DAGSAKTUELT TELEGRAM FRA HR.
FERNANDO BÆHMAN ELMQUIST
Der var ikke et øje tørt, da den forhenværende hyggeurtsrygende ungtølper Bugislav Pockelsen vendte hjem til Blodhavn efter at have tilbragt en deportationsdom på 1 år, 4 måneder, 5 dage, 21 minutter og 57 sekunder i den glohede opdragelseslejr i Swakopmund. Pockelsen stod tidligere i spidsen for Blodhavns berygtede dekadente jetsetungdom, hvor han med sin destruktive indflydelse fremmede alskens fordærvelige udskejelser.
Ved ankomsten i morges udtalte den nu rehabiliterede Bugislav til Nordvestjyske Fækalietidende, at opholdet havde renset hans syndige sjæl for de mange depraverende fantasier. Takket være daglige flyverskaller, lussinger og det ugentlige aflusningsbad samt et yderst traumatisk foredrag for Godhavns Lesbiske Roeplukkerforening er den tidligere ungtølper kommet på ret køl og blevet et nyt resocialiseret menneske.
Det forlyder, at det hjemvendte bysbarn er blevet tilbudt at undervise i det nye banebrydende obligatoriske opdragelsesprogram ”Aldrig mere grædende børn i Nordvestjylland” baseret på den berømte transsibiriske adfærdspædagogiske teoretiker Taddeus Habermas Calleson. Andre rygter indikerer, at Pockelsen skal assistere Usseldrupegnens Flygtningeforsorgskomités forkvinde, Walpurgia Peckelwaber, med at lave aviskampagner i det socialistiske diktatur i Holstebro og omegn med henblik på at få flere flygtninge til Blodhavn og Usseldrup.
Der tegner sig en lys og god fremtid for den forhenværende ungtølper.
I storreportageserien ‘Kendte borgere i Sognet’ fortælles her om udvalgte medlemmer af familien Porcus- Andersen:
Fisnik Porcus-Andersen, tidligere imam, nu medlem af borgerværnet og Blodhavns frimurerloge (stormester af 4. grad) , har efter indtagelse af 300 g kogt bulmeurt, 4 hestepilsnere og udførelsen af det schröderske ritual, udviklet en ny indvielsesdramaturgi til logen. Til dette formål har han opdraget og dresseret Olfert. Olfert har tidligere gået med post. Ritualet skal gøre landpøbelen interesseret i et weekend-medlemskab af logen.
Logebrødrene har anerkendt Fisnik som en fornyer og innovator af første orden.
Allerede da Fisnik var barn erkendte han de åndelige forbindelser mellem svin og menneske. Venner for evigt var ikke blot en talemåde. Øffe gjorde senere karriere ved Klamhuse kafferisteri som smager, men endte ved en fejl som helstegt pattegris under brunvarefestivallen i Blodhavn 83. Det var efter at Øffe have doneret sin hårpragt til en parykmager, og efterfølgende desværre ikke blev genkendt på vejen hjem i bussen.
Fisnik fik en ny ven og ses her som ung på sommerferie i DDR 1987 hos onkel Hubert. Her hilser han kækt familien.
Fisniks mor Philomena Porcus-Andersen (født Spiegeleier) lærte den kildrende fornemmelse af frihed og forbindelsen til det indre svin at kende, ved de daglige rideture på familiesoen Lamis.
Hun blev i littererære kredse kendt for det filosofiske 3 binds storværk “Min kamp – Ornekastrering ved jævndøgn” , en allegori over H.C. Andersens liv i Slagelse.
Fisniks søster Fatima blev kunstner på dressurområdet, og hendes 2 trøffelgrises næser vakte beundring og misundelse i flere brancher. Sammen har de vundet konkurrencen ‘snus en grænseoverløber’ flere gange. Man skal aldrig være for fin til lidt svineri siger Fatima.
Fætter Edward, tidligere udstationeret i Bruxelles som lobbyist for bademåttebranchen, træner her grisen Mustafa som drosche.
Især under Blodhavn Brunvarefestival hvor al busdrift af sikkerhedsårsager er indstillet, har Mustafa haft meget arbejde, både med personhjemtransport og med at slæbe hestepilsnere til musikken.
En af egnens store gamle mænd har forladt os. Billedet herunder er optaget i det historiske øjeblik, da den 88-årige flueavler Jøkul Asmussen (portræt indsat) detonerer på Blodhavn Strand.
Jøkul havde ombundet sin krop med et bælte dynamit, og efter at have lagt den brune lærredsfrakke og gummibukserne på sikker afstand af sprængningsstedet gik han nøgen ud mod vandkanten, hvor han først antændte sin pibe og efterfølgende, mens han sang “Frihed er det bedste guld”, lunten til dynamitstængerne. Stumper af hans tophue, nogle skæghår og en tværstiver fra testikelstativet er fundet flere hundrede meter derfra og bekræfter hans identitet.
Sidste udvej
Jøkul Asmussen var ud af gammel biavlerfamilie, men skiftede i 1958 til fluebranchen, hvor han frembragte resultater i verdensklasse. En af de større husfluer, Felix Asmussen LXIV, bevidner på billedet dødsøjeblikkets alvor sammen med Jøkuls barnebarn, smørrebrødskurator Lulla Asmussen, Blodhøj Turistmølle.
– Morfar valgte døden frem for vanæren. Klamhuse Kødfoderfabrik havde under henvisning til den vanskelige fækalieleverancesituation frataget ham det ugentlige driftstilskud på 150 kg omrørt andensorteringsvare. Hermed blev al lokal flueavl umulig og meningsløs.
Lulla Asmussen og stuefluernes formand, Hassan Laryngitis, står tilbage med hundreder af navngivne kæmpefluer, som for nogles vedkommende har hørt til familien i årevis.
Fækaliedonationer, købstilbud eller konstruktive ideer om den fremtidige anvendelse af disse værdifulde, for de flestes vedkommende håndtamme dyr kan sendes til avisens kontor.
En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.
v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.
Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.
Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.
Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.
Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.
Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.
Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.
Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.
Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.
Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!
Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.
Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.
I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.
I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.
Vinden var bidende kold og markerne golde, men selv om alt virkede håbløst, måtte jeg komme hjem i levende live.
Jeg havde gået omtrent fem kilometer, da jeg stødte på det første livstegn. Et slidt muldyr ved navn Rasputin.
Jeg overtalte kræet til at befordre mig ind til den nærmeste by, hvis jeg til gengæld ville skaffe det arbejde i Nordvestjylland.
Dyret bragte mig gennem det faretruende land, og jeg endte til sidst ved en rasteplads, hvor vogn 13 ½ stod parkeret. Den falske taxachauffør stod uden for bilen i færd med at bedække et frodigt egetræ. Manden var dendrofil og kunne tydeligvis ikke stå for fristelsen, da han så det prægtige træ.
Mens skurken forgreb sig på planten, sneg jeg mig ind i bilen og informerede borgervæbningen om hele situationen gennem hyrevognens kommunikationsanlæg. Dernæst gemte jeg mig i bagagerummet.
Da den ækle herre var færdig med sine befamlinger, satte han sig ind i vognen og kørte tilbage til Danmark uden viden om den blinde passager.
Borgervæbningen ventede på forbryderen, da han nåede frem til Nørre Usseldrup. Han var dog ikke så let at fange. De næste to timer er nu kendt som den mest halsbrækkende biljagt i dansk i historie.
Han drønede gennem byen, over markerne og rundt på sognevejene mens jeg blev slynget rundt i bagagerummet. Udrykningskøretøjer satte jagten ind på bæstet, men han var for hurtig og for snedig. Til sidst fik borgervæbningen ram på vogn 13 ½ med et velrettet skud fra en fækaliekanon. Bilen roterede ubarmhjertigt mange gange og endte i en grøft.
Ordensmagten kom styrtende hen til vraget for at arrestere forbryderen og redde mig ud. Den kriminelle havde brækket begge arme og slået ti tænder ud, mens jeg selv slap med et par skrammer og et blå øje.
“Der er krig på vej. Bare vent!” skreg pamperen, før han blev kørt væk i et salatfad.
Mon han taler sandt? Burde vi opruste hr. Knockel?
KNOCKELSK BESVARELSE OG UDSKRIVNINGSORDRE
Svaret er et ubetinget ja. Denne hyrevognspamper er uden tvivl forbundet med de fjendtlige kræfter, som De, hr. Nidding Halunk, tidligere så tappert har opsøgt, afsløret og til dels nedkæmpet.
Mobiliseringsordrer er udgået, og opstilling af krigsmateriel foregår i disse timer. Detaljer kan naturligvis ikke røbes, men til brug for landsdelens fækalieartilleri må alle nordvestjyder nu aflevere al tilgængelig brunvare, såvel den i hjemmene oplagrede som de friske kilotons, der befinder sig i kroppene. Tiden er inde, kampen må kæmpes, nu!
I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.
Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.
Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.
I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.
“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.
Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.
“Hvor skal De hen?” hostede han.
“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.
Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.
“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”
Pokkers, det var en sammensværgelse.
Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.
Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.
Til venstre forvalter Fracke, som vi husker ham fra hans ranke manddomsår. Til højre holder han festtalen for sin unge brud i Nørre Usseldrup Bedehus.
Reportage og nekrolog: CRASS BØRSTING
Foto: VALBORG BÆNNIE m.fl.
En menneskelig og seksuel tragedie har ramt Usseldrup-egnen. Klamhuse Kødfoderfabriks mangeårige brunvareforvalter Wilbur Z. A. Fracke er død på halmloftet over sin landvilla netop i de minutter, hans ægteskabelige lykke skulle fuldbyrdes. Få timer forinden var han blevet viet til Pickorella Jelved, stud.rept.pæd., og store dele af den nordvestjyske intelligentsia havde hyldet parret ved en stående banket i Nørre Usseldrup Bedehus.
Dødsårsagen var alvorlige kvæstelser i underlivet efter et angreb med næb og kløer, planlagt og gennemført af de kalkuner, Wilbur Fracke de sidste mange år havde levet sammen med. Også Pickorella Jelveds nedre kropsdele blev alvorligt medtaget, men efter flere timers amputationskirurgisk behandling på Klamhuse Husmandshospital meldes hun uden for livsfare.
Wilbur Fracke blev født 1918 som søn af skibsreder Olfert Fracke (1821-1922), der dengang havde en halv snes joller i sejlads på de norske og svenske kyster. Unge Wilbur blev oplært som rorskarl, og hans gode armkræfter og sikre greb gjorde ham senere til en førende skikkelse i masturbationsidrætten.
Efter nogle års fravær vendte han tilbage til egnen i 1947 og blev brunvaresorterer, senere forvalter i afdelingen for faconfækalier og anden ædelvare på Klamhuse Kødfoderfabrik. Han levede siden 1970’erne i en harmonisk storfamilie, bestående af ham selv, 10-12 kalkuner og en tamgris, der ikke menes at have deltaget i overfaldet på bryllupsnatten.
Hans hustru, f. 1991, kom til egnen for få måneder siden for at gennemføre en specialuddannelse til reptilpædagog på Klamhuse-Usseldrup Aftenskole. Overlærer Asmuld Corona medgiver hende de bedste anbefalinger. – Jeg er overbevist om, at vi snart vil se fr. Jelved i et produktivt og holdbart nyt samlivsforhold. Husmandshospitalet garanterer, at hun vil være tjenlig til alle praktiske formål, så mon ikke hun bliver bortauktioneret i løbet af de næste få dage eller uger?
SIDSTE NYT:
Kalkuner kan forvente snarlige dødsdomme
De implicerede husdyr forventes dømt og henrettet. – Kalkunerne kunne have fundet andre og mindre drastiske udtryk for deres jalousi, siger egnens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Alle, der nogen sinde har haft et mellemværende med et ophidset stykke fjerkræ, må forlange, at der nu statueres et eksempel. Husdyrdisciplinen skal genoprettes, ellers bliver alt nordvestjysk familieliv umuligt.
Bisættelsen af Wilbur Fracke fandt sted straks efter obduktionen. Her ses det officielle mindepostkort. Frackes efterladte kalkuner og tamgrisen Victoria Blodhøj XIV befinder sig i det aflåste grå luxusautomobil bagest i følget.
Der skete mange sælsomme ting i rekordsommeren 1956. En dag, da stranden nord for Blodhavn var tæt pakket med badende, fløj en formation af antagelig sovjetrussiske angrebsfly ind mod kysten, mens de på må og få sugede badegæster op og udsatte dem for rektalundersøgelser for siden at kaste dem ud længere inde i landet.
Den tililende landbetjent udtalte uden for referat, at han aldrig havde set noget lignende.
Samme år blev betjenten selv hjemsøgt af sin afdøde bedstemors ånd, der bebrejdede ham, at han havde ædt hende ud af huset under et sommerbesøg som teenager.
(Supplerende materiale fra Else C. og Borgervæbningens Historiske Arkiv. Evt. vidneberetninger fra rektalmisbrugte badende modtages gerne og kan indtelegraferes herunder.)
