Du kender mig. Alle, der ser tv eller læser aviser, kender mig. Dovne Lubbert er ikke bare et navn, det er et begreb og en artsbetegnelse. Manden, der i en alder af 43 kan fremvise fem akademiske diplomer og aldrig har udført så meget som en times lønnet arbejde. (Hm, en tilståelse: Som 11-12 årig ryddede jeg somme tider naboens fortov for sne. Min indsats blev honoreret med småmønt samt saftevand og kage.)
Men hvordan blev barnet med skovlen til dovne Lubbert? Hvorfor er mit lille, arrige ansigt, mit fedtede fuldskæg og min tilgroede halvandenværelses lejlighed blevet nationale symboler?
Svaret skal findes på en ø i Stillehavet.
Efter som 32-årig at have erhvervet en kandidatgrad i socialantropologisk kulturgeografi modtog jeg et EU-stipendium til to års studier af parringsvaner på Amuha-Amuha, en ø i Stillehavet 900 km sydvest for Hawaii.
Allerede ved ankomsten blev jeg klar over, at amuha-amuha folket havde en levende tradition for ihærdig og hyppig parring. Mine observationer godtgjorde, at de faktisk ikke foretog sig ret meget andet.
Snart blandede jeg mig i de indfødtes aktiviteter. Jeg kunne parre mig med et udvalg af smilende og velskabte brune piger for 1 Euro (omvekslet til lokal valuta: 4,17 amuha-bonga) i timen, og mit stipendium rakte til 731 døgns kontinuerlig parring, kun afbrudt af måltider, søvn og en halvårlig telefonsamtale med familien derhjemme.
Den 732. dag kom der ingen smukke brune piger ind ad hyttens dør, og den 733. dag blev jeg tidligt om morgenen vækket af en lille fedladen herre, iført kasket, shorts og gummisandaler. Han præsenterede sig som øens penisinspektør og forlangte at få mit avlslem forevist. Efter befingring, opmåling og fotografering af dette erklærede han, at det var uværdigt til at gøre tjeneste på Amuha-Amuha.
Min ungdom var forbi. Fire supplerende akademiske grader, bistandshjælp i spandevis og udødelig national berømmelse ventede dovne Lubbert under Danmarks grå himmel, men det store eventyr – det lå bag mig, lige så uigenkaldeligt som naboens sneskovl.
Nu kender du sandheden om dovne Lubbert. And that’s all, folks. There isn’t any more.
Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.
Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.
– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.
– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.
Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.
Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.
– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.
– Jamen…
– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!
Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.
– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.
Kapitel 2
Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.
– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!
Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.
– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!
Kapitel 3
Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.
Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.
– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?
Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.
– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.
– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.
Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.
– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.
AVISENS NÆRE VEN ER FLYTTET TIL EKSOTISKE HIMMELSTRØG
Højstærede Hr. Knockel!
Jeg fremsender følgende epistel pr. flaskepost, idet jeg håber Golfstrømmen gunstigt med tiden vil levere den i intakt og tilnærmelsesvis læselig tilstand.
Jeg har oplevet den utrolige ære at blive tilbudt det ansvarsfulde hverv som dansk konsul for øen Dartvados! Selvsagt har jeg på stedet ydmygt accepteret dette generøse tilbud.
Kongerigets fhv. konsul, den ualmindeligt meget ærede hr. Frigast Brandertsen, pådrog sig for flere år siden en sjælden tropesygdom, der nu har nået en sådan fremskredenhed, at denne ikke længere kan varetage sit daglige ansvarsfulde embede.
F. Brandertsen i sin swimmingpool. Lidelsens omfang, omend tydelig, har ikke taget humøret fra den gamle hædersmand, der nu tilbringer sit otium med perlefiskeri og cirkusoptræden.
Min ærede ledsagerske, frk. komtesse Missegnubber blev desværre blæst væk under stormen Rema, der ramte øen for få uger siden. Hun blev under en shoppingtur løftet til havs af en voldsom vind, og er ikke set siden. Dusør på kr. 0,04 udloves for bjærgningen af hendes kostbare paraply, der i sin tid var en gave fra afdøde regnelærer ved Gustenhuse Skolevæsen, hr. adj. Matt E. Maticksen (1877-2012).
Hertillands ernærer den gemene befolkning sig primært ved trælsomt slæberi af enhver art. Som vist på billedet, får øproletarerne dagen til at gå med at transportere sandsække fra den ene ende af øen til den anden. Dette tjener det specifikke formål at holde dem i en konstant tilstand af fysisk beredthed, i tilfælde af fremtidigt egentlig profitabelt arbejde eller krigstilstand, samt at forhindre diverse løsslupne og samfundsskadelige tendenser, som resultat af idel fjol og meningsløs lediggang, i dagtimerne.
Når deres 16-timers arbejdsdag er til ende, rettes negerbærernes nakker og rygge skånsomt ud ved hjælp af den på billedet demonstrerede geniale mekanisk-ergonomiske opfindelse.
De hjemmegående husmødre modtager ugentlig besøg fra Sundhedsmyndighederne, der under muntre og musikalsk akkompagnerede øvelser udretter skrutryg, og anden dårligdom. Altsammen til yderst overkommelige priser, mellem 0,02-0,08 DASK (DArtvados SKejser) pr. konsultation.
Imedens kan øens bedre borgerskab divertere sig med aktiviteter såsom lovlig offentlig strandkopulation.
Skulle alkoholindtaget blive en anelse overdrevet, kan denne samfundsklasse altid regne med en gratis og yderst pålidelig transportordning tilbage til deres respektive bopæle.
I det hele taget er tilværelsen her så såre let og ubesværet, at det ikke tåler sammenligning med det hovedkuldsplagede Gustenhuse Sogn. Med kolleger som disse er alting for en leg at regne. Jeg har nu endelig som kgl. økonsul fundet mit lod, min mission, og mit mål i livet!
Så til alle I kære, erigerede borgere I Gustenhuse Sogn, og alle andre gode venner: Begræd mig ikke; jeg vender ej tilbage.
Thi som poeternes poet (saligen hr. V. Røvlenberg) jo skrev, i sit episke 2.367-siders digt: Den Tørstige Mand og Havet (1913) (og som formodentlig stadigvæk kan erhverves formedelst kr. 0,06, i Pastor Helvedesilds Boghandel, under strengt opsyn åben hver anden fredag i Advent, mellem klokken 11:32 og 12:46, prc.):
“Farvel, o, gamle Rheumatisme! Kusinekomsammens glade Gny; Adjø Ligtorn, Gigt og Katekisme, Jeg blive vakt, som født paany!
Thi hér vil varme Vinde suse, Og hér skal Alkoholen bruse! Flaskens Aand min nye Muse; Med Veemod mindes Gustenhuse.
Under Palmeblades sval jeg, skygg’li’, I Haciendaens lune Læ, Aflægge mig, ret sat og hygg’li’, Min æred’ Bagdels br… B. [her er fugt trængt ind i flaskeposten]
Saa, far nu vel, du gamle Egn! Du raske Svend, du Mø forleg’n, Du kække Knøs. du muntre Degn, Jeg Skæbnen følge vil: min egen.”
Allerærbødigst,
Deres gode Ven,
Kgl. Dansk Konsul for Dartvados, og Tilstødende Koralrev
Hartmann Stahl-Eisenmann
P.S.: En sidste hilsen fra undertegnede til den mandlige ikke-marxistiske danske ungdom:
Det er med stolthed, at vi i Gustenhuse Kriminalhistoriske Arbejdsgruppe gennem rationel deduktion nu kan erklære en ubehagelig gammel lokalsag for værende fuldstændig opklaret. Nærmere bestemt: Det brutale mord på frøken Gumlor Hoer i Blodhavn, sommeren 1985.
Gumlor Hoer var i forvejen kendt fra ’70er-pornoindustrien. Hun medvirkede således med udmærkelse i den prisbelønnede filmproduktion “Also Sprach Zarathustra” – på dansk: “Således Sprak Sarahs Trusser” – der i øvrigt også havde deltagelse af vor navnkundige Orla Zinzüegh.
Den forfærdelige scene efter udåden: Den nøgenbadende prostituerede, Gumlor Hoer, sidder hovedløs og i dødschokket forstenet tilbage på klipperne ved Blodhavn Marina. I baggrunden bulgarske og russiske krydstogtskibe. Alle om bord havde været så berusede på gerningstidspunktet, at deres vidneudsagn ikke kunne tillægges værdi.
Lokaldadaisten Bjarne Hash arresteredes umiddelbart herefter i Rygehytten på Gustenhus Hede og bragtes til grundig afhøring i kælderafsnittet på Gustenhuse Sindssvageanstalt.
Overlæge Gack E. Lacksens forgæves forsøg på ved anvendelse af forskellige alternative terapeutiske metodikker at dechifrere dette umiddelbart kaudervælsk lydende nonsens, endte desværre i det rene ingenting:
“TYT TYT TYT, FIT FIT FIT, BUM! AHU AHI AHO…DYT BOT, PLOP!”.
Efter sit vellykkede flugtforsøg gennem den sikrede anstalts gårdlatrin kastede Hash sig i desperation i døden fra Gustenhusbjerg Udkigstårn, iført kardinalkostume. Politiet henlagde herefter sagen som “delvist opklaret”. Tilbage stod kun den mistænktes besynderlige udsagn. Der måtte simpelthen klogere hoveder til, af hensyn til gådens endelige løsning!
Ved hjælp af kyndig udefrakommende assistance, velvilligt og til rimeligt honorar leveret af den utrolig meget ærede negertranslatør Mbingo N’Gongo Skrigesen, Jr., lykkedes det imidlertid at oversætte dette tilsyneladende volapyk, eller, om man vil, “sorte snak”, således:
“Jeg kækt hendes hoved’ nedsmed, et sted, dér hvor fuglene sjunge. Og rakte i retning derned, derefter min bags brune tunge.”
Denne, omend kryptisk formulerede udtalelse blev herefter anset for en form for tilståelse.
Ved renovationen af friluftslatrinen udenfor husvildebarakkerne på Gustenhuse Vestre Losseplads fandtes i 2017 hovedskallen af et endnu ikke identificeret kvindelig…
…tilligemed en funktionsdygtig muskedonner fra Svenskekrigene, som vi naturligvis logisk antager stammer fra selvsamme forbrydelse.
Brunvareminør Olfacht-Smelleriksen, som gjorde det rædselvækkende fund.
Det var med et våben som dette, og antageligvis en fysisk fremtoning ikke ulig den på billedet, her fremvist af P. Løkke, fra Gustenhuse Sogns Friskytteforening, at B. Hash udførte sin uhyggelige misdåd.
Hermed konkluderes, at Bjarne Hash vitterligt var for skyldig at regne, og at forbrydelsen nu må anses for værende til fulde opklaret!
Som en – trods alt – poetisk afslutning på hele denne grusselige affære, citerer jeg respektfuldt fra V. Røvlenbergs mesterlige “Skolerim for 3die Klasse” (1922):
Med dit fine unge Hoved’, Bør og skal du bli’e til noget. Men hvis dit Ho’ed ej noget kan, Ej brug’s det skal, i dette Land!
Thi kan du blot med Ho’det guffe, Ret slemt vil du din Slægt jo skuffe! Så tænk dog med dit Hoved’, ja; Saafremt det ej skal trille af!
Ugerningen samt de efterladte objekter betragtes af et enigt Gustenhuse Sogneborgerråd som en del af områdets væsentlig Kultur- og Kriminalhistoriske Kanon (KKK), og udstilles i perioden fra onsdag kl, 08:45, til og med tredje mandag efter fuldmåne kl. 16:45 prc. i Sognemasturbastionscentralens kælder, hvor der i den forbindelse formedelst entré kr. 0,07 desuden fremvises engelsksprogede fremtidsspionfilm og serveres gul hestepilsner til alle korrekt påklædte og på klokkeslæt præcist fremmødte, i øvrigt gratis for alle hankønspersoner under 11 år. Kvinder og børn af marxistiske, handicappede eller arbejdsløse forældre er naturligvis uanset alder på det allerstrengeste forment adgang.
Ved den årlige kønslivshøring i Gustenhuse Sogns Borgerråd har vi i erkendelse af det truende fødselsunderskud, samt de deraf følgende konsekvenser for sognevelfærden, vedtaget drastiske foranstaltninger af hensyn til vore kommende generationer.
Der fødes i sognet p.t. kun alarmerende 5,8 børn i gennemsnit pr. avlsparat moder, og dette er langtfra dækkende, i forhold til fremtidens minimumsbehov for arbejdskraften i landbruget, brunvareudvindingen, samt den øvrige industri.
Således må vi samstemmende erklære prævention for værende samfundsskadelig.
På ovenstående billede ses rådets estimerede medlemmer efter det vellykkede virksomheds-besøg på bordellet Knaldekassen, Store Køllestræde 6. Konklusionen var klar: Nu må og skal der kopuleres, uhæmmet, løssluppent, og som aldrig før!
Her ses Knaldekassens medarbejdere i et sjældent afslappet øjeblik.
Som en naturlig virkning af vor overordnede beslutning, er det herefter som en selvfølge at betragte, at enhver seksuel tilnærmelse på sognets arbejdspladser umiddelbart skal accepteres af det kvindelige køn. Såfremt en hvilken som helst mandlig medarbejder ønsker det, skal seksuel omgang ske på stedet og uanset eventuelle forstyrrende telefonopkald øjeblikkeligt og under strafansvar finde sted.
Opsætsige medarbejdere af hunkøn vil omgående blive varetægtsfængslet, med henblik på mentalundersøgelse.
Dette vil i øvrigt som vist på billedet afstedkomme en nærmere neuralmæssig analyse i Gack E. Lacksens regie, som vedtaget i 2002 i overensstemmelse med de af Dårekisterevoltelov-givningen præciserede sogneforanstaltninger.
Med nyindhentet klerikal billigelse kan vi ydermere præstere et hidtil uset niveau af seksuel frigjorthed i vore mangfoldige underholdningstheatre, herunder Gustenhuse Porno Orno Bio.
Der vil dog blive indført en afgift på 6 øre ifm. forevisninger af levende billeder, inkluderende scener med dyrekopulation. Sognerådsmedlemmer naturligvis undtaget. Dobbelt afgift for marxister, børn, handicappede og arbejdsløse. Visse udvalgte film er undtaget herfra.
Den seneste sensation, porno-eksplosionen “Dusk Med Dyrene”, vil således ikke blive forevist andre medborgere end det øvre borgerskab, Kongehuset, samt diverse udvalgte højtstående medarbejdere inden for den offentlige sektor.
For at imødekomme pøbelens betragtelige interesse er det besluttet på alle gadehjørner i den indre by at opstille møntopererede kussomater, der skal tjene til tilfredsstillelse af den enorme efterspørgsel efter visuel repræsentation af de nedre kvindelig kønslige attributter.
Formedelst kr. 0,02 kan man vha. matrixprinter udskrive disse pirrende dokumenter til anvendelse i privatsfæren eller umiddelbart på stedet, alt efter temperament.
I dagtimerne vil vore altid veldrevne biograftheatre fremadrettet tilstræbe en konstant forevisning af et i undervisningsmæssig øjemed gavnligt seksualmateriale, til fordel for vor ungdom og al fremtidig reproduktion.
Det er vort allerinderste håb, at vore kommende borgere vil drage fuldgod nytte af disse forhåndenværende virkemidler og derigennem sikre slægternes videreførsel i dette vort kære, gode, gamle Gustenhuse!
FARVEBILLEDREPORTAGE fra vor mesterkorrespondent CRASS BØRSTING
Over de sidste 30 år har kriminaliteten i Nordvestjylland været støt faldende, men efter en 1,7 procents stigning i fjor griber vi nu til skærpede forholdsregler, og nye jernhårde personer står klar til at bekæmpe svineri af enhver art,
Kriminalkommissær Pholback Nickersen er tiltrådt som leder af Opdagelses- og Sædelighedspolitiet i vore nordvestjyske hjemsogne.
“Min indtil videre vigtigste opgave er at bekæmpe den umådeholdne masturbation, der finder sted især om sommeren på badestrande og de bagved liggende områder,” udtaler kommissæren. “Masturbation er ligesom al anden sexuel aktitivitet i Nordvestjylland belagt med gebyrer og skal registreres centralt. Kontrolarbejdet vil pågå dag og nat.”
Medlemmer af Nordvestjysk Masturbationsloge af 1921 (forrest logeforstander Gylbert Peckelwaber iført embedskasket) påhører i stum alvor kommissærens tiltrædelsestale.
“Vores hverdag bliver ikke nemmere, men vi er lovmedholdige samfundsborgere og vil indordne os,” sagde han efterfølgende med højre hånd stukket dybt ned i bukselommen.
“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”
Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.
“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”
De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.
“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”
Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.
Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.
“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”
“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”
Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.
“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”
På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.
“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.
EN TIME SENERE
Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?
Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.
“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”
“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”
Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.
Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.
“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”
“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.
“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”
Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.
“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.
Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.
“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”
FØRSTE AFSNIT AF BUGNENDE BILLEDREPORTAGE OM LOKALHISTORISK GÅDE
Ingen har indtil dato til fulde forstået, hvordan i alverden det kunne gå så galt i en så veldrevet, gennemdisciplineret og respekteret institution som Dårekisten i Gustenhuse. Med det her foreliggende, hidtil hemmeligholdte materiale, kastes imidlertid et nyt og klarere lys over de tragiske begivenheder, der udspilledes den 20.02. kl. 20:02, i det Herrens år 2002.
Gack E. Lacksen den yngre. Nuværende forstander ved Gustenhuse Sindssvageanstalt, professor i samtaleterapi, tvangssterilisering og racehygiejne, redaktør på Sadistisk Tiårsoversigt, 5-dobbelt Nordjysk Mester i friluftsonani, Kommandør af Dannebrog (samt kilde til denne artikels oplysninger).
Gustenhuse Sindssvageanstalts særlige afdeling for højrisikopatienter, samt neurokirurgisk forsøgscenter. Bemærk de af støjdæmpende hensyn afblændede vinduer. Det var fra dette sted revolten helt uforklarligt tog sin begyndelse.
Hovedpersonerne bag opstanden blev egnskendt som “De Fem Forrykte”, alle nærmere beskrevet herunder.
Palindromus Creutzfeldt-Jakobsen. Den ubetinget farligste psykopat i Gustenhuses nedfældede historie. Bagersønnen fra Smedegade led fra barndommen af et Napoleon-kompleks, der forværredes af den omstændighed, at han af uforklarlige årsager ikke kunne kende forskel på spædbørn og napoleonskager, hvilket sammen med tuberkulosen medførte den uforholdsmæssigt store børnedødelighed i sognet i efterkrigsårene. Fra 1947 anbragt i stålsarkofag i anstaltens forstærkede, døgnbevogtede betonkælderafsnit.
Fahrly Schvuppert, ludersønnen fra Skidenstræde, der efter moderens latrinære styrtfødsel i 1907 som spæd kom i klemme i afløbet, og derfor gennem livet led under den tragiske vrangforestilling at han var et tilstoppet vandkloset. Medicin og terapi hjalp ikke på staklens desperate fantasier, og han kunne kun pacificeres ved fastspænding som vist på ovenstående foto.
Kvindesagsforkæmper Hystadia Menses-Rynkeby, der led af kronisk migræne, og som konstant hørte stemmer, stiftede i 1919 Det Ødipale Venstre, der ved sognerådsvalget i Gustenhuse det følgende år af uransagelige årsager opnåede at få 3 komplet utilregnelige kvindfolkspersoner indvalgt, der imidlertid ved et større folkeopløb og med tøjrkøller under gjaldende jubelråb tævedes på flugt af Tølperforeningens gæve medlemmer.
Tølperforeningens frivillige under deres retfærdigt indignerede stormløb på Sognerådets valglokaler. Ordensmagten var chanceløs.
Hystadia blev herefter under skrig, skrål og tænders gnidsel eskorteret til sindssvageanstaltens isolationsafdeling for hysteriske, højproblematiske og særdeles larmende patienter, med udsigt til livslang indlæggelse. Kvinders stemmeret blev af et enigt Sogneråd suspenderet på ubestemt tid.
Den schizofrene “Gedemand” Thormod Habengut, advokatsønnen fra Æresboulevarden, der trods sit uanfægtelige ydre, fine uddannelse, respektable aner, samt betroede stilling ved Gustenhuse Belysningsvæsen, troede han var Klods-Hans. Efter en nattestund i 1927 for 24de gang at have nedredet og efterfølgende på grov facon stanget vægter Larmo Rasselschlüssel, blev Habengut indlagt på specialafdelingen for særligt farlige og utilregnelige personer. Han fortsatte dog indtil revolten ufortrødent sit embede pr. korrespondance, naturligvis underlagt G. E. Lacksens strenge censur.
Fhv. fækalieindsamler og brandstifter Trismi Kinisiri, der led under en sygelig trang til at kravle op i diverse bygningskonstruktioner for at tømme disses latriner, blev i 1938 indskrevet blandt højrisikopatienterne på sindssvageanstalten, efter i sin maniske ildhu at have forårsaget Brunvaretragedien i Gustenhusbjerg Udkigstårn.
Forstander Lacksens ærede fader, afdøde Gack E. Lacksen den ældre, og til højre dennes ydmyge embedsbolig. Under hans kyndige psykiatriske ledelse blev tusindvis af revolutionerende, effektive hjernekirurgiske indgreb udført på patienter, såvel som personale, i perioden 1915-2002.
Et sortiment af de skånsomme arbejdsredskaber anvendt i de utallige livskvalitetsforbedrende operationer, samt et fotografi af daværende materialforvalter, den ufravigeligt loyale hr. Hartmuth Helbard Hadberg (1881-2002), der så meningsløst omkom under den tragiske revolte.
Lacksen senior var forud for sin tid og sit fag i en sådan grad, at anæstesi og lignende fordyrende hjælpemidler blev fuldstændigt overflødiggjorte, hvilket ses af dette fotografi fra en rutineprocedure.
Sygeplejersker og andet personale deltog med begejstring og på lige fod med de indlagte i de frivillige eksperimenter. Herover ses 2 figuranter efter deres vellykkede trepanering, som af sparehensyn udførtes i disses frokostpause.
Et eksempel på den effektive, med afspilning af Giro 413 kombinerede elektriske neuralterapi, primært anvendt på sognets ungdommelige elementer, vagabonder, marxister og andre dagdrivere, der alle som én efter endt tvangsbehandling sprang ud som født påny og påtog sig et stykke nyttigt arbejde. Nederst ses laboratoriet, hvorfra lyd- og strømstyrken reguleredes.
Den ældre Lacksens fremragende og banebrydende arbejde inden for lægevidenskaben vakte international anseelse, hvilket ses af dette foto fra 1950. Anstalten har besøg af den nobelprisvindende indiske auktionarius og hjernekirurg Ramit Indeep, der nænsomt demonstrerer en simpel frontal lobotomi på en ubedøvet patient.
Herover: Idel lykke blandt frivilligt nylobotomiserede mandlige patienter, der, befriet fra dagligdagens stress, angst og depressioner, nyder sommersolen på exercitspladsen, hvor man i fællesskab dyrkede legemsøvelser, herunder ophængning ved fødderne, opfriskende balde- og rygpisk, gruppemasturbation, gensidige lusseringsmaratons, såvel som kreativ fækalieformning.
Man må uvægerligt, og med rette, spørge sig selv, al denne smukke medmenneskelige herlighed taget i betragtning: Hvorledes kunne tragedien overhovedet finde sted ?
Forklaringen ligger som så ofte i en banal tilfældighed.
I ly af natten kunne Blodhavn Borgervæbning lydløst omringe Peckelgren-palæet på Blodhøj Bakkevej, og da ekscersersergent Walburg Gaffelhage kl. 06.14 lod kommandofløjten lyde, sattes angrebet ind fra alle sider.
Skrig og jammer lød fra palæets natteforvågede, forsoldede og besudlede publikum, efterhånden som borgervæbnerne kæmpede sig gennem lokalerne og ryddede op i svineriet.
Gennem måneder er den brede befolknings forargelse vokset. Nat efter nat har man hørt tummel og musik, når turister, heriblandt talrige Holstebro-velhavere, sammen med en sørgelig skare af depraverede lokale, hengav sig til illegalt spil, uorganiseret masturbation, indtagelse af importeret spiritus og andre kardinalforbrydelser.
Udskejelsernes bagmand, brunvaresorterer Gimbert Birk Lallesen, yngre broder til den berygtede storpamper Lalle Birk Lallesen, var ikke til stede på lokaliteten. Ifølge hans nærmeste er han på vej til Damaskus i selskab med avlskalkunerne Babs og Anja.
Et retsligt opgør af hidtil uset strenghed venter såvel hr. Birk Lallesen som hans personel og de på stedet pågrebne drankere, masturbanter og hasardspillere.
Følgerne af denne mindeværdige nat på Blodhøj vil blive fulgt og nøje refereret i avisen.
Et nyanskaffet skinnevehikel er (takket være donation fra Den Knockelske Folkeoplysningsfond) sat ind i kampagnen. Vehiklet vil bringe plakater og personel rundt i hjemsognene, i de nærmest forestående uger hovedsagelig til Blodhavn og Klamhuse Hede, hvor turister og anden indstrømmende pøbel færdes.
Overdragelsen fandt sted i morges kl. 08.11. Vi ser t.v. den hidtidige ejer, bedemand Gylbert Gaffelhage, siden 1958 indehaver af Vester Usseldrup Forbrændingsanstalt. Lænet op ad vehiklet Almgod Knockel, som på fondens vegne serverede saltkiks og vermouth, og længst t.h. kampagneleder Lumwald Peckelgren jr.
Det indskærpes, at alle andre vehikler, herunder eksprestog, ambulancer, brandbiler og politieskorterede kongehuslimousiner, har ubetinget vigepligt for plakatkampagneskinnevehiklet overalt, hvor det viser sin stolte profil.
