– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!

Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.

Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.

– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!

De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.

– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.

Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.

Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.

– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.

Ridderne så tvivlende ud.

– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.

– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!

Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.

– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.

Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!

* * *

Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.

– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.

– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.

Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.

– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!

Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.

– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.

Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.

– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?

– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.

– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?

De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.

Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden