DET HERRENS ÅR 1606

“Velsignet god morgen, Deres majestæt!”

Svaret fra manden i himmelsengen var et grynt.

“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”

To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.

“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”

“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”

“Jamen, Deres majestæt…”

“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”

“Mener majestæten whisky?”

“Ja, whisky for helvede, spring!”

Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.

Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.

Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.

Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.

“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”

“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”

“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”

Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.

“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”

Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.

“At your majesty’s obedient service!”

* * *

Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.

Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.

“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”

Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.

“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”

* * *

“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.

Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?

De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.

“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.

“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”

“Og Sverige.”

“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”

Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”

De bundede pokalerne og ræbede i kor.

“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”

“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.

“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”

“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”

Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.

Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.

“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.

Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:

“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea,
But sad mortality o’ersways their power,
How with this rage shall beauty hold a plea…”

“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”

Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.

“…Whose action is no stronger than a flower?
O! how shall summer’s honey breath hold out,
Against the wrackful siege of battering days…”

“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil  vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”

Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.

“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”

* * *

Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.

“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”

“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”

“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”

“Hvem siger det?”

“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”

“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”

“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”

“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”

“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”

“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”

“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside