Og det skete i de dage, at fru Bembo Rifbjerg nedkom med et drengebarn på Sundby Hospital, og hendes ægtemand, Kuffart Z. Rifbjerg, hentede mor og spædbarn i en hyrevogn, nærmere bestemt en blåsort Ford A med indregistreringsnummeret K 2140.
Hjemme i gulstensbungalowen stod familiens mangeårige køkkenslave, Molly Malone, klar med en mælketoddy til de voksne og en sukkerknald, dyppet i irsk whiskey, til det skrigende barn.
Mørket faldt på, men over villavejen på Amager lyste det sælsomme skær fra en blegrød stjerne, som ingen før havde bemærket i nærområdet.
Stjernen viste vej for tre herrer i lange frakker og gummigalocher. De meldte sig ved døren klokken 23.59 prc.
– Vi er de kulturradikale skytsånder, bekendtgjorde den klejnest byggede og mest gennemsigtige af dem. – Vi bringer gaver med: Manglende realitetssans, utaknemlighed, frækhed, grådighed, misundelse, smålighed og desuden et vist talent, så jeres vrælende møgunge bliver i stand til at gøre stor skade på nationens åndsliv og især på de hundredetusinder af stakkels gymnasieelever, der skal tvangslæse hans ævl i anden halvdel af århundredet og endnu længere frem.
Kuffart Rifbjerg gik i kælderen efter sit veltjente jagtgevær, men inden han fik det ladt og kom op igen, var ånderne forsvundet, og den blegrøde stjerne skinnede heller ikke længere så kraftigt.
Det var nok en ond feberfantasi alt sammen, tænkte han, mens han fandt vej til soveværelset, hvor lille Klaus hylede som en sindssyg.
Kuffart, der skulle møde klokken 04.31 prc. på sit job som kommunal natrenovationsinspektør, havde lyst til at kvæle barnet, men gjorde det ikke.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde:
“Jo ser De. hr. Statsminister. I forbindelse med landbruget så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.” Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket:
“Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.
Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet.
Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…
Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.
Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.
Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.
De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?
Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.
Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.
– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?
Kan det bruges til noget?
* * *
Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.
Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.
– God start, tøser! råbte han.
De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.
En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.
Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.
– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.
Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:
– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!
– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.
Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.
– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen: “Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.
Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.
Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.
Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.
Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.
Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.
Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.
– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.
Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.
Hvis driftsleder Peckelfritz nu bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.
I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.
Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.
* * *
– Her kom det signal, vi har ventet på!
Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.
– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!
Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.
Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.
I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.
Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.
Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Et af kunstmaleren S. Incest-Hanssons storværker er dukket frem fra glemslen, fundet på loftet over bolsmand Hassans gedestald, Vester Klamhuse. Vor kunstekspert, dr.phil. Jeremias Eisenkugel-Eriksen, medgiver værket denne kommentar:
Vi ser her et godt eksempel fra en af Blodhavn strandmalernes præ-rafaelitter, Sofus Incest-Hansson. Dem malede han omtrent 15 af om dagen, og solgte dem til hvad der dengang svarede til to flasker kirsebærvin, hans hovedernæringskilde.
Den eneste forskel på de ellers identiske værker var taleboblen. Jeg har 213 malerier i min besiddelse, og teksten går fra “Nei, kiere Söster, denne er hans Finger”, over “Kiere Söster, din Fader kan du vise alt”, til “Fader Tycke, hendes Kjole er elegantere end Deres.”
Som det tydeligt fremgår, var Hr. Incest-Hansson’s vid som følge af hans blandede svensk-holstebroske afstamning ikke på højde med hans kunstneriske og kompositoriske evner, og han kunne derfor se frem til en krank skæbne i nød og elendighed, omend hans af de mange timer på Blodhavn Nordstrand opnåede solbrændthed og saltlage var beundret af alle.
En sen aften forvirrede han sig dog ombord på et skib som samlede folk op til en af de letbevæbnede sommer- og weekendrejser langs den engelske kyst, og det lykkedes dem at glemme ham derovre.
Dér fandtes ikke kirsebærvin, og han måtte ty til at spise opium i stedet. Dette i forbindelse med at han på grund af manglende engelskkundskaber – det vedlagte billede er undersat af Google – måtte opgive taleboblen, var startskuddet til en ny æra i engelsk posteriorlism og den deraf afledte harems- og salonkunst, og hans malerier handles nu til millionbeløb i Orientens seraglioer.
Redaktionel efterskrift: Billedet sendes snarligst på auktion hos Bruunvare-Rasmussen, København, og hr. bolsmand Hassan (finderen) er af Den Knockelske Kulturfond tildelt en dusør på kr. 1,91 samt nogle stimulerende årstidslussinger.
Omkring 50 af Usseldrup-egnens aktive blottere mødtes i går klokken 07.31 til et fire-timers friluftsstævne på Blodhavn Strand. De dystede på vertikal udholdenhed, og i bidende vestenvind demonstrerede de, at der stadig er rank mandighed at mønstre blandt vore yngre medborgere.
Favorit var sidste års vinder, tromlefører Onan Frederiksen, men han måtte denne gang dele Albert Knockels mindepræmie (sponsoreret af Klamhuse Gummivarefabrik) med skibsfører P. Swakob-Svendsen, som trods sine kun 19 år er en dreven og teknisk velfunderet blotter. Mange kender ham og hans åbne matrosbukser fra Strandpromenaden og Afrikakajen i Blodhavn.
Egnens nyvalgte skønhedsdronning Plea Pheber præsiderede over dommerkomiteen og hængte medaljer på de stadig blottede vindere, der undervejs var blevet stimuleret med rygende varm kødsuppe og et besøg af Husmoderforeningens masturbatricekorps.
Det tusindtallige publikum stod opmarcheret i ranke, snorlige rækker og forholdt sig respektfuldt tavst, indtil Louis B. Knockel straks efter klokken 11.31 fløjtede stævnet af.
Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.
Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.
Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.
Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.
Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.
Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.
“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.
(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).
Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.
Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.
På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.
Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.
Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.
Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra
