Dr.med.vet. Haburi Bözzelmann, Klamhuse Overdrev, som for nylig imponerede den naturvidenskabelige verden med børn, fremavlet af 3 forældre, viser nu igen eksempler på sit skabende talent. Fra hans Institut for Eksperimentel Genetisk Forædling kommer 10 helt nye arter, der snart vil gøre nytte i nordvestjysk samfundsøkonomi og samtidig skabe store oplevelser for de familier, der får dyrene betroet til videre avl.
Det forlyder fra instituttet, at doktorens kusine, fr. Lebbie Bözzelmann, en af de nærmeste dage forventes at nedkomme med endnu et nyudviklet familiekæledyr, en såkaldt bøffelhund, som i fuldt udvokset tilstand vil opnå en slagtevægt af 350 kg. Nærmere underretninger fremkommer i avisen, så snart de foreligger.
Videnskabelig forskningsreportage: Crass Børsting Dokumentationsfotos: Boezzelmann Medical Research
Biotekniske fremskridt betyder, at nyfødte ikke længere behøver at nøjes med to forældre. Tre individer kan nu slå sig sammen om at avle et fælles barn med en passende sammensætning af egenskaber fra dem alle.
– En engelsksproget turist efterlod sidste år en avis med en artikel om emnet, og jeg så straks mulighederne, udtaler det lokale avlsarbejdes førstemand gennem det meste af et århundrede, redaktør Louis B. Knockel. – Følgelig satte jeg vor førende veterinære kapacitet, dr. Haburi Bözzelmann i gang med en række eksperimenter, som jeg har understøttet dels som aktiv kopulator, dels ved udlån af forskellige husdyr, hvis egenskaber kunne tænkes at gøre nytte i de nye nordvestjyske blandingsindivider.
– De første resultater er overordentlig lovende, og jeg tør tro, at vi inden for de næste få årtier vil se et stort antal, måske endda et flertal af blandingsindivider i funktion i vore skoler, hjem og virksomheder, udtaler redaktør Knockel.
Målet for dyrlægens og redaktørens næste avlseksperiment er at frembringe en elitemasturbationsidrætsmand med elefantpenis. Værdifuld assistance ydes af Cirkus Benneweis og vvs-installatør Bob Käbe, Blodhavn.
Rygekampagne fejrer triumfer overalt i Nordvestjylland
Dette års kampagne for udbredelse af tobaks- og anden rygning har fået en mildt sagt forrygende start. Kampagneleder Josias Lumbago-Larsen, overlærer gennem 62 år ved Nørre Usseldrup Eksamensskole, har efter blot en uge registreret flere end 200 friske nye cigardrenge.
– Kampagnen fortsætter på fuld kraft. Det er flere årtiers forsømmelighed, der skal indhentes, men nyt mod og forstærket optimisme må fylde vore hjerter, udtaler hr. Lumbago-Larsen.
Louis B. Knockel har støttet det opdragende arbejde med talrige lussinger og en gavmild donation af de lyngcigarer, som medlemmer af hans husstand traditionelt tilvirker hen over vinteren. Hertil kommer nu et storslået nytbidrag fra Knockel-familien. Den enbårne søn, Albert II Knockel, blev i morges kl. 05.37 udskrevet fra Svagbørnskolonien på Blodhøj og vil strakskaste al sin genvundne styrke ind på den sejrende side.
Med røg og gnister sprudende fra majspiben, og med håndfladerne smurt ind i lussingcreme, skal unge Albert fremme den gode sag overalt i hjemsognene. Hvis en ikke-rygende turist kommer inden for rækkevidde, vil han eller hun også straks få en håndspålæggelse.
– Når rygefrekvensen blandt de unge er tilbage på 1980-niveau, vil hr. Lumbago-Larsen og jeg overveje andre kampagner, udtaler Louis B. Knockel. – Masturbationsidræt, lussingdans, insektdressur og alle de øvrige sunde og fornøjelige fritidssysler, som den opvoksende slægt gennem århundreder har dyrket, skal fremmes og genoprustes.
SE HELE DEN RIGT ILLUSTREREDE KAMPAGNEPRÆSENTATION HER:
Et af årets lokalpolitiske og moralske højdepunkter nærmer sig: Grisefesten, hvor årets pamper udråbes, berøves sine ejendele og udsættes for lussinger og hasselkæppeprygl (under forudsætning af, at vedkommende er mødt frem. I hans fravær vil slægtninge og/eller tilknyttede husdyr tvangsmæssigt gøre fyldest).
Med eller uden pamperens tilstedeværelse vil hans lokale værdier i dagene forinden være beslaglagt og omsat til luxuriøs folkebespisning i form af krydderpølser, svinekroppe, gummimarmelade, drikkepetroleum og andre af de nydelsesmidler, vi her på egnen sætter så højt.
Pampervalget er i år faldet på Yanus Qualm, søn af husdyrpryglefoged Arthur Qualm-Andersen, Blodhøj. Unge Yanus udvandrede allerede som 13-årig fra den fædrene hjemstavn til Holstebro for at gøre karriere, dels som husdyrtestikelpoleringsentreprenør, dels som juniorpamper i storbyens dominerende socialistiske herskerkredse.
Hr. Qualm, der i dag indtager en betroet stilling som konsulent og projektleder ved Holstebro kommune, har vist exceptionelle evner, når det gælder om at formøble betragtelige pengemidler, ofte flere hundrede kroner om ugen, såvel i lokalområdet som længere sydpå i verden.
I de senere år er det især sygehusvæsenet, der har nydt godt af hans indsats.
“Dødeligheden og udgifterne viser samme smukke opadgående tendens,” udtaler hr. Qualms mest trofaste politiske støtte, ægtehustruen, oversygeplejerske fr. Phimosa Qualm-Landgrüde. “Dertil skal føjes, at hver eneste indlagt patient nu producerer over 17 liter værdifuld tarmgas i døgnet, og de, der forlader os i live, kan selv fremdrive de vehikler, der skal borttransportere dem.”
Nomineringen til årets pamper indløb fra de senere års førende mand på feltet, hr. Lalle Birk Lallesen. En folkeafstemning bekræftede hr. Qualms kandidatur, og Louis B. Knockel har personligt været beskæftiget med at beslaglægge alt, hvad der findes af værdier i Qualm-slægtens eje på denne side af sognegrænsen.
– En spadserestok med indbygget rottetæmmerfløjte og to pelsforede skridtbeskyttere er blandt de velhavergoder, jeg fik fat i. Værdierne rækker til en storslået folkefest, som vil tage sin begyndelse lørdag kl. 17.14 prc. på bålpladsen, Klamhuse Vestre Losseplads, oplyser Louis B. Knockel.
Jeg vil opretholde stram disciplin i de opmarcherede folkekøer, og hvis hr. Qualm skulle møde frem, vil der være nogle hundrede lussinger i reserve til ham personligt. Får vi ham ikke at se ved denne lejlighed, kan lussingerne trække renter i hans favør, indtil aflevering sker.
Hr. Lalle Birk Lallesen, hvis egne værdier for nylig kom under hammeren, vil holde båltalen. Festen slutter kl. 19.01 prc., hurtig afmarch gennem lossepladsens østport.
E. Stürwolt var under en luftvehikelinspektion, en diset forårsmorgen, så heldig med sit boxcamera at indfange en dramatisk hændelse på Nørre Usseldrup flyveplads (nogen kender den bedre som Klamhuse Aerodrom).
Den dynamiske og entreprenante Sverker Suhrströmming forhindrede ganske enkelt en flykapring.
Sverkers mistanke opstod prompte på hans morgenrundering af pladsen, da han ikke genkendte brunvareemmissionsgassens letgenkendelige aroma: Der blev anvendt importeret driftsmiddel!
Den fra Holstebro angiveligt kendte storkriminelle grosserer XXX, var i færd med at udsmugle inddampet Styrtlatrins-Ambra til sit familiekonsortium i et tyvstjålet luftvehikel. Ved eftersætning, standsning og nødlanding af dette, blev et mindre skafotsnedkeri og en hel boghvedemark pløjet op af Sverkers skosnuder.
Et chokeret vidne, kalvelårsmassør Merskum Wienerwaltz, udtaler med bæven: ”Jeg har aldrig set noget lignende”
Styrtlatrinsambra, en specialitet fra sognet (utallige er anvendelsesmulighederne), er som bekendt højt skattet og en eftertragtet sortbørsvare i andre dele af landet, hvor hverken teknik til fremstillingen, eller moralsk stamina er til stede. Derfor er priserne også steget til himmels de sidste år. Her et foto af en mere end uvillig grosserer XXX **, som nu kan imødese års genopdragelse, sandsynligvis ved kværnene i brunvareminerne. Hvorledes grosserer XXX er gerådet i denne disgresse, er en tragisk og gribende historie, som avisen må illuminere en anden gang.
Da flyet var bragt til standsning og landing, og grosserer XXX var pågrebet under den obligatoriske tumult, og ladningen af styrtlatrinsambra var sikret, sås en tilsyneladende kvindelig halvt formummet personage stikke af fra et skjult lastrum, svingende med en iøjnefaldende transportbeholder. Vi kan kun gisne om indholdet.
En ordensmagtspuddel eftersatte straks delinkventen, som muligvis kan være en ‘konsulent‘* eller en ‘projektleder‘*. Måske bagmanden for hele affæren? Pudlen måtte opgive ved kommunegrænsen pga. kommunegrænsefobi, et kendt problem i avlen af ordensmagtspudler. Men lystre kan de.
N.B. Ordensmagtspudler har ikke samme problemer ved sognegrænser, da man jo ved disse undgår nærkontakt eller kopulation med udenbys genetisk materiale (typisk f.eks. pensionister eller får).
Sverker Suhrströmming udtaler efterfølgende beskedent, at han kun gjorde sin pligt, og ved førstkommende lejlighed vil gøre det igen. Usseldrups luftvehikler er højpatenterede, og må ikke falde i hænderne på Holstebro sogneråd. For dusøren vil han købe et par nye sko af flettet puddelskind.
* Til læseren: Konsulenter og projektledere er fusentasteri på højt niveau. De udklækkes naturligvis ikke på vore hjemlige sognegrader, men indsniger sig af og til, camoufleret som bælgorgelspillere, totaltatoverede naturister, brunvarealkymister og andet godtfolk. De er ikke egnede til straf, selv ikke gængse saltvandskure med lussinger, hasselkæppe, og gummiskafotter, har givet moralsk reproducerbare resultater. Trist, men videnskabsfolk arbejder intenst på en forsvarlig kur.
** I avisens arkiv forefindes op til flere fortrinlige portrætter af hr. grosserer XXX (ligeledes et par stykker af svogeren ZXX og nevøen ZXY)