Månedsarkiv: november 2015

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Tycho Brahe lallede rundt på gaden, da han blev antastet af den irriterende Manderup Parsberg.

“De er talentløs,” råbte hr. Parsberg. “Jeg er langt klogere end Dem.”

Tycho prøvede at holde hovedet koldt. Hr. Parsberg ville tirre ham, men Brahe nægtede at miste besindelsen.

“De er bare misundelig,” svarede han tørt.

“Misundelig, ha!” Manderup dansede provokerende rundt om hr. Brahe. “Astrolog bliver De aldrig. Det kræver dygtighed.”

“Pil af.” Hr. Brahe viftede med hænderne.

“Ikke nok med at De er en tåbenakke … De lugter også af køkkenmødding.”

Tycho Brahe stivnede. Hørte han rigtigt? Det gjorde han vist, for rivalen fortsatte sin hån:
“De lugter af lort, Tycho Brahe. Hvad er forskellen på dem og et das? Et das lugter bedre.”

Manderup grinede over sin egen vittighed. Den var sikkert morsom dengang.

“Må jeg være fri.” Tycho Brahe havde fået nok. Ingen skulle komme og sige at han lugtede af bæ. “Rend og hop.”

“Hvad sagde De?” brummede Parsberg.

“Deres moder lugter af døde dyr,” råbte Tycho.

“Hvor vover De at blande min moder ind i denne affære? Skal De have et par på skrinet?”

Manderup hævede næverne og hoppede på stedet.

“Lad mig spå om Deres fremtid,” sagde hr. Brahe. “Den er fyldt med blå og gule mærker.”

En dreng, der havde fulgt med i skænderiet, råbte ud over gaden:

“Hanekamp på åben gade. Kom og se.”

Folk nærmede sig fra nær og fjern og omringede de to unge herrer. Håndgemæng var en af livets glæder. Vold var god underholdning for hele familien.

De to unge mænd trak hver deres kårde og stillede sig klar.

“Den første der bløder vinder kampen!” Tycho Brahe slog ud efter Manderup, der parerede og svarede:

“Præmien er ære og stolthed…”

Klingerne mødtes på ny.

“… og en tur i kanen med mig!” lød en hæs stemme. Det var byens mest afskyelige prostituerede, Magda Byldebæk. Hun lavede trutmund med det tandløse tudseagtige mundtøj. Med sine behårede arme løftede hun op i skørtet og afslørede et par tykke askegrå ben med store sårskorper, rynker og indtørret afføring. “Bentøjet er bare fjong. Jeg kan blive ved hele natten. Tro mig. Jeg har gjort det før!”

1566 næse

Begge kombattanter gøs. Det var vel historiens værste præmie. Duellen fortsatte. Dog langsommere og mere tøvende end før.

Tycho gjorde sig dårlig med vilje. Han kunne mærke, at Manderup gjorde det samme. Ingen af dem ville vinde en nat med Magda.

“Snit mig på armen,” hviskede Manderup. “Det er helt i orden. Jeg kan vinde en anden dag.”

Tycho pegede i stedet mod det forfærdelige kvindemenneske og råbte:  “Åh gud. Se hvad hun gør!”

Folkemængden og Manderup vendte sig forvirrede om mod glædespigen. En perfekt afledningsmanøvre. Tycho greb chancen og høvlede ansigtet ind i Manderups sværdklinge, så næsen røg af.

“Auv for fanden,” hylede Tycho og tog sig til ansigtet. Det blødte ud over det hele. “Manderup hakkede snudeskaftet af mig… Pokkers, jeg tabte!”

Rivalen stirrede chokeret på sin kårde. “Nej, det var ikke mig.”

“VI HAR EN VINDER!” jublede folkemængden i kor. “Manderup! Manderup!”

“Nej, det var ikke mig. Jeg sværger,” jamrede han, men der var intet at gøre.

“Kom her, dreng. Vi har en lang nat foran os.” Magda løftede Manderup op og bar ham ind i privaten. Hun gik i gang med det samme.

Denne nat kun Manderups Parsbergs jamren høres over hele byen.

Tycho Brahe havde mange smerter de følgende uger, men han klarede den. Senere fik han en protese af sølv, som han bar med stolthed. Javist, hr. Brahe mistede næsen den dag, men det kunne være gået ham langt værre. Han kunne være endt i favnen på byens mest vederstyggelige kvinde…

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.

Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:

“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”

Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.

“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.

Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.

Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.

Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.

Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.

“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”

Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.

“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.

Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.

1639 ryger

“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.

Sådan stod hun i en halv time.

Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.

“Det er mit!”

“Næh, du. Det er mit.”

Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.

Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.

Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.

En mand med fuldskæg greb hornet.

“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.

“Kom tilbage, din snylter!”

Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:

“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”

De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.

De brølede i munden på hinanden.

“Det er mit!”

“Løgner!”

“Pamper!”

“Jeg så det først.”

Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.

Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.

Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.

“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.

Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.

Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 12: Det Herrens år 1644

Kong Christian stod ved højen mast på dækket af Trefoldigheden i fuld krigsornat. Det var slaget ved Kolberger Heide. Den svenske flåde nærmede sig, men det skræmte ikke kongen.

“Hvad har de at byde på når det kommer til stykket?” råbte han til besætningen. “Surstrømning og skrå. Og det er ved gud ikke værd at samle på. Er det vel?”

“Nej!” brølede besætningen i kor.

“Klargør kanonerne!” kommanderede Christian d. 4., svingende med arme og ben.

På en krudttønde sad skibsdrengen Milton. Han fordrev tiden med at snitte penisser af drivtømmer. Det var det eneste, han kunne finde ud af at snitte. Engang prøvede han at udforme et andet motiv, et krigsskib, men det endte i en stor erigeret fallos med tykke blodårer og en vorte på siden. Om han ville det eller ej var han dømt til at udforme det mandlige kønsorgan i sit snitteri.

1644 Milton

“Affyr!” skreg kong Christian.

KA-BUM … Skibet rystede ved braget. Milton væltede af tønden og mistede grebet om kniven. Den skarpe klinge roterede gennem luften og borede sig … ind i masten. TUCK!

“Så pas dog på med den kniv, møgunge,” skreg Christian d. 4., der stod lige ved siden af masten. Han fór mod Milton og afleverede en disciplinerende lussing. KLASK!

“Du må ikke snitte på dækket.”

“Undskyld,” svarede drengen. Han fjernede kniven fra masten og satte sig tilbage på krudttønden med ryggen til. Så kunne han snitte i smug.

BUM! En svensk kanon gik af.

“Pas på!” brølede kongen. Kanonkuglen susede mod dem. Kong Christian kastede sit flæskede korpus til siden, mens træsplinter stod til alle sider.

BUM! Endnu en svensk kanon bragede. Ti danske soldater blev sprængt i stykker. Indvolde fløj, og afrevne lemmer lå spredt over alt. Kongen greb en arm fra gulvet og svingede den krigerisk over hovedet.

“Affyr!”

KA-BUUUM! Milton væltede atter. Denne gang fløj både kniven og træfiguren ud af hans hænder i retning af kongen. Kniven landede nær Christians venstre fod, mens den forlorne penis ramte ham i panden. DUNK!

“Nu er det nok.” Majestæten greb sit sværd og marcherede truende mod drengen.  “Af med knoppen!”

Men ak. Det royale bentøj snublede over et løst gulvbræt. Han væltede forover og hamrede det kongelige ansigt direkte ned i en indtørret faconfækalie, der stak op mellem gulvbrædderne.

“AUV!” skreg han. Derefter blev han tavs.

Den korpulente mand lå blødende og livløs på dækket med den brune stump stikkende ud af højre øjenæble.

Milton var i chok. Han var skyld i denne tragedie. Han havde myrdet kongen ved en fejl.

“Kongen er død!” skreg Milton. “Han har hul i hovedet.”

Besætningen kiggede forskrækket på den døde mand.

“Vi må overgive os med det samme,” råbte en soldat. “Ingen kaptajn – ingen sejr.”

“Hørt!”

“JA!”

“Frem med det hvide flag.”

“IKKE PÅ MIN VAGT!” Christian d. 4 rejste sig op med den tørre lort i hovedet. Det dryppede med blod ned af kinden. Han var en smule omtumlet, men klar til kamp.

“Han er i live!” jublede alle.

“Hvad er der hændt mig? Det svier i øjet,” udbrød Hans Kongelige Højhed. Han havde tilsyneladende fået hukommelsestab.

“Jeg så det hele,” svarede en mand med fuldskæg og træben.

“Sig frem.”

“De knaldede såmænd bare den ene glug lige ned i en knas-tør fækalie …”

“Majestætsfornærmelse!” hylede kongen og skød manden ned på stedet med sin pistol. BANG!

“Andre bud? Hvad skete der med mit øje?”

“Svensken gjorde det!” svarede Milton abrupt.

“Aha,” sagde kongen. “Svensken gjorde det. De kanaljer skal ned med nakken.”

Efter denne dag valgte Milton at lægge livet til søs på hylden. Han åbnede en lille butik på land, hvor han solgte sine penisser til almene borgere. Biksen var særdeles populær hos kvinderne. Senere blev hans produkter mekaniske, men det er en helt anden historie.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 13: Det Herrens år 1710

Krigsskibe lugtede fælt, når man kom om bord, og søløjtnant Peder Storknockel kunne efter fem års tjeneste stadig ikke vænne sig til de potpourrier af harsk stank, der omgav ham døgnet rundt. Nu stod han atter ved linjeskibet Dannebroges ræling og kastede op. Måltidet havde bestået af saltet flæsk og stenhårde beskøjter, og Peders mave egnede sig bedre til møre bøffer, kartoffelkroketter og burgundisk vin.

– Hvad bliver det til, løjtnant? Er han klar til mønstringen, eller skal han have røvprygl i dag igen?

Kommandøren, admiral Iver Huitfeldt, havde en tør, raspende stemme, næsten lige så slem at blive ramt af som den nævnte disciplinære foranstaltning.

Peder vendte sig og gjorde honnør.

– Klar til tjeneste, skipper!

Længere henne ad rælingen sad et par matroser og defækerede om kap ned i Køge Bugt. Forude stod en skibskok og rørte i en balje med grålig, klistret byggrød.

Peder Storknockel fulgte efter admiralen bagud og betvang sin lyst til at gribe ham i krave og livrem og kaste ham over bord.

Livet som søløjtnant var plagsomt. I sine drengeår havde Peder kun set krigsskibe på afstand ude på Vesterhavet, og det var synet af de bugnende sejl og skummet foran bovsprydene, der havde vakt hans lyst til søen.

Som 22-årig fortrød han sit valg af karriere, men der var ingen vej tilbage. Hans ældre broder, Gumbert Storknockel III, havde arvet familiegodset ved Nørre Usseldrup, og der var ikke plads til en forløben sømand med verdensherremanerer.

Peder, hans admiral og det stolte linjeskib Dannebroge befandt sig lige nu i Køge Bugt med udsigt til et snarligt slag. Peder skulle for første gang i ilden og, værre endnu, måske i nærkamp på sabel, kniv og knytnæver mod de satans blodtørstige svenskere.

– Kongen forventer af os, at vi gør vor pligt og udviser den største tapperhed og koldblodighed. Sejren eller døden! bjæffede Iver Huitfeldt hen over de forsamlede officerers hoveder.

1710 Fritz

Løjtnant Storknockel gik under dæk for at gøre klar til kamp. Mens de menige søfolk sov i gyngende lærredskøjer mellem kanonerne, havde han som officer trods alt sin egen smalle kahyt med en skalkluge, han kunne kigge ud af. Det gjorde han, og i næste sekund lød hans råb ud over bugtens blinkende vand:

– Fritz, lille Fritz, kom tilbage!

Peder Storknockel havde i flere måneder haft selskab af en skibsrotte, som han en morgen reddede fra halshugning og opskæring til konsum i kabyssen. Rotten havde han døbt Fritz. Den sov i fodenden af hans køje, og han havde ved hjælp af godbidder og en kildende finger under hagen trænet den op til at danse på bagbenene, når han i ensomme aftenstunder spillede på fløjte.

Fritz var hans eneste ven og opmuntring om bord, og nu så han den spadsere forsigtigt ned ad ankerkæden og gøre et lille hop ud i vandet.

– Fritz, for helvede! råbte han. – Hvor vil du hen?

Peder havde overkroppen halvt ude af lugen, men hans fortvivlede råb kunne ikke kalde rotten tilbage. Fritz svømmede støt og forbavsende hurtigt ind mod land.

* * *

Få timer senere overgik Dannebroge fra rollen som aktivt krigsskib til en hæderværdig plads i dansk sømilitærhistorie. Det skete med et brag.

Linjeskibet var under de første skudvekslinger med svenskerne brudt i brand. Admiral Huitfeldt kunne måske have reddet mandskabets og sit eget liv ved at styre tilbage mod kysten, men manøvren ville have udsat hele den danske flåde for fare.

Han blev, hvor han var. Det vil sige: Da ilden nåede krudtkammeret midtskibs, for han til himmels sammen med cirka 550 andre brave danske søfolk. Braget og ildglimtet fra det eksploderende skib spredte skræk så langt borte som i København og Malmø.

– Fy for satan, mumlede Peder Storknockel, mens han holdt Fritz ind mod sit bryst.

Efter et øjebliks svær betænkningstid havde han klemt sig ud af lugen og var svømmet efter sin rotte ind mod kysten. Han ville ikke skilles fra Fritz, og det gamle ord om, at rotterne forlader et synkende skib, havde også haft en vis indvirkning på Peders beslutning.

Nu sad han nogenlunde komfortabelt under et træ på Solrød Strand, og mens flammerne fra skibsbranden kastede et kunstigt og uhyggeligt solnedgangsskær over bugten, tog han fløjten op af inderlommen og spillede sit yndlingsnummer: There’s no business like showbusiness.

Fritz sprang op på den nærmeste sten og dansede veloplagt til de kendte toner.

– Sådan skal det være, sagde Peder, da han tog instrumentet fra munden. – Vi to vil lægge verden for vore fødder!

Det gik som spået. De optrådte i alverdens storstæder, fra Hamborg og Paris til London og Madrid, overalt med succes. Da Fritz i moden alder og med grånet pels afgik ved døden, flyttede Peder til Riga og etablerede sig som natrestaurantvært med bordel i overetagen, og da det blev hans tur til den sidste udmønstring, var han ikke bare en glad og velstående gammel dreng, men også kendt overalt i Balticum som Peder Pikkelvært.

På hans gravsten stod at læse: Melior est canis vivens leone mortuo.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 14: Det Herrens år 1728

Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00
København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…

2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.

KLASK!
“Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.

1728 Brand

Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…

I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

Foto fjernet

 

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 16: Det Herrens år 1808

Frío! Frío intenso! Mierda! lød råbene gennem stenhallerne. Det var, udtrykt på godt spansk, skidekold vinter i Kolding. Sne og kulde i gaderne, is hen over søen og ikke mange grader bedre, når man kom inden for murene på byens gamle kongeslot.

Kejser Napoleons spanske hjælpetropper var indkvarteret på Koldinghus, til ingen nytte for Danmark og til stort ubehag for spaniolerne. Dansk udenrigspolitik gik som så ofte før og siden ud på at støtte den tabende side og blive trukket med i faldet.

Artillerikaptajn Àlvarez de Ballesteros sad op ad en buldrende ovn, mens han drak skoldhed kaffe, tynd hvad bønner angik, men beriget med dansk brændevin. Meget kunne man sige om de danske grødbønder, men deres brændevin var god og billig, tænkte Àlvarez, mens han endnu en gang gennemlæste den depeche, der i dag var indløbet fra selveste kejseren.

Her er vort afgørende sejrsvåben, skrev Napoleon til sine tropper overalt i Europa. Med dette indhold i kardæskerne kan vi besudle og ydmyge en angribende fjende, og materialet er også velegnet til bekæmpelse af civile folkemasser. Det er for tiden svært at skaffe bly, jern og andet metal. Min geniale opfindelse beslaglægger ikke disse kostbare råvarer, og der skal heller ikke så meget krudt til for at skyde de brune bomber ud over omgivelserne.

En tone af selvbegejstring prægede kejserens skrivelse, og han lod det ikke blive ved ordene. En papkuffert med fækalier var også ankommet til forlægningen i Kolding, og det fremgik af en håndskrevet seddel, at disse faconpølser stammede fra hans majestæts eget tarmsystem.

Brunvareartilleri er fremtiden og vil sikre os de hårdt tiltrængte sejre, stod der forneden på siden. Tapre soldater, læg jeres egne brune bidrag til bunke døgn for døgn og få dem klappet i facon. Vive la France!

1808 Napoleon

Artilleristen åbnede kufferten og betragtede indholdet. Han var skeptisk. Kejserfækalierne havde en svampet overflade og var, selv efter flere ugers transport, fugtige og smuldrende, når man rørte dem.

Han skubbede dem tættere på ildstedet. Hvis de skulle affyres fra en kanon, måtte de have en fastere konsistens og mere vægt. At ælte dem og klappe dem sammen lod sig ikke gøre i denne tilstand.

– Mierda, mumlede han for sig selv. Der var ikke mere kaffe, og han satte brændevinsflasken for munden. Ilden i ovnen flammede som en solnedgang hjemme på den castillanske højslette, og søvnen omfavnede ham.

Tre timer senere:

Et tordenbrag vækkede kaptajnen og sendte ham trimlende hen ad stengulvet i korridoren. Der var ild i hans kappe, og han flygtede som en besat ud i slotsgården, hvor han kunne rulle sig i sneen.

Branden bredte sig eksplosionsagtigt gennem de telte og klude, tæpper og brændestabler som soldaterne havde slæbt indenfor, og den ældgamle bygnings porøse etageadskikkelser blev også snart flammernes bytte.

Brølende og bandende spaniolere trimlede ud under en koldt blinkende stjernehimmel, mange af dem med bare tæer.

Inden Koldings to små brandsprøjter blev hentet og sat i drift, var det for sent. Slottets indmad forsvandt i infernoet, mens tænderklaprende soldater drejede sig foran ilden, så de kunne få varme såvel i deres rasende ansigter som i deres rygstykker og hårdt prøvede røvbalder.

Hvad hverken Napoleon Bonaparte eller Àlvarez de Ballesteros havde forudset var, at kejserens gavepakke indeholdt krydderfækalier med indhold fra hans overdådige luksusmåltider. I udtørret tilstand var de ikke blot brændbare som al anden tør brunvare, men ligefrem eksplosive. En gnist fra ovnen var nok til at sende sprudende ild i alle retninger.

– Vete a la mierda! hvæsede Àlvarez, idet han åbnede gylpen for at lette sin stærkt anspændte blære. Han drejede sig, inden de første dråber kom, væk fra ilden. Når kejserens fækalier kunne eksplodere, var hans dampende brændevinsurin sikkert også antændelig.

I sit næste liv ville han være sumpskildpadde.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 17: Det Herrens år 1849

På skrivebordet lå det værk, som de havde arbejdet på længe.
Om et par timer skulle den præsenteres, Danmarks Riges Grundlov. Ophavsmændene var gået til frokost.
Henry kunne ikke lige huske deres navne. Han var jo lige begyndt som erhvervspraktikant, så han kaldte dem bare for chef og boss og sådan noget.
Cheferne ville være væk i godt 45 minutter, så han kunne godt lige tage et smugkig på sagerne. Han sneg sig ind på kontoret med sin frokost i hånden.

1849 Henry

Praktikanten Henry Drøbelbakke var interesseret i, hvad de dog havde lavet inde på kontoret. Han stillede sig foran skrivebordet og tog en bid af den medbragte hvedebrødsklapsammen med kryddersild, syltede kålrabier, flæskefedt og sovs. Den var delikat.
“Hvad filan har de brygget på af læsestof?” smaskede Henry og pillede lidt i hårlokken i panden.
Drengen var nysgerrig af natur. Måtte have svar. Var det mon et episk eventyr, en erotisk fortælling eller en vittighedssamling? Nysgerrigheden blev optimeret, jo længere han stirrede på papirstakken på skrivebordet.
Han luntede nærmere med mad om munden. Sovs plaskede ned af skjorten, men det gjorde ikke noget – den skulle alligevel vaskes.
Med den frie hånd greb han papirerne og studerede dem. Han blev slemt skuffet.
“Danmarks Riges Grundlov…” stønnede han og skimmede siden. “Dødens spegepølse eller hvad det nu hedder. Totalt irritationsagtigt.”
Den unge mand havde forventet spænding og drama. I stedet var papiret fyldt med paragraffer og alt muligt andet deprimerende.
Knægten gabte og lagde papiret tilbage på bordet.
Han gav et hyl fra sig, da han opdagede, at hele Grundloven var smurt ind i sovs, fedt og sildesaft. Hvorfor fanden tørrede han ikke fingrene af først? I panik forsøgte han at tørre sovsen af papiret, men det blev kun værre.
“Jeg kommer i helvede for dette her,” vrælede han med brødkrummer og sovs i mundvigen, men sekundet efter kom han på et snedigt påfund. “Med mindre…”
Han stoppede resten af maden i munden og tørrede hænderne af i bukserne før han greb nogle rene papirstykker og en fjerpen. 

“Færdig!” Grundloven var fuldbragt. Han krøllede den originale ødelagte udgav sammen, stoppede den i bukserne og forlod værelset i en ruf.
Senere kom de overordnede tilbage fra frokost. Tænk engang, de kunne ikke se forskel.  

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 18: Det Herrens år 1864

– Fleisch und Wurst und immer Durst! brølede bogtrykker Dildoe.

Cilius Stamknockel, hans unge journalistelev, smilede og nikkede og modtog i næste øjeblik en af døgnets mange lussinger.

Cilius var i efteråret 1863 tiltrådt en læreplads på Dildoes avis, der i et oplag på 246 eksemplarer udkom mandag, onsdag og fredag under titlen “Holstebroegnens Almuetidende”. Den unge mand skrev det meste af indholdet til gengæld for en i Dildoes øjne fyrstelig ugeløn på 74 øre samt kost og logi på loftet over grisestalden i naboejendommen.

– Gentag! brølede bogtrykkeren.

– Fleisch und… æh…

Efter endnu nogle forsøg, godt hjulpet af raske arbejdslussinger, kunne Cilius gengive Dildoes tyske læresætning.

– De satans tyskere er på fremrykning! brølede Dildoe. – Alle taler om det, så hvad skal vi skrive i avisen?

– Jeg har en idé, svarede Cilius. – Jeg sad i nat og skrev på et digt om fædrelandets store…

Slask! En smældende lussing afbrød ham. Cilius skrev digte og ville gerne have dem i avisen, men det var indtil nu kun lykkedes én gang, nemlig da Dildoe fyldte 65 år, og forsiden prydedes af et hyldestkvad, startende med ordene: Byens store Mester skuer grant mod Vester.

– Hvad fanden tror du, jeg har ansat dig til? Du skal skaffe nyheder, din drønnert! Du må af sted sydpå og finde ud af, om krigsrygterne holder. Hvis fremmede nærmer sig Holstebroegnen, skal vores læsere advares, så de kan bevæbne sig. Må jeg høre dig tale tysk en gang til.

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Jawohl, sagde Dildoe.

* * *

Cilius vandrede sydpå. Varde og Ribe var passeret, og fødderne føltes som kogende kartofler i hans støvler, men endnu havde han ikke set en tysk soldat, og mester Dildoe havde jo ikke givet besked om, hvor langt han skulle gå. Han holdt sig til Vestkysten, for hans næse havde det bedst med saltvandslugt, og hver gang han kom til et posthus, sendte han en lille håndskrevet depeche hjem: Alt roligt her, mester.

1864 Cilius

Omkring Husum begyndte folk at tale tysk, og han iagttog nogle yngre mænd i uniform. Ved et færgested med et langt og indviklet navn blev han standset og kontrolleret.

– Fleisch und Wurst und immer Durst, sagde han.

Med et et klap i ryggen blev han sendt om bord på færgen.

Endnu et par marchdøgn senere nåede han Altona, få kilometer fra Hamborgs tårne og tinder. Han satte sig på en café og tiltalte servitricen på de indfødtes sprog:

– Fleisch und Wurst und immer Durst.

– Nah? sagde hun, mens hun betragtede hans nussede benklæder og støvlerne, der gabte fortil.

– Hast du Geld? Hast du Zaster?

Hun pegede med fingeren på sin røde håndflade. Penge. Cilius famlede i lommen. Jo, der var en fem-øre og en to-øre tilbage. Han viste de danske mønter til servitricen og fik en smældende lussing til svar.

Nu følte han sig tryg og på hjemmebane.  Hvis pengene stadig kunne række til til et frimærke, ville han lige straks skrive hjem til redaktør Dildoe: Tyskerne er almindelige mennesker som os andre. Ingen synlige trusler mod Holstebroegnen herfra, men jeg ser mig om, inden jeg vender næsen hjemad. Hils overbladbud Josefsen, fru Josefsen og Lupo, Holstebros klogeste hund, fra deres ven Cilius.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 19: Det Herrens år 1917

– Slyngler, svabergaster, sjovere, socialdemokrater!

Direktør Braunschweiger larmede op ved morgenbordet, så der kom spytklatter på den avis, han sad og læste.

– Edvard Brandes, den forbandede jødetamp, og hans politiske sammenrend ødelægger alt for gamle Danmark og for mig personligt!

Hustru, børn og tyende trak sig ængsteligt ud af spisestuen. Jasmus Braunschweiger havde længe raset over udsigten til et salg af de dansk-vestindiske øer, og nu var det sket: USA havde overtagt hele herligheden for 25 millioner dollars.

Ovre på den anden side af Blodhavn Midtermole røg det fra skorstenene på direktørens virksomhed, Blodhavn Brunvaremølle, men hvor længe endnu?

Jasmus Braunschweiger var 30 år tidligere som ung handelslærling blevet udstationeret på Sankt Thomas. Det gik ham godt derude, og han var en velpolstret, solbrændt herre, da han omkring århundredeskiftet vendte hjem og etablerede brunvaremøllen, baseret på importerede negerfækalier af højeste kvalitet.

1917 selskab

For første gang i Nordvestjyllands erhvervshistorie blev fækalieforarbejdningen industrialiseret, og succesen var ikke til at tage fejl af. Braunschweiger sad i sin direktørvilla som en velhavende mand, og privatlivet blomstrede også. Fra Vestindien havde han medbragt en munter og kærlig negerhustru, og deres lækre små mulatbørn gjorde dagligt lykke i bybilledet.

Men hvor længe endnu ville alt dette vare? Den igangværende verdenskrig havde gjort skibstransport af brunvaren bekostelig, og nu ville producenterne på de frigivne øer skrue prisen helt sindssygt i vejret.

Forleden var sidste skibsladning af de udsøgt højkvalitetsfækalier losset i Blodhavn. Snart ville hjulene gå i stå. Noget måtte gøres.

* * *

Med dagens avis under armen indfandt Jasmus Braunschweiger sig en halv time senere på redaktør Albert Knockels kontor i Nørre Usseldrup.

– Edvard Brandes! brølede han. – Lorteland!

– Beslutningen er gennemført, skaden er sket, sagde redaktøren, der udmærket vidste, hvad det handlede om.

Mens Braunschweiger faldt en smule til ro, langede Albert en lille munter formiddagslussing ud til sønnen Louis, der sad på gulvet med en tommeltot i munden.

– Nu kan I to holde hinanden med selskab, sagde Albert. – Jeg er tilbage om et øjeblik.

Han havde en tallerken i sin fremstrakte højre hånd, da han returnerede, og på det hvide porcellæn lå en mahognibrun faconpølse på størrelse med en gravhundehvalp.

– Vi kan selv, sagde Albert. – Nordvestjyske landfækalier kan og bør være lige så gode som de importerede produkter. Jeg kaster fra og med i dag min egen, slægtens, avisens og hele landsdelens energi ind i brunvaresagen. Lokal råvare skal op i kvalitet og kvantitet. Folkeindsamlinger vil ændre holdningen til værdierne, turister skal i sæsonen yde deres bidrag, frivilligt eller på anden måde, og brunvaremøllen kan dermed overleve som en stor lokal arbejdsplads.

– Hørt! lød det fra lille Louis på gulvet, mens han trak matrosbukserne ned og gjorde klar til at levere sit første personlige bidrag til en ny og bedre tid.

Fabrikant Braunschweiger var bristet i gråd. – Skønnere ord har jeg aldrig hørt, lød det fra ham. – Nu står vi sammen, Albert Knockel, nu og for altid!

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Fodnote: Enkelte eksemplarer af de historiske kolonifækalier kan beundres på Usseldrupegnens Brunvaremuseum. Kampagnerne for lokal råvarekvalitet er fortsat uafbrudt siden de to herrers møde. En national krise blev vendt til sejr og fremskridt i 1917, og noget lignende må gerne ske snart igen.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden