Kategoriarkiv: Kultur

År 44 f.Kr. i Rom: KNIVFORBUD I NATTELIVET

2 svar

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde kejseren, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af Cæsars underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, og jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

SE OGSÅ:

Retur til forsiden

Lokale orgier afsløret af skjulte kameraer

Skriv et svar

Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige kulturreportage:

Kunst er kunst, og plat er plat, men vi skal jo alle tjene til livets underhold, og da kunstfilm-fotograf og landskabsæstetiker, rittmester Heinrich Edelherz von Bösse optog sin spillefim, “De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke”, valgte han til orgie-scenen at opstille hemmelige hånddrevne kameraer en dameaften i det gamle Blodhavn Badehotel, Pigekostskole og Pan Club.

Det var artige ting som blev bedrevet! Og som det ses nedenunder er flere af scenerne sidenhen dukket op i tvivlsomme udenlandske film, hvortil de rask væk er blevet kopieret uden at betale for rettighederne. Dette siger alt om udlændinge og deres foretagsomhed, og von Bösse har efterfølgende afvist ethvert samarbejde med Nordisk Film, Vangede Billeder, og Nørrebromænd Under Bæltestedet A/S.

“De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke” handler om egnens fortid og udviklingsmuligheder, om fiskerihavne og ostelandbrug, om vandreklitter og fracking. Projektet modtog derfor 100 kroner fra Statens Provinsudviklingsfond, og der blev udsendt adskillige tvangsforflyttede ansatte i Kultusministeriet, som skulle hjælpe til med de kulturelle beskrivelser.

95% af den færdige film viser det omtalte orgie, og reaktionen under førstefremvisningen i Blodhavn Dampvaskeri og Cinematograf var særdeles positiv, undtagen hos dem som genkendte sig selv.

Emilie Poulsdatter, hustru til pastor emeritus Nicodemus Grundtvig: »Sådan har jeg aldrig set ham!«

Pastor emeritus Nicodemus “Nickie” Grundtvig: »Ingen kommentarer, hvor er min hat og briller?«

Vi forsætter med at lede efter mere publikum i de omkringliggende porte og baggårde for yderligere kommentarer.

Se flere film i avisens biograf her

Retur til forsiden

ÅRETS STØRSTE STJERNER

3 svar

Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder

Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.

Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).

Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.

Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.

Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.

Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.

Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.

Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.

SE OGSÅ:

Familiedrama: HVEM ER FADEREN?

Skriv et svar

Højestærede, beundrede Herr Redacteur,

Under Investigering af Folkelivet hersteds, bærer jeg til Tider en særlig Hat. Saa ved man, at Sognets Førstemand ikke ønsker at blive genkjendt. Ingen hilser, maaske fordi jeg stedse bærer Skræp IX under Frakken.

Saaledes faldt det mig ind, at gaa til min Nabo, Herr Schaffreunds Udhus, for at se om den Smugkro, som tidligere paa Aaret blev ryddet, ved behjertede Mænds Indsats, nu endegyldigt var Historie.

Men nej! Mosekongen, Knutte, Sjønne, Niller og en snes andre misliebige Subjekter var i levende Live til stede, og berusede var de jo ogsaa.

Og hvilken musikalsk Underholdning kom ud af Grammophonen? En Opfordring til Telefoni, Automobilkjørsel og almindeligt Skjørlevned.

KLIK FOR AT LYTTE
(Advarsel: Stærkt subversivt materiale)

Man kan ikke noksom fordømme saadant Skjørlevned. Dog fornemmede jeg, at ene Mand kunne jeg ikke skride ind. Efter at have indtaget et Glas (ildesmagende) hjemmebrygget Øl, fortrak man, gik hjem og fandt Ro i Sengehalmen sammen med; jeg husker ikke hvem.

Efterfølgende udspandt sig et Skænderi med min trofaste og dydige Hustru. Denne bebrejdede mig indbildt Utroskab, og raabte til sidst: “Du er saa utro, at jeg knapt veed hvem som er Far til mine Børn!”

Saaledes, en kort Depeche fra Livet paa Landet, med de bedste Hilsener til Dem, Familien, Kjælderpersonel etc. Fra Deres beundrende

S. v Münhhaus

SE OGSÅ:

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Skriv et svar

Søster Caramella stod foran tragten og sugede luft ned i lungerne. En to tre, talte hun lydløst i hovedet, og så sang hun:

– Tempus adest gratiæ
Hoc quod optabamus,
Carmina lætitiæ
Devote reddamus.

Stemmen var klar og lys. Efter at den sidste tone var klinget ud, snurrede skiven under tragten et par omgange mere. Plunk, plunk, slut.

Søsteren flyttede nålen og drejede på håndsvinget. Et smil bredte sig over hendes ansigt, da hun hørte sangen forfra:

– Tempus adest gratiæ…

– Det er lykkedes, sagde hun for sig selv. – Gud til ære, og mennesker til glæde.

Få minutter senere stod klosterets priorinde, moder Bibba, i nonnecellen og hørte den latinske salme gjalde ud af tragten. Lidt fladere i klangen, end man ville forvente, når Caramella opløftede sin røst, og med skrat og knas tilsat, men ganske umiskendeligt en kvindes sangstemme.

– Søster Caramella, du skaber mirakler, og du er selv et mirakel! udbrød moder Bibba, idet hun greb om sin betroede nonnes hoved og trykkede et kys på den klare pande.

Priorinden på Asmild Kloster havde god grund til at prise sin italienskfødte nonne. Søster Caramella var ankommet til Viborg i 1533 og havde i løbet af sine blot tre år på stedet bygget et mekanisk ur og en stærkt forbedret pumpe til klosterets vandmølle. Hvis ikke hun var så fromt troende og ædel af udseende, kunne man mistænke hende for heksekunster.

Forklaringen på hendes kunnen var dels et lyst hoved, dels at hun som ung havde været i huset hos en opfinder i sit hjemland, stormanden Leonardo med det hvide skæg. Her havde hun lært de sælsomste kunster, men altid i fromhed og ærbarhed. Hun var kommet til Viborg for at undervise danske søstre, hvoraf de fleste var jævne og ukultiverede bondedøtre.

Sidste vinter havde hun i øvrigt også konstrueret en lussingmaskine, der sparede moder Bibba for mange anstrengelser i hverdagen.

– Efter tidebønnerne klokken ni skal alle høre dit apparat, når vi samles i refektoriet, sagde priorinden. – Det bliver en historisk aften i Asmild Kloster.

I det samme buldrede det voldsomt på klosterporten. Moder Bibba blev bleg.

– Åh Gud, gispede hun efter et kig ud af vinduet. – Det er landproletarerne med den modbydelige Hans Tavsen i spidsen. Reformationen er kommet til Viborg, de vil ødelægge alt, hvad vi med Herrens hjælp har bygget op. Og hvem ved, om de ikke også skænder søstrene og udsætter dem for det, der er værre end døden?

Søster Caramella havde længe forudset, hvad der ville ske. Munken Luther havde svigtet sin kirke, og hans undergravende tanker spredtes som pest ud over grænserne. Hun knælede for priorinden og kyssede hendes hænder.

– Farvel, ædle moder, sagde hun.

* * *

Flugten varede det meste af et år, og søster Caramella var flere gange tæt på døden i det krigshærgede Europa. Først da hun nåede over Alperne, følte hun sig atter tryg.

Den lille lydmaskine var gået tabt på vejen. En beruset landsknægt havde knust den med sin kølle en aften på et herberg i nærhede af Nürnberg. Han knuste alt, hvad han fik øje på – maskineri, ølkrus, kranier, krasj og kronsj, alt.

Fra sin klostercelles vindue kunne søster Caramella se ud over Po-dalens grønne sletter. Hun var i dagtimerne beskæftiget med at pleje de syge, og om aftenen skrev hun på en beretning om sine år i det høje nord. Opfindelser og tekniske påfund blev ikke efterspurgt i disse urolige tider.

Hun sad ved vinduet med aftenteen, mens en rosenkrans drejede mellem hendes lange, fine fingre. Teen var krydret og tilsat urter, der hensatte hende i en mildt beruset stemning. Det var, som om hun igen kunne høre sin egen salmesang fra maskinens drejende skive: – Tempus adest gratiæ…

En anden stemme blandede sig. Ude i tusmørket skimtede hun en mand med sort, glinsende hår, iført et stramt, perle- og rhinstensbesat kostume. Han roterede med hofterne og sang: – You ain’t nothing but a hound dog, cryin’ all the time.

Brutalt og stødvist kom ordene, understøttet af bulder og brag. Søster Caramella skar ansigt som i smerte, og det blev værre endnu. Fire unge herrer, iført ensartede blankgrå jakkesæt og med langt hår ned i panderne, brølede om kap: – She loves you, yeah, yeah, yeah…

Djævlens værk, tænkte søsteren og smed resten af sin aftente ud af vinduet. Lydene klingede af.

Ned til sidste tidebøn, formanede hun sig selv, og så til sengs. At hendes lydapparat var blevet knust, måtte hun opfatte som Guds vilje. Hvis hun havde fået tid og materialer til rådighed, kunne hun have frembragt radio, fjernsyn, spolebåndoptager, jukebox, storskærme og stadionhøjttalere. Hun havde set det alt sammen for sig, og en uendelighed af støjende artister havde hjemsøgt hendes drømme. Sex Pistols, Metallica, Motörhead, Johnny Reimar, Anne Linnet, Ozzy Osbourne… værre og mere satanisk for hver omdrejning af den forheksede skive.

Caramella foldede hænderne og takkede for, at det ikke var sket og ikke kom til at ske i hendes levetid. En vidunderlig stilhed hvilede over klosteret og landskabet. En spurv kvidrede ude i aftenen, en cikade summede, og ellers hørte man kun vindens blide hvisken i vinløvet.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Skriv et svar

Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.

Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:

“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”

Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.

“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.

Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.

Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.

Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.

Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.

“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”

Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.

“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.

Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.

“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.

Sådan stod hun i en halv time.

Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.

“Det er mit!”

“Næh, du. Det er mit.”

Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.

Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.

Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.

En mand med fuldskæg greb hornet.

“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.

“Kom tilbage, din snylter!”

Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:

“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”

De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.

De brølede i munden på hinanden.

“Det er mit!”

“Løgner!”

“Pamper!”

“Jeg så det først.”

Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.

Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.

Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.

“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.

Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.

Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

Skriv et svar

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 20: Det Herrens år 1931

Skriv et svar

Og det skete i de dage, at fru Bembo Rifbjerg nedkom med et drengebarn på Sundby Hospital, og hendes ægtemand, Kuffart Z. Rifbjerg, hentede mor og spædbarn i en hyrevogn, nærmere bestemt en blåsort Ford A med indregistreringsnummeret K 2140.

Hjemme i gulstensbungalowen stod familiens mangeårige køkkenslave, Molly Malone, klar med en mælketoddy til de voksne og en sukkerknald, dyppet i irsk whiskey, til det skrigende barn.

Mørket faldt på, men over villavejen på Amager lyste det sælsomme skær fra en blegrød stjerne, som ingen før havde bemærket i nærområdet.

Stjernen viste vej for tre herrer i lange frakker og gummigalocher. De meldte sig ved døren klokken 23.59 prc.

– Vi er de kulturradikale skytsånder, bekendtgjorde den klejnest byggede og mest gennemsigtige af dem. – Vi bringer gaver med: Manglende realitetssans, utaknemlighed, frækhed, grådighed, misundelse, smålighed og desuden et vist talent, så jeres vrælende møgunge bliver i stand til at gøre stor skade på nationens åndsliv og især på de hundredetusinder af stakkels gymnasieelever, der skal tvangslæse hans ævl i anden halvdel af århundredet og endnu længere frem.

Kuffart Rifbjerg gik i kælderen efter sit veltjente jagtgevær, men inden han fik det ladt og kom op igen, var ånderne forsvundet, og den blegrøde stjerne skinnede heller ikke længere så kraftigt.

Det var nok en ond feberfantasi alt sammen, tænkte han, mens han fandt vej til soveværelset, hvor lille Klaus hylede som en sindssyg.

Kuffart, der skulle møde klokken 04.31 prc. på sit job som kommunal natrenovationsinspektør, havde lyst til at kvæle barnet, men gjorde det ikke.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 22: Det Herrens år 1945

Skriv et svar

– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Skriv et svar

Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen:
“Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.

Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.

Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: Kultur

År 44 f.Kr. i Rom: KNIVFORBUD I NATTELIVET

Lokale orgier afsløret af skjulte kameraer

ÅRETS STØRSTE STJERNER

Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder

Familiedrama: HVEM ER FADEREN?

Kalenderblad 9: Det Herrens år 1536

Kalenderblad 11: Det Herrens år 1639

Kalenderblad 15: Det Herrens år 1802

Kalenderblad 20: Det Herrens år 1931

Kalenderblad 22: Det Herrens år 1945

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969