Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.
Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.
Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.
“Det er ham, Bob. Folmer er her.”
“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.
På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.
“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”
Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.
I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.
“Ikke et skridt nærmere, knægt.”
Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:
“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”
“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”
“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”
“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.
“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.
“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.
Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.
“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.
Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:
“Den gamle har slået hånden af mig…”
Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.
Palle Padborg: SØN AF LULLA OG BOB 2. udgave, 1. oplag Approberet og med fast hånd færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:
På druk i går Bum bum bum bum På druk i dag Bum bum bum bum På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!
(Banjoen og tubaen byder ind.)
En pilsner til Bum bum bum bum
En liflig drik Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!
(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)
Mit liv var godt Bum bum bum bum
Mit liv var skønt Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!
(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)
I fordums tid Bum bum bum bum
Et drankerliv Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!
Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen! Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee! (Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)
Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.
Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.
Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden. Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen. – Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.
Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.
Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.
Pippi & Palle Padborg: Flatulens blev deres skæbne 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved
Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.
Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.
Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!
Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.
– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?
– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.
– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?
– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.
Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.
– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!
Pflumpf.
Peder Most og Henrik Qvortrop Forlis – mit liv som folkepensionist 2. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.
Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!
Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.
Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.
Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.
“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”
“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.
Molly så forelsket på mig.
“Vi er lykkelige, ikke?”
“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.
“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”
Svigerfar udbrød stolt:
“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”
Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:
“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”
Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.
“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.
Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.
“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”
“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.
“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”
Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.
Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.
“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”
Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:
“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”
Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.
Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.
En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:
“Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”
“Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.
“Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.
“Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.
“Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.
Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.
“Du har overtalt mig. Snup hende bare.”
Nelson og befriede kvinden fra pælen.
“Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”
“Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.
“Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”
“Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”
“Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.
“Mine børn, selvfølgelig.”
Rigmanden kneb øjnene sammen.
“Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”
Nelson vendte sig om mod den sorte mand:
“Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”
Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.
“Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”
Peruna Padborg: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
“Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer
“Åh, Gud!” Frøken Patricias rædselskrig kunne høres i hele kontorbygningen. “Balancen passer ikke!”
Regnskaberne på bordet begyndte at ryste voldsomt. Kvinden var i chok. De øvrige medarbejdere gispede.
Chefen hr. Højbakke sprang op fra sin stol.
“Flygt, min kære. Inden straffen kommer!”
En dyb, ondsindet stemme brølede som et tordenvejr over dem alle:
“I har vækket Ubalancens Hævner. Jeg kræver mit offer for denne sløsede tilgang til regnskaberne!”
Store gennemsigtige hænder samlede sig i grønlig tåge foran dem. De krogede fingre pulserede som edderkoppeben og ragede ud efter frøken Patricia.
Hr. Højbakke sprang frem og trak kvinden til sig, inden grabberne fik ram på hende.
“Kom så. Vi må væk!”
“Jeg dvæler ikke før jeg har fået mit offer!” brølede gespenstet nådesløst.
Hele personalet flygtede ned ad gangen, men havnede i en blindgyde. Kontorbygningen lignede desværre en labyrint takket være moderne homofile arkitekter. De ækle hænder nærmede sig langsomt den skræmte flok.
“Hvad gør vi?” jamrede frøken Patricia og trykkede sig ind til hr. Højbakkes solide brystkasse.
“Ha, ha, ha!” Hænderne var nu uhyggeligt tæt på.
Døren til toilettet åbnede sig pludseligt. Ud trådte den unge praktikant Didrik. Han stod mellem medarbejderne og de svævende grønne hænder.
“Hvad er der los?” spurgte han forvirret.
Alle åndede lettet op, da spøgelseshænderne flåede Didrik til sig og kvaste ham til en klumpet grød af knogler og kød. Ubalancens Hævner havde fået sit offer og forsvandt som dug for solen.
Resten af personalet kunne vende tilbage til arbejdsopgaverne. De havde overlevet endnu en dag på kontoret.
Hvad ville morgendagen byde på? De klogeste af dem læste en ganske bestemt netavis for at finde det mulige svar.
Bibba Skodhus MIT DAGLIGE HELVEDE 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
BEMÆRK: Værket foreligger nu også i en musikudgave. Se i bunden af siden!
1. akt: YDMYGELSEN
Benny var et venligt træ – med stolthed og med ære.
Den dag turister kåde kom – han måtte ta’ affære.
Han troede først de milde var, men han tog grueligt fejl.
Dendrofile overgreb: “Ja, wir sind immer geil!”
I hobetal de kom med bus. De råbte. De var vilde.
I cirkeldans de nærmed’ sig til swingerorgiegilde.
Forgribelserne stod på i alt for mange dage.
Degraderet til et puletræ – pinsler, stress og plage…
2. akt: HÆVNAKTEN
Grønne Benny rejste sig fra jorden, hvor han stod,
rødderne blev trukket op; han gik fjenderne imod,
råbte højt og aggressivt, så alle fik et chok:
“Hævnens time. Nu er jeg vred. Benny har fået nok!”
Raskt han løfted’ to turister med de grønne hænder,
og slynged’ dem mod klippesten. Han viste klør og tænder.
Næverne af knoldet træ ku’ stoppe hver en bølle.
Dendrofile på retræte fik spark og slag med kølle.
3. akt: MORALE
Den dag i dag er træet Benny skovens ordensmagt,
han våger over planterne og holder varsomt vagt.
Så hvis De er et snyltedyr med plantegrønne lyster,
så hold Dem væk fra Bennys skov, thi han er ej en kryster!
Lubbah & Lupo Schneckelfritz: GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND 2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Copyright 2014 by B. N. Halunk og Landsbytossen.dk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.
Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.
Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.
Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.
– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.
– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!
Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.
Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.
Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.
Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.
Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.
Efterskrift:
Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:
Gubert Skodhave Holstebro efter midnat 2. udgave, 1. oplag
