakteres der med kåldolmere, halmcigarer og gul hestepilsnere.

Retur til avisens forside

Rolpert Rakkelpot ødelægger nordvestjysk erhvervsliv

NekroLOGOHalunk

En af sognets mest belastende personligheder er i dag gået bort på den meste irriterende måde og under så meget postyr, at der har bredt sig en dårlig stemning i hele lokalområdet.

Der tales naturligvis om ballademageren Rolpert Rakkelpot, der har brugt det meste år af sit liv på at lave drengestreger.

Nekro04

Rolpert Rakkelpot havde tilbragt det meste af dagen med at køre rundt og irritere folk i sit hjemmebyggede, larmende personvehikel, udstyret med lygter, horn og høj østeuropæisk teknologisk folkemusik.

Stemningen var dårlig, men den blev meget værre.

Da Rolpert ville imponere et forbipasserende fruentimmer med en håndbremsevending, mistede tåbenakken herredømmet over sit irritationsautomobil og bragede ind i kødfoderfabrikken. Under kollisionen blev en stor del af samlebåndet destrueret, hvilket har sat konservesproduktionen i stå. Men det stoppede ikke her, for reservehjulet blev slynget fra ulykkesstedet og direkte ind i Nordvestjysk Fækalielager på et kritisk punkt der fik hele bygningen til at kollapse.

“Rolpert Rakkelpot har med sin vanvidskørsel sat en vigtig del af nordvestjysk erhvervsliv midlertidigt ud af spil,” siger aktiespekulant og bolighaj, Hansi Fedtballe.

Da politiet dukkede op for at arrestere hr. Rakkelpot var han og den hjemmegjorte balladevogn naturligvis udbrændt, og ingen kunne stilles til ansvar.

Der tales i krogene om straffen kan gå videre til andre medlemmer af Rakkelpot-dynastiet, men familien er pludselig gået under jorden.

Rolpert Rakkelpots sprødstegte kadaver sendes til Holstebro via hyrevogn, da ingen her på egnen vil vide af ham.

SE OGSÅ: RAKKELPOT AIRLINES

Forrige dødsfald            Næste dødsfald              Retur til avisens forside

Limfabrikant og tyr knust af godstog

NekroLOGOHalunk

Den 71-årige limfabrikant Gilbert Perlehans blev i dag kørt over af et 900 meter langt godstog da han ville demonstrere sit nyeste limprodukt.

Nekro03
En stolt hr. Perlehans blev på sin  40-års fødselsdag udnævnt til æresmedlem
af Nordvestjysk Masturbationsidrætsforbund.

Han havde for sjov limet sin penis fast på ryggen af en tyr, og det var ikke muligt for ham at løsrive sig, da kræet gik amok og løb rundt med den stakkels limfabrikant som passager i en uhyggelig omgang dødsrodeo. Dyret fortsatte ud på banelegemet hvor mand og tyr blev torpederet af et godstog indeholdende 70.000 tons hård afføringsmasse til byggeindustrien.

Stort er chokket, stor er sorgen. Men størst er ydmygelsen. Gilbert var en mand der helligede sit liv til at holde sammen på ting, og endte sine dage fragmenteret og spredt for alle vinde. Trist.

Gilberts fascination af lim begyndte i en alder af 4 år hvor han sniffede sin første limstift. I løbet af sin barndom limede han flere af sine kæledyr og familiemedlemmer sammen og da han blev 12 opstartede han Perlehans Limfabrik.

Gilbert var kendt i lægemiljøet da han ofte frekventerede skadestuen når han kom til at lime sin hånd fast til sit underliv.

For ti år siden påkørte han en pølsevogn i sin bil. Han var på vej til skadestuen da han ved et uheld havde limet øjenlågene til.

Gilbert var limen der holdt sammen på det nordvestjyske folk.

Farvel, gamle dreng.

Forrige dødsfald            Næste dødsfald            Retur til avisens forside

Dødsfald: Hr. postillon Hauge Hornblæser

NekroLOGOEisenm

Det er min sørgelige pligt at meddele d’herrer ærede læsere, at vor alles Hauge Hornblæser er død efter kort tids kamp mod PTGH (post-traumatisk gul hestepilsnersyndrom).

Nekro19

Hr. Hornblæser var uddannet postillon, men blev af i kraft af sin lungekapacitet og musikalitet af postvæsenet tildelt den vigtige funktion at spille på signalhorn foran sognets utallige landevejskroer, når der til stederne var leveret nye forsyninger af gul hestepilsner. Han passede i hele 8 årtier sin daglige rute og blæsearbejdet til punkt og prikke, men kom aldrig til at udbringe breve og pakker, idet han i løbet af en normal arbejdsdag blev så kraftigt påvirket, at han ikke kunne ramme folks brevsprækker.

Hauge02a

Alle borgere i sognet elskede den umiskendelige skratten fra Hauges instrument, og den vilde vrinsken fra bortgalopperende heste, der var tegn på, at nu var fadene fyldt op, og der flød atter herlig gul hestepilsner gennem hanerne.

Hauge03

Desværre begik hr. Hornblæser den elementære fejl at ophøre med at indtage alkohol, hvilket beseglede hans skæbne. Blot fjorten timer og fireogtredive minutter efter at have slået proppen i, faldt han død om af akut PTGHS. Signalhornet, hans eneste personlige ejendel, vil overgå til vort hospitalsmuseums rædselskabinet, sammen med historiens fine morale: Man må ALDRIG holde op med at drikke!.

Æret være Hauge Hornblæsers minde.

Forrige dødsfald             Næste dødsfald             Retur til avisens forside

Børnebogsforfatter tabte pusten

NekroLOGOHalunk

Det meddeles netop nu at den højtprofilerede børnebogsforfatter Per Røsti bortgik på den mest meningsløse måde under en 72 timer lang skriveproces.

Trist er hans død men endnu mere tragisk er det faktum, at han ikke nåede at færdiggøre sin letlæsningsbog “Gilbert i Swingerklubben.” En bog som utallige skolebørn har set frem til at læse.

Den flittige forfatter arbejdede så intensivt på sit manuskript at han simpelthen glemte at trække vejret og omkom midt under det næstsidste kapitel hvor det var allermest spændende. Han nåede kun at skrive 13.000 sider.

Nekro06
Intensitet og seriøsitet lyste dag og nat ud af hr. Røstis ansigt.

Hustruen beretter at Per var så fokuseret og medrevet af sin egen historie at han ikke havde blinket med øjnene i over fire timer. Øjenæblerne tørrede ind. Kort efter holdte han ikke længere på afføring eller urin. Til sidst glemte han helt at trække vejret, hvilket var det sidste søm i kisten.

Konen opdagede hans afsjælede hylster bøjet over skrivemaskinen. De sidste ord han nåede at nedfælde var erkendelsen af sin egen undergang: “Nu ser jeg lyset … dette bliver min død, åh ak og ve. Hvad skal jeg dog stille op. Nu bliver jeg hentet. Færgemanden fjerner fortøjningen. Intet kan forhindre denne tragiske hændelse. Jeg …”

Per Røsti begyndte sin forfatterkarriere for to år siden og nåede at udgive 122 bøger. Han var kendt og elsket i det litterære miljø men også på masturbationsscenerne, hvor han vandt den gyldne hånd flere år i træk. Han mestrede 79 sprog og kunne spise to pund østers på fem minutter.

Røsti GLYPTOTEKET
Denne succesroman inspirerede til hundredevis af skulpturknusninger.

En verdensmand, en legende og et geni har forladt sit kødelige hylster i en alder af 56 somre.  Per Røsti efterlader sig sin hustru Ebba, 18 børn, en vædderkanin og en tusindtallig læserskare i dyb fortvivlelse.

Den anerkendte forfatterkollega Mambert Mango bliver i skrivende stund fløjet ind fra sin ferie i Zimbabwe for at indgå et samarbejde med undertegnede så det sidste kapitel af Per Røstis svanesang kan blive færdiggjort.

Forrige dødsfald         Næste dødsfald         Retur til avisens forside

Hr. Galfrans Krafteder er omsider tavs

NekroLOGOEisenm

Vi har forleden modtaget den triste besked om hr. Galfrans Krafteders bortgang, og bringer i den anledning følgende mindeord.

Foto fjernet

Galfrans var en skattet person i Gustenhuse Sogn. Måske ikke så meget i kraft af sit charmerende og vindende væsen, snarere pga. sin uhøviske tale og daglige harske tilsvininger af både godtfolk, børn, kvinder og fæ. Mange af hans meget opfindsomme ukvemsytringer er således indgået i den daglige sprogbrug blandt vore medborgere. I flæng kan nævnes: kloak-beduin, tyfontåbe, spathat, kanaljesæk, lokumsbajads og bagdørstolder.

Nekro21b

Hans berømmelse uden for sognet skyldtes dog en tilfældighed, idet han på Humlum Forårsmarked ved meddelelsen om Kong Christian Xs død og i adskillige hundede vidners påhør udbrød de nu udødelige ord: “Skimlende stank fra stinkende plattenslager-skidt!”.

Denne tilkendegivelse indbragte på stedet Krafteder Struer & Omegns Humeurforening af 1832s Legat på 242 lussinger, samt en natpotte (tom) i anløben diskometal, fra Thybalt E. Schrammels kræmmerstand.

Nekro21c

Begejstrede markedsgæster strømmer her frem mod hr. Krafteder, for i fællesskab at tildele ham den velfortjente pris for det spontane, morsomme og fantasifulde udråb.

Rygter har imidlertid påstået, at dette var affødt af raseri over, at Kongen skyldte ham kr. 2,71, som han så måtte skyde en hvid pind efter, men man skal jo tage den slags ting med et gran salt.

I alle tilfælde er Galfrans Krafteder ikke længere i stand til at fortælle historien, og for så vidt angår hans bisættelse i næste uge, kan vi desværre ikke offentliggøre tid og sted, idet det tydeligt fremgår af mandens testamente, at: “det Fanden gale mig ikke rager Dem!”

Ære være hr. Krafteders minde!

Med ærbødige hilsener,
-Hartmann Stahl-Eisenmann

Forrige dødsfald        Næste dødsfald        Retur til avisens forside