Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:
På druk i går Bum bum bum bum På druk i dag Bum bum bum bum På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!
(Banjoen og tubaen byder ind.)
En pilsner til Bum bum bum bum
En liflig drik Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!
(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)
Mit liv var godt Bum bum bum bum
Mit liv var skønt Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!
(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)
I fordums tid Bum bum bum bum
Et drankerliv Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!
Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen! Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee! (Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)
Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
Regnen silede ned, da hr. og fru Bromholt ankom til Algade og stod ved biografteatrets nedslidte facade. De havde valgt at se en udenlandsk film ved midnatsforestillingen.
“To billetter til Middag hos Morfar,” sagde hr. Bromholt til den ældre herre i billetlugen.
Gamlingen så på ægteparret med frygt i øjnene.
“Er De klar over, at den er bulgarsk? En dogmefilm oven i købet?”
“Selvfølgelig,” brummede hr. Bromholt overlegent. “Min hustru og jeg er særdeles begejstrede for det finkulturelle og ynder at se film fra hele verden.”
“Meget vel,” svarede oldingen. “Det bliver på eget ansvar…”
Gæsten fandt sin tegnebog frem.
“Næ nej,” udbrød billetsælgeren. “Jeg kan ikke tillade mig at kræve penge for dette makværk.”
Hr. Bromholt fnøs og tog imod billetterne. Ægteparret marcherede indenfor arm i arm med næserne i sky. Salen var tom.
“Vi er åbenbart de eneste kulturelle individer i byen,” påpegede hr. Bromholt.
“Heldigt for os.” Konen pegede frem. “Så kan vi sidde på sofarækken.”
De satte sig til rette.
“Hvor vover han at kritisere et filmværk, han tydeligvis ikke har forstand på,” snerrede manden.
“Rolig, Thormod. Vi kan jo ikke forvente, at alle har en fornem universitetsgrad inden for samfund og kultur og besidder evnen til at analysere en film.”
“Men det har vi, Gerda,” smiskede han og kærtegnede hendes kind.
Salen blev mørk. Filmen gik i gang med et irriterende stykke balkanmusik. Ved et middagsbord sad tretten personer sad og spiste rå koteletter, spillede blokfløjte og spyttede og savlede. To harer parrede sig midt på bordet.
“Åh, gud. Hvad er det dog vi er gået ind til!” skreg fru Bromholt.
Den ældste ved bordet var rød i hovedet og havde en sort moustache. Han kiggede sjofelt mod den fjerde mur og pegede hånligt mod ægteparret i salen.
Middagsselskabet og harerne kravlede ud af lærredet og stod nu foran hr. og fru Bromholt. De trommede på deres bare maver og talte på et sprog, der lød som en motor, der var ved at sætte ud.
Den jammerlige film var blevet til virkelighed.
“Han advarede os, men vi ville ikke høre,” skreg hr. Bromholt. Han sprang hen mod en dør, der foroven var mærket med et grønt UD-skilt. Han ruskede i dørgrebet, men det var som boltet fast.
Den gamle mand fra filmen hev fru Bromholt op fra sædet og inddrog hende i en pinlig bulgarsk vals. Det lignede en sindssygt underlødig folkefest.
“FÅ DET TIL AT STOPPE!”
Støvler blev kastet.
“DETTE ER ET MARERIDT!”
Trebenede geder hoppede ud i salen til dem og besørgede på gulvet.
“VI ER HAVNET I SKÆRSILDEN!”
Men ægteparret kunne intet stille op, for der var stadig syv timer tilbage af den bulgarske kunstfilm.
Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!
Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.
Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.
Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.
“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”
“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.
Molly så forelsket på mig.
“Vi er lykkelige, ikke?”
“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.
“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”
Svigerfar udbrød stolt:
“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”
Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:
“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”
Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.
“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.
Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.
“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”
“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.
“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”
Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.
Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.
“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”
Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:
“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”
Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.
Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.
En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:
“Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”
“Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.
“Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.
“Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.
“Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.
Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.
“Du har overtalt mig. Snup hende bare.”
Nelson og befriede kvinden fra pælen.
“Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”
“Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.
“Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”
“Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”
“Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.
“Mine børn, selvfølgelig.”
Rigmanden kneb øjnene sammen.
“Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”
Nelson vendte sig om mod den sorte mand:
“Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”
Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.
“Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”
Peruna Padborg: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
“Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer
“Åh, Gud!” Frøken Patricias rædselskrig kunne høres i hele kontorbygningen. “Balancen passer ikke!”
Regnskaberne på bordet begyndte at ryste voldsomt. Kvinden var i chok. De øvrige medarbejdere gispede.
Chefen hr. Højbakke sprang op fra sin stol.
“Flygt, min kære. Inden straffen kommer!”
En dyb, ondsindet stemme brølede som et tordenvejr over dem alle:
“I har vækket Ubalancens Hævner. Jeg kræver mit offer for denne sløsede tilgang til regnskaberne!”
Store gennemsigtige hænder samlede sig i grønlig tåge foran dem. De krogede fingre pulserede som edderkoppeben og ragede ud efter frøken Patricia.
Hr. Højbakke sprang frem og trak kvinden til sig, inden grabberne fik ram på hende.
“Kom så. Vi må væk!”
“Jeg dvæler ikke før jeg har fået mit offer!” brølede gespenstet nådesløst.
Hele personalet flygtede ned ad gangen, men havnede i en blindgyde. Kontorbygningen lignede desværre en labyrint takket være moderne homofile arkitekter. De ækle hænder nærmede sig langsomt den skræmte flok.
“Hvad gør vi?” jamrede frøken Patricia og trykkede sig ind til hr. Højbakkes solide brystkasse.
“Ha, ha, ha!” Hænderne var nu uhyggeligt tæt på.
Døren til toilettet åbnede sig pludseligt. Ud trådte den unge praktikant Didrik. Han stod mellem medarbejderne og de svævende grønne hænder.
“Hvad er der los?” spurgte han forvirret.
Alle åndede lettet op, da spøgelseshænderne flåede Didrik til sig og kvaste ham til en klumpet grød af knogler og kød. Ubalancens Hævner havde fået sit offer og forsvandt som dug for solen.
Resten af personalet kunne vende tilbage til arbejdsopgaverne. De havde overlevet endnu en dag på kontoret.
Hvad ville morgendagen byde på? De klogeste af dem læste en ganske bestemt netavis for at finde det mulige svar.
Bibba Skodhus MIT DAGLIGE HELVEDE 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
BEMÆRK: Værket foreligger nu også i en musikudgave. Se i bunden af siden!
1. akt: YDMYGELSEN
Benny var et venligt træ – med stolthed og med ære.
Den dag turister kåde kom – han måtte ta’ affære.
Han troede først de milde var, men han tog grueligt fejl.
Dendrofile overgreb: “Ja, wir sind immer geil!”
I hobetal de kom med bus. De råbte. De var vilde.
I cirkeldans de nærmed’ sig til swingerorgiegilde.
Forgribelserne stod på i alt for mange dage.
Degraderet til et puletræ – pinsler, stress og plage…
2. akt: HÆVNAKTEN
Grønne Benny rejste sig fra jorden, hvor han stod,
rødderne blev trukket op; han gik fjenderne imod,
råbte højt og aggressivt, så alle fik et chok:
“Hævnens time. Nu er jeg vred. Benny har fået nok!”
Raskt han løfted’ to turister med de grønne hænder,
og slynged’ dem mod klippesten. Han viste klør og tænder.
Næverne af knoldet træ ku’ stoppe hver en bølle.
Dendrofile på retræte fik spark og slag med kølle.
3. akt: MORALE
Den dag i dag er træet Benny skovens ordensmagt,
han våger over planterne og holder varsomt vagt.
Så hvis De er et snyltedyr med plantegrønne lyster,
så hold Dem væk fra Bennys skov, thi han er ej en kryster!
Lubbah & Lupo Schneckelfritz: GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND 2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Copyright 2014 by B. N. Halunk og Landsbytossen.dk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
Kahlluns kalkundrevne hårfrembringelsesmaskine er navnet på den fuldautomatiske nymekanik, der kan forøge behåringen på en hvilken som helst medborger.
Opfinderparret Kahllun har med deres nylancerede maskineri fremkaldt glædestårer blandt skaldede borgere.
– Jeg har hele mit liv været skaldet som et hårdkogt strudseæg. Nu er jeg stærkt behåret, jubler, fuldtidsornitolog Knobsig Gäring der fungerede som forsøgskanin: – Selv min afføring er dækket af stride hår!
Kahlluns kalkundrevne hårfrembringelsesmaskine opstartes ved at kaste en friskindfanget bronzekalkun i motorens jernmunding. Dernæst stiller den hårtrængende person sig ind i stålkabinen.
Håret vil i de følgende sekunder vokse i eksprestempo. Når mirakelprocessen er gennemført, vil man med garanti være behåret.
– Det er ikke muligt selv at bestemme placeringen eller omfanget af hårvæksten. Nogle ender med en moustache, andre med krøller på hovedet eller tætsiddende hår på ryggen. Maskinens resultater er uransagelige, påpeger Kyrill Kahllun.
Kræn Kahllun tilføjer: – Men alle er selvfølgelig velkomne til at prøve flere gange.
Vidundermaskineriet står til rådighed bag Nørre Usseldrup Bedehus hver dag fra kl. 06.15 – 13.15 prc.
Vi var en flok på fem, der løb op ad trapperne efter buffettyven: Hr. Knockel, undertegnede samt tre pressefotografer til at dokumentere episoden ned til mindste detalje.
– Jeg har hele tiden vidst, han havde en skidt karakter, brølede Louis B. Knockel olmt.
Skurken forsatte gnæggende længere og længere op i bygningen. Han havde kurs mod taget. Hvad var slynglens næste træk?
– Af en fedling at være er han ufatteligt mobil, bemærkede jeg stakåndet.
Samtlige brikker i gåden faldt på plads, da vi nåede op på taget. En gasdrevet flugtballon i form af et gigantisk fiskeagtigt kræ var placeret på toppen af det mægtige luxushotel. På siden af fartøjet stod der »Kæltringsø Airlines«.
– Kæltringerne giver ikke så let op, brummede redacteuren skuffet.
Det hele var et snedigt komplot. Hector Dolmer-Hansen var en udsendt spionkæltring med en mission. Han skulle infiltrere De Knockelske Blade og ødelægge vores årsfest. Han skulle skabe splid og kaos mellem os.
Han kravlede ind i svælget på dyret og satte ballonmaskinen i gang. Jeg måtte handle hurtigt. Adræt hægtede jeg mig fast på den oppustelige flyvende kolos og kravlede langs ydersiden og ind i cockpittet.
Vi svævede langsomt ud over gaderne. Dolmer-Hansen opdagede ikke min tilstedeværelse, før det var for sent. Jeg gav ham en bedøvende nakkelussing og fik med held landet fiskeballonen på parkeringspladsen foran Blodhavn Storhotel til jublende applaus.
Forbryderen Dolmer-Hansen blev strax transporteret tilbage til hotellet, hvor han blev sat i gabestok. Derfra kunne han sultent se på, mens karamelranden gik på omgang – der blev ikke levnet så meget som en skefuld til den glubske pamper.
Retfærdighed har aldrig smagt bedre, og festen fortsatte til ud på de små timer, som altid med vor geriatriske redacteur i spidsen for lussingdans og andre løjer.
Det er tydeligt, at en så rædselsvækkende kriminalgåde som denne hverken kunne løses ved hjælp fra borgervæbningen eller Gødningsfluen. Næh, tilbundsgående detektivarbejde var nødvendigt.
Jeg havde flere mistænkte i tankerne. Vores suppe-, steg- og is-musiker, hr. Blodhorst, spillede på sine omfangsrige instrumenter på en særdeles mistænkelig facon. Måden, hvorpå han fremførte »Træskodans på taget«, var alt for stille – som om han havde noget at skjule.
Det samme gjaldt receptionisten fru Plampertsen. Hendes blik var flakkende. Var hun den skyldige, eller kendte hun noget til sagen?
Jeg betragtede de øvrige gæster nøje. De talte og jamrede højlydt om den skrækkelige forbrydelse – med undtagelse af én.
Erhvervspraktikanten og tidligere amatørbokser, Hector Dolmer-Hansen, der har danderet den i bladhuset i godt 14 dage uden at bidrage med andet end stikpiller og vamle vittigheder, var forbløffende tavs. Et lumsk smil prægede det flommede ansigt.
Jeg kneb øjnene sammen og fik et chok. Han havde mayonnaise på læberne og en afgnavet asparges siddende kækt vippende i den flæskede mundvig.
Den skyldige stod og slikkede sig om munden. Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Det mest indlysende er oftest det rigtige.
Der var en årsag til at den korpulente Dolmer-Hansen ikke gav sit besyv med – gabet var jo proppet. Han nød tilsyneladende uroen og den trykkede stemning.
Jeg satte i løb og tog nådesløst fat i den fede mand og åbnede hans vældige flab. Hele munden var fyldt til bristepunktet med spiseligt tyvegods. Han er som en anden hamster udstyret med store kindhuler, så han kan opbevare et helt middagsbord.
Der lød hvin og chokerede tilråb, ja selv redacteur Knockel tabte sin merskumspibe af ren og skær benovelse: – Hr. Dolmer-Hansen? Grib ham!
Afskummet brød ud i en dyb skurkelatter og gav mig en uppercut, så jeg fløj gennem luften. Det flommefede flæskebjerg tog flugten ud i lobbyen og op ad trapperne til sovegemakkerne.
Var det mon muligt at fange skurken, inden karamelranden skulle bæres ind i festsalen? Følg med i næste afsnit!
Et smørrebrødsdrama, verden aldrig har set magen til
I anledning af avisens årlige sensommerfest befinder bladhusets personel og ledelse sig netop nu i lokalerne på det for nyligt genåbnede Blodhavn Storhotel. En højtidelighed med festmiddag og musikalsk underholdning. Jeg personligt skulle have dækket hele denne festlighed med en reportage og testet hotellets lødighed, men noget kom i vejen.
Artiklens tema er blevet en anelse mørkere. Ingen havde regnet med, at dette kalas skulle udvikle sig til et sindsoprivende kriminaldrama.
Det hele begyndte, da vor højt respekterede overordnede Louis B. Knockel udbrød:
– Lås dørene. Ingen forlader bygningen! Nogen har stjålent smørrebrødet. Samtlige 1218 stykker. Lige for næsen af os.
Alle i festsalen så chokerede hen på serveringsbordet. Fem minutter tidligere var buffeten et overflødighedshorn af mundgodter – nu var der få krummer og en halv tomat tilbage.
Der blev mumlet og skulet rundt blandt de tilstedeværende. Sandheden gik op for hver og en: En udspekuleret kriminel var blandt avisens trofaste skribenter og fotografer, men hvem?
Flere af de ansatte på avisen, især vore skønhedsmodeller, plejer ikke at holde sig tilbage hvad angår gode retter, men de plejer trods alt at levne lidt til de andre. Denne affære var særdeles mystisk. Vi havde tydeligvis at gøre med en selvsmovser af værste skuffe, der ikke agtede at dele.
Ak og ve – jeg som havde set frem til en dyrlægens natmad med ekstra krymmel.
– Den skyldige må findes og disciplineres, tordnede hr. Knockel: – Festen kan ikke fortsætte, før synderen er draget frem i lyset. Jeg må afhøre hvert enkelt individ på hotellet.
Strax derefter blev dørene låst og vogtet af mekaniske og kompromisløse specialfremstillede dørmænd. Dette var en alvorssag.
Vil det lykkes os at finde og straffe forbryderen inden desserten? Følg med i de næste spændingsladede afsnit:
