Kategoriarkiv: Forsvar

ÅRETS STØRSTE STJERNER

Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder

enkefruen

Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.

blodhavn-restaurant

Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole.  De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).

Operasangerinde

Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.

Storbaby

Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.

BrungufP

Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som  igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.

Akademikerbolig

Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.

Forbryderalbum02

Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.

Familiejubel
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.

SE OGSÅ:

HenvHalunkPHALLOS14

Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086

Det var en mørk og stormfuld aften. Regnvand piskede Odenses i forvejen skæve tagrygge. Pløre, mudder og herreløse fækalier flød omkring i de fattige gader.

En tung mand kom vraltende hen ad Sortebrødrestræde. Han gryntede fra strube og brystkasse, og hans egestok langede nu og da ud efter en strejfende hund eller skyggen af noget, der kunne være en nærgående rotte.

‒ Hvor satan er den gæstgivergård? lød det fra ham.

Ingen svarede. Ikke et menneske var ude denne sene nat.

Han stillede sig ved næste hushjørne og urinerede med en styrke, som om han ville vaske syldstenen væk under den usle, lerklinede bygning og se den styrte sammen.

Disse effekter udeblev dog. Han rystede lemmet, trak det indenfor i læderbuksen og lukkede smækspændets rustne støbejernstænder. Som så ofte bed de i den langsomste af hans fingre. Ja ja, tænkte han, hellere det, end at de bider i noget andet.

1086 Odense

Manden var junker Jokum Landknockel, og han var på flugt. Efter en succesrig karriere i centraladministrationen og senest to års udstationering som chefskatteopkræver i Nordvestjylland var Jokum på vild flugt. Bønderne havde gjort oprør mod kong Knud, kongens skattevæsen og alle andre myndigheder, og Jokum, der var opvokset blandt landpøbel, forstod bedre end de fleste andre ledende herrer, at dette handlede om liv og død.

Jernhårde og evigt strammede personskatter havde landbefolkningen fundet sig i, men meromsætningsafgiften på alle omsættelige goder – nej, det var den ondeprygleme for groft. Der spændte vi buen for hårdt, mumlede Jokum for sig selv.

Omsider så han et svagt blafrende lys bag en fedtet rude. Konrad Hiltons gæstgiveri, engelsk og russisk tales, stod der på skiltet over døren.

Jokum bankede på. En tandløs olding mønstrede ham i dørsprækken.

– Hvem kommer her så sent?

– Det gør den her, sagde Jokum og holdt en mønt frem. – Se godt på den, du gamle. Det er en lybsk sølvdaler. Sådan en kommer ikke til Odense hver dag. I får en daler for et natteleje og et stort krus øl.

* * *

Jokum vågnede ved hyl og brøl fra gaden udenfor. Hurtigt kastede han det halvrådne halmtæppe af sig og sprang ud på gulvet.

– Til angreb, alle mand! lød det fra gaden under ham. Ophidset landpøbel vrimlede fremad i morgenlyset, bevæbnet med hakker, hjemmegjorte spyd og møggrebe. – Kongen skal dø, og det skal være i dag!

Jokum fandt en fækalie i natpotten og smurte den rundt i ansigtet. Hvis han ville gøre sig håb om at overleve i en by, der var besat af rasende oprørsmænd, måtte han se ud som en af dem. Ved hjælp af kniven i sit bælte skar han sølvknapperne af sin kofte og proppede dem ned i inderlommen. Skiltet med kongens våbenskjold og påskriften Regionsskattedirektør, cand.jur. blev også flænset løs og ploppet ned i natpotten.

Han vovede sig gennem en sidedør og en smøge ud i folkemængden.

– Af sted til kirken! lød et råb. – Kongen skjuler sig dér, den feje hund!

Jokum fulgte med mylderet. En gammel bonde stirrede mistænksomt på ham. Blev han genkendt?

– For frihed, brød og ære! brølede Jokum og skubbede bonden bagud. – Social retfærdighed, progressiv beskatning, ulandshjælp og fri indvandring fra Mellemøsten! Rød front!

De første rasende bønder havde allerede med en træstamme som rambuk knust døren til domkirken. Et par heste stod ved siden af våbenhuset og vrinskede nervøst. Kongen havde åbenbart ikke noget stort følge med til at beskytte sig.

Junker Jokum var større og stærkere end de fleste, og han skovlede sig vej frem gennem de ophidsede proletarer og ind ad den sprængte dør. Kongen skreg som en gris oppe foran højalteret. Da Jokum nåede frem, var han blevet tavs. Junkerens skarpe kniv skar læderpungen fri af kongens bælte. Den var tung af guldstykker.

– Alt dette har han stjålet fra os! brølede Jokum. – Nu tager vi de skatte tilbage, som retmæssigt er vores!

Han kastede et par af de mindre mønter ud til siderne, og oprørsmændene styrtede efter dem, mens junkeren trak sig baglæns ned gennem midtergangen.

– Det er overstået! råbte han til folkemængden udenfor. – Vi har sejret! Nu skal den jævne mand til hest, og de store folk bliver spændt for ploven og kærren! Rød front og mere rød front!

Han rev det kongelige dækken af den nærmeste krikke, stak foden i stigbøjlen og kom op på dyrets ryg.

– Videre! råbte han. – Kongens lakajer rider mod Nyborg, men de skal ikke undslippe!

* * *

Hesten var en god traver, og så snart Jokum var kommet ud af den østre byport, satte han kursen mod syd. Han trak vejret dybt ned i lungerne, og et smil bredte sig i hans brunskorpede ansigt.

– Du klarede den sgu endnu en gang, mumlede han for sig selv.

Samme aften holdt han festmiddag på Harry Hiltons Gæstgivergård i Svendborg. Stegte duer blev båret ind, og rhinskvin funklede i glassene. En tilkaldt lutspiller i røde fløjlsbukser stod ved døren og frembragte stemningsmusik, og ved bordet tronede Jokum sammen med Smukke Sally og Minna Måneskin, to af Sydfyns bedst kendte og mest efterspurgte skøger.

– Kongens guld skal komme alt folket til gode, sagde han og klaskede Minnas fyldige bagdel med sin madfedtede næve. – Skål, tøser, der er mere, hvor det kommer fra!

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 3: Det Herrens år 1131

Det var en mørk og stormfuld aften. Sne og slud piskede hen over Nordvestjylland, men inden for Knockelborgs tykke kampestensmure buldrede ilden lystigt i riddersalen.

– Øl og gris, mere af det hele, jeg æder mig fed, for jeg vil ikke dele! sang en glad stemme, mens en velskabt køkkenpige kom dansende ind med friske forsyninger.

Junker Asmuld Ringknockel, slottets unge søn og arving, sad alene ved højbordet med et krus mumme og glædede sig over, at dagens kongelige besøg netop var overstået uden dødsfald eller legemsbeskadigelse. En borgerkrig hærgede atter Danmark, og blodet flød.

1131 Bob

For nogle timer siden havde en af de mange tronarvinger, prins Hubert Lubbertmule, forladt Knockelborg sammen med sin hofklovn Bob og et lille følge af beredne mænd. Alle var i glimrende form, de havde røde kinder, og de flatulerede højlydt efter den frokost, junkeren og hans forældre havde budt dem på.

I disse tider så man sjældent en kongelig person, uden at der var stukket et sværd eller et spyd gennem ham. De danske stormandsslægter lå i bitter borgerkrig om tronen og alt muligt andet. Drab blev begået i stribevis, og selv familierne havde efterhånden svært ved at holde tal på dem. Svend, Knud, Magnus, Erik og endnu en Erik… overalt i landet lå lemlæstede konger, arveprinser og tronprætendenter gravet ned sammen med riddere og andet personel, som havde været så uheldigt at blive indblandet i den tilsyneladende uendelige tronstrid.

– Satans til sjov, mumlede junker Asmuld og drak af det krydrede godtøl.

I det samme hørte han lænkehunden gø i slotsgården, og få øjeblikke senere kom slottets gamle staldmester, Polle Jerngumme, ind i salen.

– Stor ulykke, herre junker, sagde han. – Prins Hubert ligger død på heden. Hans lille hofnar står hernede og græder.

Asmuld rejste sig og gik hen til vinduet. Han var en kraftigt bygget ung mand med et godmodigt, rundt ansigt. De, der ikke kendte Asmuld, antog ham ofte for at være blød af sind og langsom i opfattelsen.

I gården stod prinsens følgesvend, den engelske dværg, som gik under navnet Bob the Ripper, ganske rigtigt mellem en pony, som var hans eget ridedyr, og en vældig hingst med et skarlagenrødt dækken. Hingsten havde prins Hubert siddet på, da han for nogle timer siden red herfra.

– Hent ham herop, sagde junkeren, – og lad mig tale et par ord med ham.

Køkkenpigen kom ind med et fad flæskeben i fed sovs, og endnu en kande øl blev sat på bordet samtidig med, at den engelske dværg skridtede hen over gulvet.

Han var et hæsligt syn. Hvidmalet i ansigtet og med et kuppelkranium, som udgjorde en tredjedel af hans samlede højde. Under frokosten havde han sunget sjofle viser på dårligt dansk, og da det kongelige selskab drog af sted, var der efterladt en pøl af stinkende urin under Bobs plads på langbænken.

Nu nærmede han sig med en smiskende mund, mens hans øjne var rettet mod fadet med grisemad.

– Min ædle herre er faldet på ærens mark, sagde han. – What a pity. Ville det ikke være i hans ånd, hvis vi guffede gris og drak hans skål?

– Bliv stående, beordrede junker Asmuld, – og svar mig på et par spørgsmål. Var du alene med prinsen, da han døde, og var det allerede mørkt derude på heden?

– Oh yes, Sir, sagde Bob. – Vi nærmede os Holstebro, og følget var sendt i forvejen for at finde logi til os alle. Så kom denne ækle snigmorder jagende ind bagfra. Jeg er udsendt af biskop Eskil! råbte han. Nu skal I få jeres bekomst!

– Plejer en snigmorder at præsentere sig? spurgte Asmuld.

– Well, Sir, det ser ud til at være dansk praksis.

– Ser ud til at være, ja, for ved de sidste 12 drab på danske konger, tronarvinger og riddersmænd har man hørt disse sælsomme råb. Og hver gang er det foregået på et mørkt og øde sted, hvor den myrdede var i selskab med dig, og hvor du bagefter var eneste vidne.

Bobs ansigt blev om muligt endnu hvidere.

– Giv mig en bid gris, junker, sagde han, – og lad mig forklare…

– Nej! brølede Asmuld, idet han rejste sig og trak en blinkende daggert. – Du er gennemskuet! Du har myrdet dine herrer på stribe og hver gang givet en anden skylden. Alle blev de stukket bagfra, ikke sandt, mens de troskyldigt vendte ryggen til deres lille entertainer. På den måde har du holdt borgerkrigen i gang og badet Danmark i blod og ulykke. Men nu er det slut, Bob. Om en halv time er du svinefoder i staldene, og dine knogler…

Junkeren sprang fremad, men den lille mand på gulvet var lynhurtig i farens stund. Han væltede fadet med grisemad ned på stengulvet, og Asmulds fødder gled i den dampende, slibrige flæskestuvning.

Et brøl bekendtgjorde, at noget var galt, men inden junkeren kom på benene og til klarhed, var dværgen forsvundet på sin pony, og han havde det ufortjente held, at der tidligt næste morgen afgik skib fra Thyborøn mod England.

Efterskrift:

Bob the Ripper fortsatte sin karriere som stand-up-komiker og festabe på adelsslotte i hjemlandet. Hans søn fik navnet Jack og begik allerede som fire-årig sit første drab, camoufleret som en drukneulykke.

I en alder af 11 skubbede Jack sin berusede fader ud over en skrænt på det skotske bjerg Ben Macdui under en herskabsudflugt med dans, masturbation og sækkepibemusik.

Jack gjorde som faderen karriere i showbusiness og fik en søn, der blev navngivet Bob. Denne Bob blev far til endnu en Jack, og så fremdeles ned gennem århundrederne.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 4: Det Herrens år 1168

Valdemar Den Store og biskop Absalon drog på korstog til øen Rügen for at gøre venderne kristne. Hæren marcherede i takt mod borgen Arkona.
Forrest gik kongen med sværdet hævet. Lige bag ham luntede biskop Absalon af sted med et krucifiks i hånden, som han svingede rundt i luften.

1168Rügen

Til lyden af trommerne brød kongen og biskoppen ud i en spontan kampsang:

VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, Bum, Bum, Bum.”
VALDEMAR: “Venderne skal døbes!”
TROMMER: “Bum, bum, bum, bum.”
ABSALON: “De tror jo ikk’ på vores gud, men en afgud som skal kastes ud. De tilbeder Svantevit!”
VALDEMAR: “Jamen, det er jo milevidt”
ABSALON: “Ja, fra hvad vi går og tror!”
VALDEMAR: “Uuuuh. Mærk Dem mine ord!”
ALLE: “Venderne skal døbes.
Trommer: “Bum, bum, bum, bum.”

De tav i det samme, de stod foran den mægtige træport.
“Dette bliver en let sag,” sagde Valdemar Den Store. Han bankede på døren. “Luk os ind omgående.”
“Næææææ!” svarede en stemme på den anden side.
“I skal døbes nu,” råbte Absalon. “Og sådan er det!”
“Nææææ” hylede en anden.
“Det var dog for galt,” sagde Valdemar. “Vi har vandret længe for at indoktrinere jer alle med vores religion. Så I har sgu bare at lukke op.”
“Næh!”
“NÆH!”
“NÆÆÆÆÆH!”
Absalon sparkede på døren:
“Er I klar over hvem I taler til?”
“NÆÆÆÆÆÆÆÆÆ!
“Det er Danmarks drot i egen høje person,” råbte Valdemar. “Og jeg tæller til tre …”
“EN!”
“Næh!”
“TO!
“NÆH!”
“TRE!”
“NÆÆÆ!”
Pladdermasse væltede ned fra fæstningen og tilsølede kongen og biskoppen.
“Det er jo gudsbespottelse,” vrælede Absalon og trampede i jorden.
“Og majestætsfornærmelse!” brølede Valdemar Den Store.
“De lukker ikke op,” sagde Absalon. “Vi må være kreative. Lad os lave en stor hest af træ, gemme os inden i og lade dem tro det er en gave.”
“Eller vi kan lave en stige,” foreslog kongen.
“Det kan være der er en bagindgang,” sagde en ung soldat bag dem. “I så fald kunne vi snige os ind bag på dem.”
“Glimrende forslag,” sagde Valdemar Den Store. “Af sted. Rundt om hjørnet!”
Hæren trampede kampklare rundt om fæstningens højre hjørne.
De fik sig en lang næse da de opdagede at borgen var forloren. En stor kulisse af krydsfiner. Der var ingen vendere. Ti geder stod og græssede på den anden side.
“Mææææææ!”
“Mææææææh!”
“De har snydt os,” brummede Absalon.
Længere inde på øen stod den ægte Arkona i al sin glans. Venderne hujede og vinkede hånende til dem.
“Gid fanden havde venderne!” skreg kongen og biskoppen i kor.
“Mæææææh!”
“Mæææææææh”
“Mæææææææææææææææææ!”

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 5: Det Herrens år 1219

Slaget ved Lundanise i Estland var på sit højeste. Valdemar Atterdag og hans hær kæmpede det bedste de havde lært.
“Giv dem prygl,” råbte kongen.
Uheldigvis havde der blandt de danske tropper spredt sig diarré grundet indtagelse af fordærvet grævlingekød, men det var det eneste, der var tilbage i feltrationerne.
Hambus Hansemann var værst ramt af dårligdommen. Hvert femte minut måtte han tage bukserne af og tømme tarmen for indhold.
Han dræbte et par fjender, trak bukserne ned, dræbte et par stykker til, trak ned igen.
Sådan gik det de første par timer, men til sidst gik det galt.
Under en heftig nævekamp gav ringmusklen efter for det ubarmhjertige tryk. En syndflod af fækalier spruttede ud og tilsølede mandens rød-hvide underbukser der var gået i arv gennem 10 generationer.

Foto fjernet

Hambus var en statelig herre der ikke ville traske rundt med indtørret fæces i bukserne. Så hellere løbe nøgen rundt. Han havde da sin værdighed.
Soldaten trak sine underbukser af og lagde dem på en sten sammen med resten af tøjet. Han kunne hente det efter krigen.
Veloplagt greb han sit sværd og gik fjenderne i møde med alt hvad han havde i sig.

“Tuck!” Et hoved blev hakket af.
“Smack!” En syngende lussing.
“Splat!” Et sværd i maven.
Hans bevægelsesfrihed var optimeret efter som han ikke længere havde tøj på kroppen. Og skulle han skide kunne han gøre det stående eller i løb. De andre ville bare tro det var mudder der løb ned ad benene.
Men ak … Vinden tog fat i Hambus underbukser, løftede dem i vejret og førte dem over slagmarken. De svævede som en rød-hvid fugl med lort i nakken.
“Klask!” Underbukserne landede i ansigtet på Valdemar Atterdag og efterlod et brunt aftryk på hans kinder.
Hambus Hansemann stivnede i rædsel. Han havde begået den værst tænkelig forbrydelse: Majestætsfornærmelse.
“Åh, gud … NEJ!” skreg Hambus. Angstens sved løb ned af hans nøgne krop.
Men kongen hævede underbenklæderne over hovedet.
Han jublede og råbte:
“Det er et mirakel. Et klæde er faldet fra himlen. Det er et tegn. Dette er danernes fane.”
Soldaterne piftede og hujede.
Hansemann jublede højest.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 6: Det Herrens år 1286

Mordet på Erik Klipping har været et mysterium i hundredvis af år. Hvem myrdede ham og hvorfor?
Et nyopdaget dagbogsuddrag fra monarkens personlige hjælper, Elmer Poppelpakke, kan måske lede os i den rigtige retning:

22. november 1286.

Der er sket noget forfærdeligt i nat.
Kongen og jeg havde lige været på jagt i det jyske land. Hans majestæt var i sit es. Han havde sablet alle de dyr ned han kunne finde, hvilket mundede ud i over 300 arter. 

De fleste var for store til at tage med hjem, men jeg havde bakset de fleste op på en kærre som jeg med besvær trak af sted efter mig.
På ladet var der grævlinger, pind- og vortesvin, ulve, harer, rotter, geder og lækatte, bare for at nævne nogle stykker.
I mellemtiden var et voldsomt uvejr brudt ud. Vi blev drivvåde.
“I tørvejr!” råbte kong Klipping og klaskede sin krikke i nakken.
Den vrinskede og galoperede ud over marken. Jeg fulgte efter så godt jeg kunne med kærren uden at tabe de mange jagttrofæer.
Der lå en afsides stald lige foran os. Her kunne vi søge ly for natten.
“Jeg okkuperer denne lade,” skreg hans majestæt og hoppede af hesten. “Det må jeg godt thi jeg er kongen!”
Han slog porten op og smed sig i en høstak. Jeg gennede hesten indenfor, parkerede vognen med de døde dyr og lukkede porten.
“Stik mig noget vin, min kære stikirenddreng,” befalede han.
Inden jeg nåede at finde drikken frem lød der stemmer udenfor.
“Han er i laden. Jeg så ham gå derind,” skreg en mand.
“Det svin må betale for sin ugerning. Lad os stikke ham 56 gange!” sagde en anden.
“Hørt,” brummede en tredje.
Erik Klipping gik i panik. 

Finderup ill

“Herre jemini,” hylede han. “Det er en revolution. De vil forråde den danske drot. Jeg må gemme mig.”
“Hvorfor gemmer De dem ikke bare i den der bunke hø,” foreslog jeg og pegede hen i hjørnet.
“Det var dog en latterlig plan …” vrængede kongen, men han fik et listigt smil på læben. “Måske så latterlig at den kan ske at virke. Jeg gør det!”
Han gemte sig i høet. Halmen var et fortrinligt dække.
Stalddøren gik op med et brag og i døråbningen stod tre vrede mænd i regnen med stikvåben: En høj, en lav, og en flæsket.
“Hvor er den nedrige svumpukkel,” råbte den højeste. “Han har slagtet vores kvæg, vores geder og høns. 99 dyr. Han har nedtrampet vores afgrøder med sin hest. Vi var selvforsynende bønder. Det har han ødelagt. Hvem fanden tror han, han er? Kongen?”
Den laveste pegede på mig med sin kniv.
“Hvor er han?”
“Øh … han … æh,” stammede jeg.
“Fortæl os det eller dø,” brølede den fede.
Jeg begyndte at ryste. Jeg måtte finde på noget …
“Sig til de forpulede pøbeldyr, at jeg stak af til hest for fem minutter siden,” råbte kongen fra høstakken.
Det var et glimrende forslag som sikkert ville have virket, hvis det ikke havde været for at alle i Finderup Lade kunne høre hans kommentar …

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 8: Det Herrens år 1402

– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!

Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.

Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.

– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!

De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.

– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.

Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.

Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.

– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.

Ridderne så tvivlende ud.

– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.

– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!

Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.

– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.

1402 collage

Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!

* * *

Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.

– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.

– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.

Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.

– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!

Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.

– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.

Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.

– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?

– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.

– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?

De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.

Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 10: Det Herrens år 1566

Tycho Brahe lallede rundt på gaden, da han blev antastet af den irriterende Manderup Parsberg.

“De er talentløs,” råbte hr. Parsberg. “Jeg er langt klogere end Dem.”

Tycho prøvede at holde hovedet koldt. Hr. Parsberg ville tirre ham, men Brahe nægtede at miste besindelsen.

“De er bare misundelig,” svarede han tørt.

“Misundelig, ha!” Manderup dansede provokerende rundt om hr. Brahe. “Astrolog bliver De aldrig. Det kræver dygtighed.”

“Pil af.” Hr. Brahe viftede med hænderne.

“Ikke nok med at De er en tåbenakke … De lugter også af køkkenmødding.”

Tycho Brahe stivnede. Hørte han rigtigt? Det gjorde han vist, for rivalen fortsatte sin hån:
“De lugter af lort, Tycho Brahe. Hvad er forskellen på dem og et das? Et das lugter bedre.”

Manderup grinede over sin egen vittighed. Den var sikkert morsom dengang.

“Må jeg være fri.” Tycho Brahe havde fået nok. Ingen skulle komme og sige at han lugtede af bæ. “Rend og hop.”

“Hvad sagde De?” brummede Parsberg.

“Deres moder lugter af døde dyr,” råbte Tycho.

“Hvor vover De at blande min moder ind i denne affære? Skal De have et par på skrinet?”

Manderup hævede næverne og hoppede på stedet.

“Lad mig spå om Deres fremtid,” sagde hr. Brahe. “Den er fyldt med blå og gule mærker.”

En dreng, der havde fulgt med i skænderiet, råbte ud over gaden:

“Hanekamp på åben gade. Kom og se.”

Folk nærmede sig fra nær og fjern og omringede de to unge herrer. Håndgemæng var en af livets glæder. Vold var god underholdning for hele familien.

De to unge mænd trak hver deres kårde og stillede sig klar.

“Den første der bløder vinder kampen!” Tycho Brahe slog ud efter Manderup, der parerede og svarede:

“Præmien er ære og stolthed…”

Klingerne mødtes på ny.

“… og en tur i kanen med mig!” lød en hæs stemme. Det var byens mest afskyelige prostituerede, Magda Byldebæk. Hun lavede trutmund med det tandløse tudseagtige mundtøj. Med sine behårede arme løftede hun op i skørtet og afslørede et par tykke askegrå ben med store sårskorper, rynker og indtørret afføring. “Bentøjet er bare fjong. Jeg kan blive ved hele natten. Tro mig. Jeg har gjort det før!”

1566 næse

Begge kombattanter gøs. Det var vel historiens værste præmie. Duellen fortsatte. Dog langsommere og mere tøvende end før.

Tycho gjorde sig dårlig med vilje. Han kunne mærke, at Manderup gjorde det samme. Ingen af dem ville vinde en nat med Magda.

“Snit mig på armen,” hviskede Manderup. “Det er helt i orden. Jeg kan vinde en anden dag.”

Tycho pegede i stedet mod det forfærdelige kvindemenneske og råbte:  “Åh gud. Se hvad hun gør!”

Folkemængden og Manderup vendte sig forvirrede om mod glædespigen. En perfekt afledningsmanøvre. Tycho greb chancen og høvlede ansigtet ind i Manderups sværdklinge, så næsen røg af.

“Auv for fanden,” hylede Tycho og tog sig til ansigtet. Det blødte ud over det hele. “Manderup hakkede snudeskaftet af mig… Pokkers, jeg tabte!”

Rivalen stirrede chokeret på sin kårde. “Nej, det var ikke mig.”

“VI HAR EN VINDER!” jublede folkemængden i kor. “Manderup! Manderup!”

“Nej, det var ikke mig. Jeg sværger,” jamrede han, men der var intet at gøre.

“Kom her, dreng. Vi har en lang nat foran os.” Magda løftede Manderup op og bar ham ind i privaten. Hun gik i gang med det samme.

Denne nat kun Manderups Parsbergs jamren høres over hele byen.

Tycho Brahe havde mange smerter de følgende uger, men han klarede den. Senere fik han en protese af sølv, som han bar med stolthed. Javist, hr. Brahe mistede næsen den dag, men det kunne være gået ham langt værre. Han kunne være endt i favnen på byens mest vederstyggelige kvinde…

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 12: Det Herrens år 1644

Kong Christian stod ved højen mast på dækket af Trefoldigheden i fuld krigsornat. Det var slaget ved Kolberger Heide. Den svenske flåde nærmede sig, men det skræmte ikke kongen.

“Hvad har de at byde på når det kommer til stykket?” råbte han til besætningen. “Surstrømning og skrå. Og det er ved gud ikke værd at samle på. Er det vel?”

“Nej!” brølede besætningen i kor.

“Klargør kanonerne!” kommanderede Christian d. 4., svingende med arme og ben.

På en krudttønde sad skibsdrengen Milton. Han fordrev tiden med at snitte penisser af drivtømmer. Det var det eneste, han kunne finde ud af at snitte. Engang prøvede han at udforme et andet motiv, et krigsskib, men det endte i en stor erigeret fallos med tykke blodårer og en vorte på siden. Om han ville det eller ej var han dømt til at udforme det mandlige kønsorgan i sit snitteri.

1644 Milton

“Affyr!” skreg kong Christian.

KA-BUM … Skibet rystede ved braget. Milton væltede af tønden og mistede grebet om kniven. Den skarpe klinge roterede gennem luften og borede sig … ind i masten. TUCK!

“Så pas dog på med den kniv, møgunge,” skreg Christian d. 4., der stod lige ved siden af masten. Han fór mod Milton og afleverede en disciplinerende lussing. KLASK!

“Du må ikke snitte på dækket.”

“Undskyld,” svarede drengen. Han fjernede kniven fra masten og satte sig tilbage på krudttønden med ryggen til. Så kunne han snitte i smug.

BUM! En svensk kanon gik af.

“Pas på!” brølede kongen. Kanonkuglen susede mod dem. Kong Christian kastede sit flæskede korpus til siden, mens træsplinter stod til alle sider.

BUM! Endnu en svensk kanon bragede. Ti danske soldater blev sprængt i stykker. Indvolde fløj, og afrevne lemmer lå spredt over alt. Kongen greb en arm fra gulvet og svingede den krigerisk over hovedet.

“Affyr!”

KA-BUUUM! Milton væltede atter. Denne gang fløj både kniven og træfiguren ud af hans hænder i retning af kongen. Kniven landede nær Christians venstre fod, mens den forlorne penis ramte ham i panden. DUNK!

“Nu er det nok.” Majestæten greb sit sværd og marcherede truende mod drengen.  “Af med knoppen!”

Men ak. Det royale bentøj snublede over et løst gulvbræt. Han væltede forover og hamrede det kongelige ansigt direkte ned i en indtørret faconfækalie, der stak op mellem gulvbrædderne.

“AUV!” skreg han. Derefter blev han tavs.

Den korpulente mand lå blødende og livløs på dækket med den brune stump stikkende ud af højre øjenæble.

Milton var i chok. Han var skyld i denne tragedie. Han havde myrdet kongen ved en fejl.

“Kongen er død!” skreg Milton. “Han har hul i hovedet.”

Besætningen kiggede forskrækket på den døde mand.

“Vi må overgive os med det samme,” råbte en soldat. “Ingen kaptajn – ingen sejr.”

“Hørt!”

“JA!”

“Frem med det hvide flag.”

“IKKE PÅ MIN VAGT!” Christian d. 4 rejste sig op med den tørre lort i hovedet. Det dryppede med blod ned af kinden. Han var en smule omtumlet, men klar til kamp.

“Han er i live!” jublede alle.

“Hvad er der hændt mig? Det svier i øjet,” udbrød Hans Kongelige Højhed. Han havde tilsyneladende fået hukommelsestab.

“Jeg så det hele,” svarede en mand med fuldskæg og træben.

“Sig frem.”

“De knaldede såmænd bare den ene glug lige ned i en knas-tør fækalie …”

“Majestætsfornærmelse!” hylede kongen og skød manden ned på stedet med sin pistol. BANG!

“Andre bud? Hvad skete der med mit øje?”

“Svensken gjorde det!” svarede Milton abrupt.

“Aha,” sagde kongen. “Svensken gjorde det. De kanaljer skal ned med nakken.”

Efter denne dag valgte Milton at lægge livet til søs på hylden. Han åbnede en lille butik på land, hvor han solgte sine penisser til almene borgere. Biksen var særdeles populær hos kvinderne. Senere blev hans produkter mekaniske, men det er en helt anden historie.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 13: Det Herrens år 1710

Krigsskibe lugtede fælt, når man kom om bord, og søløjtnant Peder Storknockel kunne efter fem års tjeneste stadig ikke vænne sig til de potpourrier af harsk stank, der omgav ham døgnet rundt. Nu stod han atter ved linjeskibet Dannebroges ræling og kastede op. Måltidet havde bestået af saltet flæsk og stenhårde beskøjter, og Peders mave egnede sig bedre til møre bøffer, kartoffelkroketter og burgundisk vin.

– Hvad bliver det til, løjtnant? Er han klar til mønstringen, eller skal han have røvprygl i dag igen?

Kommandøren, admiral Iver Huitfeldt, havde en tør, raspende stemme, næsten lige så slem at blive ramt af som den nævnte disciplinære foranstaltning.

Peder vendte sig og gjorde honnør.

– Klar til tjeneste, skipper!

Længere henne ad rælingen sad et par matroser og defækerede om kap ned i Køge Bugt. Forude stod en skibskok og rørte i en balje med grålig, klistret byggrød.

Peder Storknockel fulgte efter admiralen bagud og betvang sin lyst til at gribe ham i krave og livrem og kaste ham over bord.

Livet som søløjtnant var plagsomt. I sine drengeår havde Peder kun set krigsskibe på afstand ude på Vesterhavet, og det var synet af de bugnende sejl og skummet foran bovsprydene, der havde vakt hans lyst til søen.

Som 22-årig fortrød han sit valg af karriere, men der var ingen vej tilbage. Hans ældre broder, Gumbert Storknockel III, havde arvet familiegodset ved Nørre Usseldrup, og der var ikke plads til en forløben sømand med verdensherremanerer.

Peder, hans admiral og det stolte linjeskib Dannebroge befandt sig lige nu i Køge Bugt med udsigt til et snarligt slag. Peder skulle for første gang i ilden og, værre endnu, måske i nærkamp på sabel, kniv og knytnæver mod de satans blodtørstige svenskere.

– Kongen forventer af os, at vi gør vor pligt og udviser den største tapperhed og koldblodighed. Sejren eller døden! bjæffede Iver Huitfeldt hen over de forsamlede officerers hoveder.

1710 Fritz

Løjtnant Storknockel gik under dæk for at gøre klar til kamp. Mens de menige søfolk sov i gyngende lærredskøjer mellem kanonerne, havde han som officer trods alt sin egen smalle kahyt med en skalkluge, han kunne kigge ud af. Det gjorde han, og i næste sekund lød hans råb ud over bugtens blinkende vand:

– Fritz, lille Fritz, kom tilbage!

Peder Storknockel havde i flere måneder haft selskab af en skibsrotte, som han en morgen reddede fra halshugning og opskæring til konsum i kabyssen. Rotten havde han døbt Fritz. Den sov i fodenden af hans køje, og han havde ved hjælp af godbidder og en kildende finger under hagen trænet den op til at danse på bagbenene, når han i ensomme aftenstunder spillede på fløjte.

Fritz var hans eneste ven og opmuntring om bord, og nu så han den spadsere forsigtigt ned ad ankerkæden og gøre et lille hop ud i vandet.

– Fritz, for helvede! råbte han. – Hvor vil du hen?

Peder havde overkroppen halvt ude af lugen, men hans fortvivlede råb kunne ikke kalde rotten tilbage. Fritz svømmede støt og forbavsende hurtigt ind mod land.

* * *

Få timer senere overgik Dannebroge fra rollen som aktivt krigsskib til en hæderværdig plads i dansk sømilitærhistorie. Det skete med et brag.

Linjeskibet var under de første skudvekslinger med svenskerne brudt i brand. Admiral Huitfeldt kunne måske have reddet mandskabets og sit eget liv ved at styre tilbage mod kysten, men manøvren ville have udsat hele den danske flåde for fare.

Han blev, hvor han var. Det vil sige: Da ilden nåede krudtkammeret midtskibs, for han til himmels sammen med cirka 550 andre brave danske søfolk. Braget og ildglimtet fra det eksploderende skib spredte skræk så langt borte som i København og Malmø.

– Fy for satan, mumlede Peder Storknockel, mens han holdt Fritz ind mod sit bryst.

Efter et øjebliks svær betænkningstid havde han klemt sig ud af lugen og var svømmet efter sin rotte ind mod kysten. Han ville ikke skilles fra Fritz, og det gamle ord om, at rotterne forlader et synkende skib, havde også haft en vis indvirkning på Peders beslutning.

Nu sad han nogenlunde komfortabelt under et træ på Solrød Strand, og mens flammerne fra skibsbranden kastede et kunstigt og uhyggeligt solnedgangsskær over bugten, tog han fløjten op af inderlommen og spillede sit yndlingsnummer: There’s no business like showbusiness.

Fritz sprang op på den nærmeste sten og dansede veloplagt til de kendte toner.

– Sådan skal det være, sagde Peder, da han tog instrumentet fra munden. – Vi to vil lægge verden for vore fødder!

Det gik som spået. De optrådte i alverdens storstæder, fra Hamborg og Paris til London og Madrid, overalt med succes. Da Fritz i moden alder og med grånet pels afgik ved døden, flyttede Peder til Riga og etablerede sig som natrestaurantvært med bordel i overetagen, og da det blev hans tur til den sidste udmønstring, var han ikke bare en glad og velstående gammel dreng, men også kendt overalt i Balticum som Peder Pikkelvært.

På hans gravsten stod at læse: Melior est canis vivens leone mortuo.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden