To tilskuere, lille Bruno og hans fangevogter og ikke flere i det trange køkken, men i hele denne verdens laksativiske udvikling var det et historisk øjeblik, de fik lov at bevidne.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Jamen, hvor er du sød. Sid stille her. Vi er venner. Du skal bare lige drikke lidt af det her.”
Bruno Pølle havde modtaget sin første forsøgsmus, og her sad den på bordet i det trange køkken, som var hans laboratorium. Vinduet ud mod verden var sømmet til med rå brædder, og han anede stadig ikke, hvor han befandt sig, men han arbejdede.
“Drik så, Mikkel,” sagde Bruno og skubbede en underkop med gråhvid blended væske over mod den smukke lille gnaver.
Ved siden af underkoppen stod en pakke kiks og et stykke ost, havarti, som havde været på tilbud i et supermarked. Bruno lænede sig tilbage og ventede. Ville hans forsøgsdyr reagere, ville hans første forsøg på at genskabe slægtens historiske og hemmelige afføringsmiddel virke?
“Det er kraftedme på tid, at der sker noget,” lød det fra hans fangevogter, ham den høje ondskabsfulde, der altid lugtede af urin.
Svaret kom fra køkkenbordet. Hidsige gnavende lyde, mens Mikkel i løbet af sekunder høvlede forbløffende mængder af ost og kiks i sig. Mindst halvdelen af sin egen vægt fik han ryddet af vejen, inden han sank sammen, oppumpet og abnorm at se på.
“Og hvad fanden skal det så forestille?” sagde gangsteren.
Der lød et brag.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Bruno, iført ternet forklæde, sprang rundt i det snævre køkken, han havde indrettet til laboratorium.
Det her er alvor, tænkte han. Jeg skal vise dem. Dem alle sammen, både gangsterne og mine egne elendige slægtninge, der ikke kommer og redder mig.
“Fire fuldfede mus!” skreg han. “Et halvt kilo salpeter, to poser svedskegrød og en pakke tyggegummi med mentholsmag. Er det forstået?”
Vagthavende kidnapper, den lille tykke, der lugtede af pubæ, sukkede langstrakt. “Du gør det fandme ikke nemt for os.”
“Tænk på gevinsten,” svarede lille Bruno. “Opskriften på afføring i næsten uendelige mængder. Rigdom og berømmelse.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“Vi bider til bolle,” erklærede Arnulf Pølle. “Dusør for oplysninger om Bruno forhøjes til 117,19 kr. samt et halvt års normalforbrug af vort elskede afføringsmiddel Pølle Expres.”
Nevø Lupus gispede: “Mener du virkelig…?”
“Op med plakaterne,” sagde Arnulf. “Løb om kap med din skygge!”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
På afføringsmiddelfabrikken Pølle Expres og mange andre steder i Nordvestjylland herskede nu på fjerde døgn en trykkende stemning.
“Vi har givet dem, hvad de bad om,” sagde Lupus Pølle. “100 kroner og den hemmelige opskrift.”
“Jeg har tænkt over det,” svarede Arnulf Pølle, slægtens overhoved og fabrikkens generaldirektør, “og jeg har læst noget om emnet kidnapping. Forbryderne bliver ved med at forlange mere og mere. Og som regel – jeg kan næsten ikke få det over mine tørre gamle læber – men som regel kommer deres gidsel ikke tilbage i god behold.”
“Du mener…?”
“Ja,” sagde Arnulf.
“Duen med opskrift og penge fløj mod Holstebro.”
“Holstebro er næsten altid ondskabens moderskød,” lød det fra Arnulf.
“Men hvad gør vi så?”
“Det må være slut med at defækere i benklæderne. Der skal mere til.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Formler og ligninger, noget der vist nok handlede om kemiske stoffers sammensætning. Niels Bohr-materiale. Ikke et eneste menneskeord, lille Bruno kunne genkende.
“Ja, knægt,” sagde den høje urinduftende gangster, “det er opskriften. Nu viser du os, hvordan den skal bruges, og det gør du i en helvedes fart.”
Bruno skar sine små hvide tænder mod hinanden. Opgaven var umulig og håbløs, tænkte han. Men så alligevel. Hans oldefar Jalbert havde været landbarber og lappeskrædder, inden han opfandt afføringsmidlet Pølle Expres og dermed skabte slægtens anseelse og velstand.
“Okay,” sagde drengen. “Jeg skal bruge nogle bøger. De kan hentes på biblioteket. Og nogle råstoffer. Mest ret almindelige. Husdyrpubæ og strandskaller og sådan noget.”
“Nu skal du fandme ikke begynde at spille smart,” bjæffede den onde mand.
“Jeg prøver bare at hjælpe. Det er det, I har bedt mig om.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Stilhed fulgte. Når lille Bruno ikke blæste i kazooen, hørte han ikke andet end sin egen vejrtrækning. Og dog, måske en svag durren eller brummen i det fjerne ind imellem. Trafik. Verden udenfor eksisterede stadig, han var bare så brutalt afskåret fra den.
Hvor er bedstefar og de kæmpestærke fætre og alle de andre? Hvornår kommer I og redder mig? tænkte han. Hvad bliver det til?
Den frønnede dør til hans kælderrum gik op, og for første gang i mange døgn fik han mere end et glimt af lys at se. To mænd stod foran ham, og hans næsebor fortalte, at det var bortførerne, den ene omgivet af fækalielugt, den anden udstrålende en umiskendelig urinaroma.
De havde begge poser over hovederne. Det gjorde dem ikke mindre skræmmende.
“Bæb bæb bæb,” sagde den mindste og tykkeste med hæs, fordrejet stemme. “Vi har fået en slags brev fra din familie, og det er fåkking indviklet at se på. Hvis det er sandt, at du er vidunderbarn, så kan du hjælpe os med at læse det og forstå det.”
“Det kan være din sidste chance,” tilføjede den høje mand, ham med urinlugten. “Så du må hellere gøre dig umage. Er det forstået?”
Bruno rakte hånden frem og fik et stykke papir overrakt.
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Toner af mirakuløs skønhed gav genlyd i det trange kælderrum, hvor lille Bruno syntes, at han havde siddet så uendeligt længe. Instrumentet, en grøn plastickazoo, havde klang af sandpapir, men når han spillede, lød det ind imellem som englesang, og han havde ikke andet at tage sig til i sit fængsel
Bruno kunne fornemme, at begge kidnappere sad uden for den låste dør og lyttede. Når han holdt pause, møflede de rundt og hostede. Efter en tid spurgte de, om der var noget, han trængte til, og de kom med ristet julepølse, læskedrikke og brun naturbudding. De var forbrydere, men en slags hjerter havde de vel alligevel i brystet.
Timerne gik, dage og nætter slæbte sig hen, uden at Bruno vidste, hvad klokken eller datoen var. Havde alle mennesker i verden, og især hans egen familie, glemt ham?
Så lød et råb udenfor.
“Duen er landet!” skreg en af gangsterne. “Den har noget med!”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
“100 kroner,” læste Lupus højt fra brevet: “100 kroner og den hemmelige opskrift på Pølle Expres skal sendes med en brevdue, som venter i et bur et par km ude ad sognevejen over Klamhuse Hede. Når vi har modtaget penge og opskriften på afføringsmidlet, og når vi er sikre på, at det er den originale og uforfalskede recept, bliver jeres kære lille Bruno løsladt i god behold.”
Arnulf kastede sig ned på direktørkontorets gulv og tog en bid af det tykke orientalske tæppe, som han til daglig dryssede cigaraske over og spildte cognacsjatter i.
“Den opskrift er vort helligste og mest værdifulde eje,” jamrede han. “Kun to nulevende personer, du Lupus, uddannet biokemiker med diplom fra Klamhuse Folkeuniversitet, og jeg selv kender sammensætningen af det værdimateriale, der bobler i kedlerne i fabrikshallen. Skal vi give den recept fra os, skal vi sende den pr. brevdue af sted til onde og hensynsløse mennesker?”
Lupus faldt på knæ ved siden af onklen. Hans ansigt var hvidere end de fleste fastelavnsdødninges
“Liv eller død,” sagde han. “Og 100 kroner.”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside
Arnulf Pølle, slægtens overhoved, tronede bag mahogniskrivebordet på sit chefkontor med frit udblik over den fabrikshal, hvor afføringsmidlet Pølle Expres blev tilvirket. Normalt var den mekaniserede travlhed dernede et meget tilfredsstillende syn, men de sidste 24 timer havde han været i uafbrudt uro, og hans skarpe gamle rovfuglefjæs var stadig rødt af raseri.
Intet livstegn fra lille Bruno, ingen nye spor efter bortførerne. Overalt i Nordvestjylland hang en plakat med bøn om hjælp, og i Nr. Usseldrup Bedehus holdt man døgnvagt med tændte stearinlys, men lige lidt hjalp det.
Arnulf tændte dagens 14. naturcigar og havde netop taget et dybt sug, da døren fløj op, og hans nevø, familiefirmaets diplomkemiker Lupus Pølle, kom stormende ind.
“Vi har fået et brev med nye krav fra de forbandede slamberter!” skreg han. Mens Arnulf var rød som en hanekam, havde ophidselsen gjort den yngre mand bleg à la et svagt gulnet lagen eller hovedpudebetræk. “De stiller skærpede krav!”
Arnulf hostede blå røg, slim og gnister ud i lokalet.
“Læs det for mig, Lupus! Læs højt!”
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside