Kategoriarkiv: Fest

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25

Skriv et svar

Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.

Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.

“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”

Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.

“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.

Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.

“This way, you bloody fools!”

* * *

17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.

“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”

Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.

I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.

Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.

“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”

Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.

* * *

“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.

“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”

“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.

“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”

Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.

Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?

(Fortsættes her)

Madame Récamier skønhed guldalder Gylla

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 17:25

2 svar

Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.

De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.

“Gylla! Gylla! Gylla!”

Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.

“Gift dig med mig, nu!” sagde han.

“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.

“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.

“Åh, Bob!”

“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”

* * *

På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.

“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”

Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.

“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.

Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.

“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:

“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”

Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.

“Hep, hep, hep, hep!”

Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.

“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”

Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.

Rane fortsatte:

“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”

Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.

“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.

“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

Skriv et svar

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 12:25

Skriv et svar

Fridolph sukkede dybt og tændte med tællepråsen sin sidste marehalmscerut af 3die sortering fra æsken han havde fået i gave ved sit 50-års jubilæum i slægten Rundknockels tjeneste. Den smagte forfærdeligt, og lugtede om muligt endnu værre.

”Ak, ja…” stønnede han og inhalerede, medens Lullah i sengen ved siden af snorkede højlydt.

End ikke en rask omgang hård dyrekopulation havde frigjort Fridolph fra det dystre sindelag, og han lå nu og gruede over hvad fremtiden ville bringe. Det hele var så forbandet håbløst, og hvad ville mon blive det næste? Amputering? Indemuring? Nu havde han tilsyneladende også mistet hørelsen på det ene øre, efter grevens akrobatiske storlussing. Han var slidt og kunne simpelthen ikke mere.

”Måske man blot skulle styrte sig i voldgraven!”  tænkte han højt, medens Lullah afgav en boblende fjert. “Nå, godnat lille Lullah, og husk, at i morgen er der atter en dag!” hviskede han, slukkede cerutten i natpotten, pustede tællelyset ud, og gled ind i en drømmefyldt søvn.

* * *

Stedet var Lyndanisse, i det Herrens År 1219, den femtende juni, klokken 13:27prc. Ridder Klyne og Sture Möegschwien stod og skuede ud over valpladsen, hvor ligene lå som nålepuder overalt.

”Det er nu vi må gøre udfald, medens de Vender flygter til alle sider! Sejren er så godt som vor!” udbrød Klyne begejstret.

”Ester,” svarede Sture tørt.

”Hvad er der nu med hende…?” spurgte Klyne irriteret, medens han tørrede blodet fra mangen vantro usling af i det hvide linned.

”Jamen, jeg tør ikke,” peb Sture, og sked langsomt i sin rustning. ”Det er farligt! Og jeg må ikke for min moar, og jeg har dårligt knæ. Og det er også begyndt at regne…”

Klyne greb med sin stridshandske om halsen på Sture og løftede ham op i udstrakt arm.

”Kryster! Hvis jeg løber alene frem nu, så skal du sværge ved Tårnet i Gåserød, at hvis du eller din usle slægt nogensinde beder om min hjælp igen, så vil alt hvad der er dit, blive mit!” snerrede ridderen.

”Ja, ja, nuvel, så får det være sådan,” gispede Sture, der var blevet blå i hovedet.

”Elendige hund!” svarede Klyne og lod Sture falde til jorden med et bump.

Ridderen tog sin hjelm af og kastede den i hovedet på Sture, der klynkede ynkeligt. En solstråle oplyste et øjeblik den tapre Klynes noble ansigt.

”For Danmark, Kongen, Tipslørdag, Otto Duborg, sovs og kartofler, og vor kristne danske tro!” skreg han ud over ingenmandsland og løb fortsat skrigende ud i landskabet med hævet sværd.

En kastevind greb det blodige stykke stof og blæste det langt op i luften…

* * *

”Aaaaargh!” skreg Fridolph, idet han vågende fra det rædselsfulde mareridt. ”Klyne er Rane!” råbte han og plantede i vildelse en albue dybt ind i siden på Lullah, der prompte stordefækerede i sengen.

”Klyne er Rane…” gentog han, som for at overbevise sig selv. Han greb ud efter æsken med cerutter, men der var ikke flere tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 8:25

Skriv et svar

“Ad, vent!” skreg Gylla. “Ikke så meget, sovs. Jeg prøver at holde figuren.”

Fridolph stod med den tømte sovsekande i hånden.

Efter at greven og advokaten havde udarbejdet en kontrakt, spiste de et luxusmåltid, og her ved bordet ville de give Gylla den glædelige nyhed.

“Skal jeg skrabe det tilbage i kanden?” spurgte kammertjeneren betuttet og tørrede sved af panden.

“Nej, glem det,” knurrede hun. “Jeg trænger alligevel til at trøstespise oven på de drastiske forandringer i mit liv. Mere vin, mere mad. Slagt Lullah, om nødvendigt!”

Hendes bemærkning resulterede i et panisk griseskrig henne i hjørnet.

Willy Best beundrede Gylla med det kådeste blik hun i sit liv havde set. Han suttede på fingrene og blinkede til hende. Hun afbrød øjenkontakten og rettede sit fokus mod de kandiserede roer på tallerknen. På bordet lå dildoen og ridepisken. Gaver fra gommen til den vordende brud.

Advokaten rejste sig og bankede på maven:

“Herskabet må have mig undskyldt et øjeblik,” sagde han. “Flatulensen ophober sig og min blære er ved at briste oven på dette storslåede taffel.”

“Lullah kan vise Dem vejen til køkkenvasken,” svarede Lambert von Rundknockel.

Advokaten nikkede og fulgte svinet ud af det juledekorerede festlokale.

Da fader og datter var alene, hamrede greven en flad hånd i bordet:

“Så vær dog lidt samarbejdsvillig, møgunge! Hr. Best kommer af en fornem advokatslægt, hans faders fornavn var Werner. Han vil yde mig økonomisk bistand. Han kan redde Knockelborg! Penge i kassen. PENGE … I … KASSEN!”

“Han er slesk, kedelig og han lugter!”

“Vrøvl,” brummede Lambert. “Den mand dufter som virile alvsgeder i honning.”

“Så gift du dig med ham!” svarede Gylla.

“Du ved godt at jeg ikke indgår i homofile eksperimenter mere! Det var en festlig sommer, men det er slut nu. Jeg er ikke til den slags … øh … længere …”

“Men jeg har andre planer med mit liv,” sagde Gylla og puttede en roe i munden.

“Hvis det er Bob du hentyder til, så har jeg ordnet det. Tror du ikke godt jeg ved, at I to har gået og smisket de sidste tre år? Du skal ikke splejses sammen med Rakkelpot-klanen. Rane og jeg har været dødsfjender siden … ja, det rager ikke dig. For at undgå katastrofen har jeg lokket sønnen til Holstebro. Bob arbejder på et diskotek som jeg købte til formålet. Jeres kæresterier er slut. Og det er en ordre!”

“ØV, ALTSÅ!”

Gylla forlod festsalen i protest. Hun løb ud i hestestalden og knugede den fedtede abehånd, der nu havde fået funktion som hendes personlige lykkeamulet. “Jeg må finde Bob.”

Ved langbordet var advokat Willy vendt tilbage fra sin kropslige udtømning.

“Hvor er det dejlige pigebarn?”

“Hun er vel gået i seng.”

“I seng.” Advokaten slikkede sig om munden.

“Hun skal nok blive glad, når først pengene regner over Knockelborg.” Grev Lambert hoppede op på bordet og dansede. “Im singing in the rain. Hæ hæ.”

Fridolph trådte ind i festsalen med en alvorlig mine:

“Til Deres orientering er håndværkeren først færdig om to dage, Gylla er ved at stikke af til hest, og taxameteret kører stadig ude på gårdspladsen …”

“Verdammt noch mal!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 6:25

Skriv et svar

Hvordan i alverden kan De vide det? Vi har endnu ikke lokaliseret grevens røvpapir,” spurgte Fridolph undrende, mens han gned sine ømme kinder. ”Jeg mener naturligvis: brevpapir. Punktum. Hvem har i øvrigt sendt bud efter Deres utiltalende person?”

”Det er mit jo arbejde at vide den slags. Jeg har været i familiens tjeneste i århundreder…”, svarede Rakkelpot kryptisk, mens han slog en langsom, knirkende og svært ildelugtende prut.

”Skulle vi ikke hellere se at komme i sving, du lille tjenermand? Der skulle jo nødig falde flere prygl, vel…?”

Fridolph isnede ved tanken, og lille Lullah peb i sympati fra sit skjul under køkkenbordet.

“Jo, men De må blot forstå, at som situationen er, kan der ikke kan blive tale om noget videre, i form af honorar for deres såkaldte arbejde!”, forklarede Fridolph, og lod indholdet af sin bukselomme falde klirrende på bordet: sølle 1 krone og toogtyve øre, samt en krøllet, nusset og for længst udløbet fribillet til en personlig rundvisning på Gustenhuse Pervertarium.

”MONEY, MONEY, MONEY!”, skreg chimpansen, og rakte grisk labben frem mod det pauvre bytte.

Hurtigere end øjet kunne registrere greb Rakkelpot kødhakkeren fra blokken, og plantede den i bordet med et drabeligt hug, så abens hånd blev skilt fra armen.

”UH! UH! UH! AH! AH! AH!”, vrælede dyret, greb om den blodsprøjtende arm og kastede sig hovedkulds i smerte ud gennem køkkenvinduet med et klirrende brag, og satte derefter i løb i retning mod skoven.

Fridolph fulgte måbende gennem den smadrede rude bæstets vanvittige flugt, og først da der fra skoven hørtes to-tre bøsseskud, efterfulgt af et højlydt hyl, vendte han sig igen imod Rakkelpot.

”Er De tilfældigvis også glarmester…?”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Ork, ja. Og sæbefabrikant, tilmed!” lød det fra den mystiske tyksak. ”Og bare rolig, du lille fidibus; det hele er til fulde betalt, for længe, længe siden…”.

Fridolph gøs endnu værre end før, og sparkede i frustration til Lullah, der peb ynkeligt og defækerede, under køkkenbordet.

”Nå. Men så er det denne vej! Punktum!”  fastslog Fridolph noget uoverbevisende, og bad den underlige mand følge sig ned af den mørke kældertrappe.

Gylla trippede kort efter ind i køkkenet, medens hun nynnede et af tidens allerpopulæreste sangtemaer.

”Fridolph, din latterlige lakaj! Hvor er nøglen til vinkælderen? Jeg lider af en deprimation, og jeg…”.

Hun stoppede brat ved synet af den overskårne abehånd på bordet. Lynsnart tilegnede hun sig mønterne og den blodige hånd i sit lommetørklæde, og plukkede derefter nøglen til vinkælderen ned fra dens søm på væggen.

”Hvis du sladrer, ryger du i ovnen til jul!” bemærkede hun, henvendt til stakkels Lullah, der frygtsomt havde observeret det hele.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 4:25

Skriv et svar

“Money, money, money!” skreg chimpansen.

Grev Lambert skar en grimasse. Temperaturen mellem slottets nøgne kampestensmure var under frysepunktet, men sved dryppede fra hans røde ansigt.

“Søde lille papa,” kvidrede komtesse Gylla. “Kan du ikke lige betale den væmmelige chauffør, så vi slipper af med ham?”

“Betale, betale! Det er efterhånden det eneste ord, jeg hører fra morgen til aften! Hvad skal jeg betale med?”

“Jeg foreslår penge.”

“Det er dem, vi ikke har flere af, tossede tøs! Du har været på schweitzisk kostskole og derefter tilbragt to et halvt år som volontør på en negleklinik i Vollsmose. Du aner intet om penge, selvforsørgelse eller overlevelse i vore dages økonomiske helvede.”

“Money, money, money!” bjæffede den uniformerede menneskeabe.

“Har vi et lille problem her?” lød det fra døren. En herre i 50-års alderen, iført lang mørk frakke med pelskrave, trådte nærmere. Han medbragte en dokumentmappe. Da han så komtesse Gylla, lyste hans læderagtige ansigt op i et øre-til-øre-smil. Øjnene var bittesmå og sorte som stenkul.

“Jeg har længe ønsket at gøre Deres bekendtskab,” sagde han, idet han greb hendes hånd og kyssede den smaskende.

“Hvem er den mand?” spurgte Gylla sin far.

“Vores nye advokat, dr.jur. Willy Best, Holstebro, søn af den berømte storjurist, dr. Werner Best. Hvis nogen kan redde Knockelborg, er det ham.”

“Money, money, money!” Aben klaskede hænderne i gulvet.

Advokaten åbnede sin mappe. En bleglilla dildo, en sammenklappelig ridepisk og et tykt bundt grønne pengesedler kom til syne.

(Fortsættes her)

Versificeret hæder til hr. Stahl-Eisenmann — SYNG MED!

4 svar

Stahl-EisenmannLOGO

Jeg oplevede for nyligt den udsøgte fornøjelse at blive personligt hædret ved det årlige julekalas i Gustenhuse Sogneråd.

Til lejligheden blev der skrevet en lystig vise til min ære, og denne vil jeg hermed i al beskedenhed gerne have lov at dele med avisens læsere. Her er melodien, alle synger med på:

Aldrig fået

Og her kommer sangteksten, første til sjette vers:

Vor Hartmann har haft formandskab, lige sid’n han fik det fået
– han er aldrig blevet gået
– han er aldrig blevet gået
ja, se blot på de resultater manden har opnået
han vil aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blive gået!

Hartmannsang01

Og julefattighjælp har vore borgere aldrig fået
– de har aldrig fået noget
– de har aldrig fået noget
det er noget disse proletarer ikke har forstået:
de skal aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG have noget!

Hartmannsang02a

Vor servitrice hun er køn, og meget kvik i ho’edet
– hun er aldrig blevet slået
– hun er aldrig blevet slået
men hvis hun spilder vores snaps, så får hun én på låget
men er endnu aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blevet slået

Hun får jo nok et klask i måsen, når vi bli’r lidt kåde
– det er altid sår’n, med måde
– det er altid sår’n, med måde
og der vanker nok lidt drikkepenge, sådan, indforstået
det er altid, altid, altid, altid, ALTID sår’n, med måde

Hartmannsang03

Vor kære formand drikke vil vort hele sprutforråd
– mon vi andre vil få noget?
– mon vi andre vil få noget?
han har drukket 8 flasker, og er ik’ engang omtåget
men har virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, VIRKELIG fået noget

Og spunsen på vor tønde hestepilsner er udslået
– nu skal alle have noget!
– nu skal alle have noget!
og vi går ikke hjem igen, før bunden den er nået
vi går aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG hjem, før den er nået!

SKÅL! Leve Hartmann, og leve Gustenhuse! Hurra x 9 prc.

Hartmannsang04

Som en lille ekstra julespøg havde vi besøg af hr. opretstående entertainer Andrew Bajs Kløj, der reciterede diverse morsomme børnerim, hvoraf jeg herunder gengiver et lille, men repræsentativt udvalg, til d’herrer læseres generelle adspredelse:

“Dippe, dippe, due
Nu vil mormors luge
Åbne sig for hver en mand
Det er sæd i dette land
Dippe, dippe, due

Alabadoster!
Hvad koster din moster?
To mark for 2,
Til knald er hun go’!

Nikke nokke nambo
No se rambo
Nikke nakke nildo
Stor, sort dildo!

Der var engang en mand
Han gokked’ i en spand
Og spanden var af ler
Og konen vasked’ bleer
Medens manden masturberer
Og han sig koncentrerer
Det’ lige før det sker
For nu kan han ikke mer’…

Ælle, bælle, mig fortælle
Turen går til Holstebro
Købe mig en gammel so
Splitte hendes røv i to
Ølle, bølle, hun fik kølle
Turen, den går hjem igen
Vasker mit beskidte lem:
Sår’n var juleferièn!”

Glædelig Jul og godt Nytår til alle (på nær arbejdsløse og marxister), fra os i Gustenhuse! Med festlige højtidshilsener fra Deres til anledningen svært beduggede

-hartmann

SE OGSÅ:

henveisenmannjulemarch

Retur til avisens forside

Superspændende show på Gustenhuse Saltsø Speedway

1 svar

Stahl-EisenmannLOGO

Trods diverse uforudsete katastrofer endte vort store motorshow
alligevel som en bragende succes

Foto fjernet

Først skal der – naturligvis – udråbes et nifoldigt leve for alle de frivillige medlemmer af Grønlands Automobil Klub (GAK), der varetog alle praktiske opgaver under arrangementet, herunder pacificeringen af diverse overbeskænkede og voldelige elementer blandt publikum. De leve! x 9 prc. Desværre overlevede kun to af dem, hvilket vil fremgå af nedenstående.

Motorshow04

Blandt mange højdepunkter i det indledende program bør fremhæves den fantastiske præstation i klassen for fækaliedrevne strømlinervogne over 5000cc, som blev vundet i overbevisende stil af hr. Palisander Iks fra Gammel Trans, som iøvrigt havde hr.  plakatsælger Lortild Styrring som ko-driver. Altså i bilen, og ikke ude på marken. Bemærk iøvrigt den flotte læderracerheldragt, som er sammensat af Tollund- og Grauballemændenes jordiske rester, samt en hævert fra Gustenhuse Sogns Hjemmebrænderiers reservedelslager.

Motorshow03

I den indlagte pause underholdte duoen Ebba & Kneppa fra den populære tv-serie “Ud At Køre Med De Skøger” til stor folkejubel, med æggebæger-præcisionstisning over 10 meter, inden de dejlige frøkener prøvekørte det senere på tragisk vis forulykkede rekordvehikel fra vognmand P. E. Dahls specialværksted.

Motorshow06

På billedet ses det uheldsvangre køretøj under optankning fra luften ved det store non-stop 24-timers rekordforsøg, der endte i et gigantisk havari, da ko-kassebremserne svigtede, og bilen, ført af den amerikanske vovehals Mr. Ford Taunussen, kolliderede med Rigssal Le Mans, og eksploderede i et brændende inferno, der kostede 58 menneskeliv, og ydermere betød, at den med stor forventning imødesete After Race Bar måtte udskydes i 1 time, 22 minutter og 18 sekunder, prc.

Foto fjernet

Med Tølperforeningens assistance lykkedes det at bjærge flere hundrede flasker spiritus, samt et par af de forkullede lig fra den rygende brandtomt. Disse vil blive nedsænket i Gustenhuse Mose, med henblik på fremtidig læderjakkeproduktion. Herefter kunne festen fortsætte som planlagt, til stor glæde for de fremmødte, der genererede et overskud på ialt kr. 74,58, som vil blive delvist investeret i forbedrede baneforhold til næste års extravaganza, som allerede er under planlægning ved d’herrer Angekok og Stahl-Eisenmann.

Motorsport05

Efter den vellykkede event var der massage, knoglebrudsudretning, samt et forfriskende styrtebad i grønlænderurin for de trætte motorsportsfolk, der havde givet deres yderste i den store begivenheds tjeneste.

Der skal derfor lyde en varm tak her fra Gustenhuse og fra vore grønlandske medorganisatorer til alle fremmødte, og et hjerteligt på gensyn næste år!

Med ærbødige hilsener, Hartmann

SE OGSÅ:

HenvEisenmannFREMSKRIDTSBØLGE

Retur til avisens forside

 

Popstjerner kopulerede syv gange på 31 minutter

Skriv et svar

JUBELBRYLLUP I NØRRE USSELDRUP

Hundreder af begejstrede nordvestjyder stimlede i går sammen i og uden for Nørre Usseldrup Bedehus. Luften var hvid af papiraffald (omhyggeligt tilskåret i så brede strimler, at det senere kan anvendes til hygiejniske formål), da årets celebre brudepar, popsangerne Luffa og Harding Gumme, trådte frem på trappen efter at være blevet formælet af prædikant Tölper Grusboll.

Celebertbryllup

Mens det bestilte bryllupskørselspragtvehikel banede sig vej frem til parret, havde Harding med et triumferende tandsmil besteget sin unge brud, og dette gentog sig seks gange i løbet af ægteskabets første halve time.

“Mulighederne for kopulation er i vinterhalvåret ret begrænsede på Blodhavn Nordstrand, hvor vi optræder, og jeg udnytter derfor festdagen fuldt ud,” sagde Harding, inden han og Luffa syngende gik indenfor i Den Selskabelige Pøbelloge, hvor 300 gæster festede, til sidste kødben var gnavet i splinter.

SE OGSÅ:

HenvPOPSANGERSTRAF

Retur til avisens forside