Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

Kalenderblad 10: KEMISKE STOFFER

Skriv et svar

Formler og ligninger, noget der vist nok handlede om kemiske stoffers sammensætning. Niels Bohr-materiale. Ikke et eneste menneskeord, lille Bruno kunne genkende.

“Ja, knægt,” sagde den høje urinduftende gangster, “det er opskriften. Nu viser du os, hvordan den skal bruges, og det gør du i en helvedes fart.”

Bruno skar sine små hvide tænder mod hinanden. Opgaven var umulig og håbløs, tænkte han. Men så alligevel. Hans oldefar Jalbert havde været landbarber og lappeskrædder, inden han opfandt afføringsmidlet Pølle Expres og dermed skabte slægtens anseelse og velstand.


“Okay,” sagde drengen. “Jeg skal bruge nogle bøger. De kan hentes på biblioteket. Og nogle råstoffer. Mest ret almindelige. Husdyrpubæ og strandskaller og sådan noget.”

“Nu skal du fandme ikke begynde at spille smart,” bjæffede den onde mand.

“Jeg prøver bare at hjælpe. Det er det, I har bedt mig om.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 9: FÅKKING INDVIKLET

Skriv et svar

Stilhed fulgte. Når lille Bruno ikke blæste i kazooen, hørte han ikke andet end sin egen vejrtrækning. Og dog, måske en svag durren eller brummen i det fjerne ind imellem. Trafik. Verden udenfor eksisterede stadig, han var bare så brutalt afskåret fra den.

Hvor er bedstefar og de kæmpestærke fætre og alle de andre? Hvornår kommer I og redder mig? tænkte han. Hvad bliver det til?


Den frønnede dør til hans kælderrum gik op, og for første gang i mange døgn fik han mere end et glimt af lys at se. To mænd stod foran ham, og hans næsebor fortalte, at det var bortførerne, den ene omgivet af fækalielugt, den anden udstrålende en umiskendelig urinaroma.

De havde begge poser over hovederne. Det gjorde dem ikke mindre skræmmende.

“Bæb bæb bæb,” sagde den mindste og tykkeste med hæs, fordrejet stemme. “Vi har fået en slags brev fra din familie, og det er fåkking indviklet at se på. Hvis det er sandt, at du er vidunderbarn, så kan du hjælpe os med at læse det og forstå det.”

“Det kan være din sidste chance,” tilføjede den høje mand, ham med urinlugten. “Så du må hellere gøre dig umage. Er det forstået?”

Bruno rakte hånden frem og fik et stykke papir overrakt.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 8: KAZOO ER KONGE

Skriv et svar

Toner af mirakuløs skønhed gav genlyd i det trange kælderrum, hvor lille Bruno syntes, at han havde siddet så uendeligt længe. Instrumentet, en grøn plastickazoo, havde klang af sandpapir, men når han spillede, lød det ind imellem som englesang, og han havde ikke andet at tage sig til i sit fængsel


Bruno kunne fornemme, at begge kidnappere sad uden for den låste dør og lyttede. Når han holdt pause, møflede de rundt og hostede. Efter en tid spurgte de, om der var noget, han trængte til, og de kom med ristet julepølse, læskedrikke og brun naturbudding. De var forbrydere, men en slags hjerter havde de vel alligevel i brystet.

Timerne gik, dage og nætter slæbte sig hen, uden at Bruno vidste, hvad klokken eller datoen var. Havde alle mennesker i verden, og især hans egen familie, glemt ham?

Så lød et råb udenfor.

“Duen er landet!” skreg en af gangsterne. “Den har noget med!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 7: FLYV FUGL, FLYV!

Skriv et svar

“100 kroner,” læste Lupus højt fra brevet: “100 kroner og den hemmelige opskrift på Pølle Expres skal sendes med en brevdue, som venter i et bur et par km ude ad sognevejen over Klamhuse Hede. Når vi har modtaget penge og opskriften på afføringsmidlet, og når vi er sikre på, at det er den originale og uforfalskede recept, bliver jeres kære lille Bruno løsladt i god behold.”


Arnulf kastede sig ned på direktørkontorets gulv og tog en bid af det tykke orientalske tæppe, som han til daglig dryssede cigaraske over og spildte cognacsjatter i.

“Den opskrift er vort helligste og mest værdifulde eje,” jamrede han. “Kun to nulevende personer, du Lupus, uddannet biokemiker med diplom fra Klamhuse Folkeuniversitet, og jeg selv kender sammensætningen af det værdimateriale, der bobler i kedlerne i fabrikshallen. Skal vi give den recept fra os, skal vi sende den pr. brevdue af sted til onde og hensynsløse mennesker?”

Lupus faldt på knæ ved siden af onklen. Hans ansigt var hvidere end de fleste fastelavnsdødninges

“Liv eller død,” sagde han. “Og 100 kroner.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 6: EFTERLYSNING MED DUSØR

2 svar

Arnulf Pølle, slægtens overhoved, tronede bag mahogniskrivebordet på sit chefkontor med frit udblik over den fabrikshal, hvor afføringsmidlet Pølle Expres blev tilvirket. Normalt var den mekaniserede travlhed dernede et meget tilfredsstillende syn, men de sidste 24 timer havde han været i uafbrudt uro, og hans skarpe gamle rovfuglefjæs var stadig rødt af raseri.


Intet livstegn fra lille Bruno, ingen nye spor efter bortførerne. Overalt i Nordvestjylland hang en plakat med bøn om hjælp, og i Nr. Usseldrup Bedehus holdt man døgnvagt med tændte stearinlys, men lige lidt hjalp det.

Arnulf tændte dagens 14. naturcigar og havde netop taget et dybt sug, da døren fløj op, og hans nevø, familiefirmaets diplomkemiker Lupus Pølle, kom stormende ind.

“Vi har fået et brev med nye krav fra de forbandede slamberter!” skreg han. Mens Arnulf var rød som en hanekam, havde ophidselsen gjort den yngre mand bleg à la et svagt gulnet lagen eller hovedpudebetræk. “De stiller skærpede krav!”

Arnulf hostede blå røg, slim og gnister ud i lokalet.

“Læs det for mig, Lupus! Læs højt!”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 5: MAGISK MUSIK

3 svar


Hzzææææ bzzææææ frzzyyyy hrzzyyyy tzzuuuuu…

Hæse, hidsige toner kunne høres i det snævre kælderrum, hvor lille Bruno var spærret inde. Han havde ikke fået den jødeharpe eller mundharmonika, han bad sine bortførere om, men de havde smidt en kazoo ind til ham sammen med en sandwich og en plasticflaske med vand, og det var kazooen han nu blæste igennem efter bedste tradition fra Freddy Fræk og Leonard Bernstein.

Bruno, Pølleslægtens vidunderbarn, var i en farlig og fortvivlende situation, men han havde slet ikke tabt modet. Han testede sine kidnapperes intelligens, og den var åbenbart ikke imponerende.

Mens han ventede på redning, spillede han magisk musik på det beskedne plasticinstrument. Nu kommer mama og bedstefar og mine gigantiske, lussingsmækkende fætre lige straks, tænkte han. Så bliver alting godt igen. Bzzææææ frzzy!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 4: I EN KÆLDER SORT SOM KUL

Skriv et svar

Mørke omgav lille Bruno. Koldt, vådt mørke. De tavse mænd havde fjernet rebene omkring hans arme og overkrop, og den stofpose, han havde haft over hovedet, var også væk, men han havde ikke udsigt til andet end mørke.

En dør var smækket i lås, og nu famlede han rundt langs væggene i rummet, som ikke målte mere end et par meter på hver led. Gulvet bestod af hårde, ujævne sten, døren af brede, rynkede planker.

Han klynkede, men kun et øjeblik.


– Det hjælper jo ikke, sagde han til sig selv. – Der er gået et stykke tid. Mor og bedstefar savner mig. De kommer og redder mig ud herfra. Fætter Bubba og fætter Puckelwaber vil også være der, store som huse, stærke som lastbiler. Familien Pølle slår tilbage, lussinger rydder de ækle mænd af vejen.

Han havde ikke fået mere end et glimt af de to, der fangede ham på udflugtskroens latrinbalkon, men undervejs i bilen havde han bemærket, at de lugtede forskelligt. Den ene af pebermynte og frisk pubæ, den anden af persille og lagret, gæret urin. Det kunne han kende dem på, nu og i al fremtid.

Fem, seks eller flere gange var Bruno nået rundt i det lukkede mørke rum, da han hørte en svag skramlen udenfor.

– Hjælp! skreg han. – Skaf mig en mundharmonika eller en jødeharpe, eller jeg dør! Det er alvor, og det skal være nu med det samme!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 3: EN UHØRT FRÆKHED

2 svar

– Har I så forstået det? lød en brølende stemme. – Lille Bruno er forsvundet!

Dyster stilhed bredte sig i spisesalen. Knive og gafler holdt op med at klirre. Brunkål, stribet flæsk og kraftigt kalibreret bratwurst lå urørt på tallerkenerne, og det eneste man nu hørte, var stødvis luftafgang fra begge ender af de forsamlede kroppe, som alle tilhørte medlemmer af familien Pølle.

Arnulf Pølle, slægtens overhoved, bredte armene ud. Lidelse og angst var præget i hans skarpnæsede gamle fjæs.

– Kroen og dens nærmeste omgivelser er afsøgt, og Blodhavn Borgervæbning er alarmeret, så hvad gør vi mere? Lille Bruno ville aldrig gå fra os uden varsel. Hvad kan der være sket?

– Æh, host host, jeg har en besked, netop indleveret…

En mørkebrun mand i stribet tjeneruniform nærmede sig, høfligt foroverbøjet. Kroens mangeårige overtjener Lumumba Baluba-Børgesen fremrakte en sølvbakke, hvorpå lå en konvolut. Arnulf flænsede den op og læste højt:

– Jeres lille darling er kidnappet. Vi kræver løsepenge, mindst 47,39 kr. samt opskriften på Pølle Express.

Et gysende gisp lød fra alle tilstedeværende. Pølle Express var det afføringsmiddel, der gennem generationer havde dannet grundlag for slægtens velstand og anseelse. Den dybt hemmelige opskrift kendtes i dette årti kun af Arnulf og hans nevø, kemikeren Lupus Pølle.


Midt i salen stod det bortførte barns moder, Rigmor Pølle, med åben mund og tårer sprøjtende ud af øjnene.

– En uhørt frækhed, brølede Arnulf. – Klar til kamp, alle brave Pøller! Her skal smækkes lussinger med jernhandske!

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 2: HVOR ER LILLE BRUNO?

Skriv et svar


Righoldige køkkendampe sendte budskaber om kål, flæsk, kryddersovs og pølseguf ind i kroens spisesal.

– Vi er fremme, lad festen begynde! udråbte Arnulf Pølle. – Lad os som vor ædle stamfader æde, drikke og være en glad Pøllefamilie, til den affjedrede hjemtursbus kommer og henter os.


I sin egenskab af slægtens nulevende overhoved havde Arnulf plads for bordenden, og ved hans side sad yndlingsbarnebarnet, lille Bruno med det kloge hoved og den store opfindsomhed.

– Pølle pølle pølleguf, sang drengen. – Lad os guffe i en ruf. Pilsner gurgle, halsen skylle, det er festdag for en Pølle!

Stedet hvor de var samlet, Brunmølle Udflugtskro, holdt som altid, hvad den lovede. 22 munde gumlede om kap på de lokale specialiteter, og fik man en klump i halsen, kunne den hurtigt fjernes med hestepilsner og koncentreret blå drikkepetroleum.

Døren i spisesalens endevæg førte ud til en balkon over kroens latringrube. Herfra lød stemmer og glad latter, når festdeltagerne side om side gjorde plads til mere af alt det gode.

Et par timer var gået, da Rigmor Pølle, vidunderbarnets moder, trak Arnulf i ærmet.

– Hvor er lille Bruno? sagde hun.

– Ude og lege, foreslog bedstefar. – Ude og skille sig af med restprodukterne, og måske sidder han også og leger lidt med dem.

– Jamen, jeg har ledt oppe og nede. Han er ingen steder.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Retur til avisens forside

Kalenderblad 1: FESTEN SKAL BEGYNDE

1 svar

– Så skønt, at vi igen i år samles 1. december, blotter vore hoveder og lægger en krans ved familiens historiske monument. Tak til vor stamfader og dem, der fulgte efter, æret være deres minde!

Ordene skar gennem den kolde luft over Klamhuse Hede, hvor en god snes af Pølle-slægtens medlemmer var samlet foran en gigantisk brunrød granitfækalie med denne inskription i soklen:

PHLUMBERT PÖLLE
1.12.1798 – 24.12.1901
Rejst af stolte efterkommere

– Vi råber hurra, tre korte og tre lange, og udveksler de traditionelle festlussinger, sagde Arnulf Pølle, og dermed var dagens mindetale afsluttet.

Unge og gamle sendte skyer af rimtåge ud af mundene, mens hurraråbene gjaldede, og straks efter lød muntre klask fra de gavmildt omdelte fladhåndsslag. Alle, taleren medregnet, fik kinderne farvet røde.

– Så danner vi kolonne, befalede Arnulf. – Brunmølle Udflugtskro venter!

Han selv, ældste mandlige Pølle, gik i spidsen, rank og skarpnæset, iført fåreskindspels og tilhørende klaphue. Ved sin højre hånd havde han lille Bruno, et livligt og begavet oldebarn. De to var som alle andre i følget efterkommere af den navnkundige Phlumbert Pölle, der engang i 1820’erne indvandrede fra Braunlage i Tyskland og etablerede sig som som savbladsmusiker, bondebarber og lappeskrædder.

Glade og sultne vandrede oldefar og lille Bruno fremad mod udflugtskroen, hvor denne dag skulle festligholdes med brun mad i overflod, hestepilsner og drikkepetroleum.

Drama og ulykker ventede, men smilene i deres røde ansigter tydede ikke på den mindste anelse herom.

Næste kalenderblad

Retur til avisens forside