Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 9

DET HERRENS ÅR 1503

“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.

To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

Jul i Gustenhuse: Fællessang for store og små

Skriv et svar

Det er med udsøgt fornøjelse at jeg hermed, eksklusivt for Nordvestjyske Fækalietidende, kan præsentere det upublicerede, af egnspoet V. Røvlenberg nykomponerede, rørstrømske højtidsdigt: “Jul I Gustenhuse”, til avisens frie anvendelse:

“Jeg fryder mig i denne Tid;
nu falder Julepryglen strid,
snart Moders Brok forstumme!
Min Fader til Bordellet gaar,
hvor rank og strunk i Snee han staar;
jeg ser hans store Lomme.

Og paa hans Bord forleden Dag
jeg saa en yndig, lille Sag,
og det jeg ikke glemmer.
Deri han bladrer nok så vax;
men naar jeg kommer ind, han strax
sit Stads i Skuffen gjemmer.

For Julen har Krabasken bragt;
jeg ved det, jeg har selv den smagt,
da jeg var ganske lille.
Sit Vaabenskab han aabnet har,
Krabasken frem vor Fa’er rask ta’er;
nu Taarerne vil trille.

Og Mo’er faar saa mange Prygl,
hvert Øjeblik kun høres Hyl,
medens hende strengt han tærsker.
I Faders Øjen ses med Gys!
En Skinnen som to Julelys,
thi han er Hjemmets Hersker.

Og Søster Hanne gaaer og gruer.
Hun ved det snart er hendes tur,
hver Gang Krabasken svirper.
Af Fader hun med Røret faar,
På Balder, Maveskind og Laar;
det eneste, der virker.

Jeg vil nok ogsaa noget faa;
jeg maa jo ind i Salen gaa,
naar han skal til at smække.
Der inde er der rigt’nok koldt;
men naar jeg bider i min Bold,
saa skriger jeg dog ikke.

Da før vor bette Karen skred,
på bare Tæer til Bageren ned;
dér stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Fader sa’e:
Til Juleaften skal de ha’e
tre hårde Huskekager!

Til Kro og Købmand Fader gaar,
For Tørsten mangen Pægl han faar,
med Sorg i Sjæl og Sinde.
Vor Kirke ej han drage til,
På “Dubbidu” han spille Spil,
Han længe bli’r derinde.

Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa han da komme snart,
det varer ikke længe;
alt fra min Seng i Kam’ret her
paa Væggen jeg med Længsel ser
Krabasken blodig hænge.

Mon Bedstemo’er komme vil?
I nat som i et Drømmespil,
Jeg hende løb i Møde.
Og favned’ hendes Luftkastel;
Jeg håber blot vor Fader snild
Os tærske vil til døde!

Thi Julen er en Illusion;
Kun Prygl og Tærsk er Legion;
Al Venten er forgæves.
I Sneen kækt vi Børn ej Slaas,
For det er Hverdag her hos os,
Naar vi af Fader tæves.

Glædelig Jul til alle (med undtagelse af marxister)!

KNOCKELSK EXPRESBESVARELSE:

På hele landsdelens vegne: En varm og dybfølt tak til digteren og til hr. Stahl-Eisenmann, som har viderebefordret dette lødige folkekulturprodukt. På Nørre Usseldrup Eksamensskole er det nu og i kommende år obligatorisk morgensang hver dag i julemåneden kl. 07.54 prc.

SE OGSÅ:

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 8

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1492

Kære moder

Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.

De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.

Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.

De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.

Kærlig hilsen din,
Chrissermand

PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1315

En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.

“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”

“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.

I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.

“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.

“Aber natürlich,” svarede Harding.

16 ÅR SENERE

Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.

Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.

Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.

Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.

“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”

“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”

Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.

“Hvad er det?”

“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”

“Hvad mener du? Forklar dig!”

Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.

600 ÅR SENERE

Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.

Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?

Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.

Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.

“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.

Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.

Fertig schluss und alles vorbei?

Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 6

1 svar

DET HERRENS ÅR 836 (vestlig tidsregning)

Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.

● ● ●

Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”

Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”

● ● ●

Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.

Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 5

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 793

KAPITEL 1

“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.

Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”

KAPITEL 2

Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”

Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.

KAPITEL 3

Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.

KAPITEL 4

En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.

KAPITEL 5

Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”

Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.

EPILOG

Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

Skriv et svar

ÅR 44 FØR KRISTI FØDSEL

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 3

Skriv et svar

ÅR 326 FØR KRISTI FØDSEL

“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”

Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.

“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”

De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.

“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”

Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.

Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.

“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”

“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”

Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.

“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”

På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.

“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.

EN TIME SENERE

Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?

Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.

“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”

“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”

Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.

Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.

“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”

“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.

“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”

Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.

“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.

Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.

“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

2 svar

ÅR 57.432 FØR KRISTI FØDSEL

“Hissa, hussa, slagt mammut,
spis en bøf og slå en prut.”

Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.

“Tænd et bål og varm en gryde,
bøf og guf skal alle nyde.”

Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.

Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.

I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?

Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.

“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”

“Hvad mener du?”

“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”

Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.

“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”

Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.

“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”

Oda rev dingenoten til sig.

“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”

TRE EN HALV UGE SENERE

Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:

“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”

Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.

“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”

“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”

“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”

Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.

“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”

“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”

“Hissa hussa, lad os snuppe
en tallerken kramsfuglsuppe,
tilsat salt, kanel og soda,
opskrift fra den kloge Oda.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

Kirsebærvin forårsager hovedaftrilning

1 svar

SOGNE-STORADVARSEL MED TILHØRENDE SANGTEKST

Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.

Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.

Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.

Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.

Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.

Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!

Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.

Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…

Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):

“Når skæbnen føles nok så ram,
og livet synes fuldt af skam;

kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham,
fra vor alles kære Kamma Dam?,

I morgen, nok en dram!
Kamma, Kamma Dam,

Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”

Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.

Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.

Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.

SE OGSÅ:

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Forfatterarkiv: admin

Om admin

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 9

SE OGSÅ:

Jul i Gustenhuse: Fællessang for store og små

SE OGSÅ:

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 8

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 7

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 6

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 5

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 3

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

Kirsebærvin forårsager hovedaftrilning

SOGNE-STORADVARSEL MED TILHØRENDE SANGTEKST