Et syngespil om disciplin, første og eneste akt.

(Frk. Connie og hr. Mølm mødes i den tomme baggård.)

 “Vil De virkelig bruge et skydevåben som disciplineringsredskab, frøken Connie?” Hr. Mølm betragter sin unge veninde.
“Ja, jeg er træt af at blive trynet. Nu må der tages affære!” Hun holder revolveren i sine bævrende hænder.
Hr. Mølm ryster på hovedet og giver kvinden en lussing, så hun taber våbenet på jorden.
“Hvad var det?” Hun ser forundret på hr. Mølm.
“Dette, min kære, var en lussing. Den rette vej til disciplin!”

(En kæk jazzet rytme fylder luften. Hr. Mølm stepper og bryder ud i sang:)

Hør nu her, min kære tøs.
De må ikk’ bar’ skyde løs.
En revolver, den er snild, ja ja,
men bringer sorg og nederlag!

Hvis De møder en mand i brugsen,
og han på Dem tager fusen,
skyder De ham så bare ned?
Næææææææh!
De gi’r ham en huskekag’, og en ørefigen hist, og en næsestyver her, og et slag i nakken der,
så hans kulør blir rød’ og hed’!

For en lussing kan jo mere
end seks kugler ka´ præstere.
De må tænk’ Dem om,
De ka´ få en dom,
hvis De trækker den pistol!

Når en ækel gammel kone,
råber ad Dem i en dårlig tone,
fodrer De hendes krop med bly?
Næææææææh!
De svarer med en kindhest, et dobbelt knyttet slag og et spark i hendes mås.
De forbedrer Deres ry!

For en lussing kan jo mere,
end seks kugler ka´ præstere.
De må tænk’ Dem om,
De ka´ få en dom,
hvis De trækker den pistol!

(Kvinden og manden giver hinanden en svingom, mens en saxofonsolo spilles. Herefter synger de i kor og springer rundt i en indviklet koreografi.)

For en lussing kan jo mere (Meget mere)
end seks kugler ka´ præstere. (Det kan De tro)
Man må tænk’ sig om,
man ka´ få en dom,
hvis man træææækker deeeen pistooooooool!

(Musikken og sangen slutter.)

“De har så sandelig ret, hr. Mølm!” Frk. Connie smider revolveren ned i en container.
“Jeg gør såmænd bare min pligt!” klukler han.
De følges ud af gyden, mens regner pisker ned.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som  landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad‘

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Denne nordvestjyske knaldroman fra 1945 er et litterært fund af sjældne dimensioner, gjort af avisens unge ven og flittige bidragyder, hr. Baryl Nidding Halunk.

Læs tre stærke og fængslende udsnit af det historiske originalmanuskript og få den kulturhistoriske baggrundsforklaring nederst på siden:

Louis B. Knockel kommenterer: Der er uden tvivl tale om tre sider af min grandfætter Stinkert Y. Storknockels sidste roman “HVEM ER DØD? IKKE MIG”, som hans arvinger meldte forsvunden kort efter hans begravelse i juni 1945.

Under oprydning på den kendte forfatters arbejdsværelse, beliggende på loftet over bolsmand Hassan Larsens fårehus på Klamhuse Hede, havde arvingerne fundet titelbladet samt et håndskrevet notat, hvoraf fremgik, at han havde forfattet til og med side 191. Da hans romaner sjældent var over 200 manuskriptsider, må man formode, at “HVEM ER DØD? IKKE MIG” var tæt på sin afslutning.

Hr. Nidding Halunks manuskriptfund bekræfter, at Stinkert Storknockel havde fortjent sin position i læsernes hjerter. Han skrev i sin levetid over 80 romaner, der blev solgt i et samlet oplag af næsten 400 eksemplarer. Samtidig gjorde han sig stærkt gældende i fåre-, gede- og hundeavl og som en af de mest talentfulde fløjspillere i datidens nordvestjyske masturbationssport.

De tre ovenstående sider er indlemmet i Det Knockelske Lokalkulturarkiv, sektion B: Folkelig underholdning af højeste lødighed.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Knaldroman for skinger solist og råbekor

Solist:
Pippi var et dejligt barn,
vokset op i snavs og skarn
Kor:
Snavs og skarn, snavs og skarn

Solist:
Pippis far var bums, desværre,
hendes mor var meget værre
Kor:
Meget værre, meget værre

Solist:
Pippi drømte om en kjole,
hun kunne gå i efter skole
Kor:
Efter skole, efter skole

Solist:
Men en kjole koster penge,
og hun havde ventet længe
Kor:
Ventet længe, ventet længe

Solist:
Pippi tog til Holstebro,
det er farligt, kan du tro
Kor:
Kan du tro, kan du tro

Solist:
Pippi købte på kredit,
alt blev skrevet sort på hvidt
Kor:
Sort på hvidt, sort på hvidt

Solist:
Hendes gæld plus renters rente
ville kongens foged hente
Kor:
Foged hente, foged hente

Solist:
Iført tøjet rødt og smukt
var vor Pippi nu på flugt
Kor:
Nu på flugt, nu på flugt

Solist:
Kan jeg leve, kan jeg bo
mellem folk i Holstebro?
Kor:
Holstebro, Holstebro

Solist:
Svaret var et jernhårdt nej,
her er ingen plads til dig
Kor:
Plads til dig, plads til dig

Solist:
Bidt af lopper, bidt af myrer,
bidt af renter og gebyrer
Kor:
Og gebyrer, og gebyrer

Solist:
Stor var Pippis nød og kval,
så hun sprang fra sjette sal
Kor:
Sjette sal, sjette sal

Solist:
Denne slutning er normal,
vil du leve, så betal
Kor:
Så betal, så betal

Solist:
Hund og abe, elefant
lever også pr. kontant
Kor:
Pr. kontant, pr. kontant

Solist:
Pippi traf det gale valg,
faldet endte med et knald
Kor:
Med et knald, med et knald

Solist:
Nu er sidste vers leveret,
Pippi død og fluks kremeret
Kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret

Solist og kor:
Fluks kremeret, fluks kremeret, fluks kremeret

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical i samarbejde med Bent Fabricius-Bjerre eller Andrew Lloyd Webber, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Patienten lagde sig forsigtigt på Briksen. Det var en tirsdag i november.
“Har De Nerver til at fortsætte,” Dr. Prostata betragtede sin Klient gennem Hornuglebrillerne.
“Ja,” sagde hr. Rackelpot bestemt. “Min Beretning må frem i Lyset. Alle må have Besked, og jeg ved, at jeg kan betro mig til Dem. De er en sand Ven.”
“Godt.” Den sagkyndige Herre i Kitlen tog sin Notesbog frem og lænede sig tilbage i Stolen. “De var altså blevet efterladt i Jøderup Mose grundet en udsædvanlig festlig Polterabend?”
“Netop, Doktor. Jeg befandt mig i Ingenmandsland uden Kompas, uden Proviant, uden noget som helst. Der var kun mig alene og … Kræet!” Hr. Rackelpot rystede og stirrede som en vanvittig på sin trofaste Psykoanalytiker.
“Kræet? Hvilket Kræ?” Dr. Prostata rynkede Brynene.
“Det var ikke blot en Jærv, en arrig Kalkun eller en Honninggrævling fra den afrikanske Savanne. Næ, dem kunne jeg have klaret med et enkelt Slag i Nakken. Den virkelige Fjende var et vederstyggeligt Dyr. Kratluskeren. En skællet Gigant med sylespidse Tænder i alle Kropsåbninger. Jeg havde løbet 14 Timer gennem den barske Natur, da jeg stødte på Kratluskeren. Den tykke Hale stak ud af et Buskads. Den ventede på mig. Jeg fandt snart ud af, at den ikke ville fortære mit Legeme. Det var åbenbart for let. Skabningen var udelukkende interesseret i at ydmyge mig. Den slugte mit Tøj og gav mig ubarmhjertigt haarde Lussinger med Halen. Den jagtede mig gennem, Mosen medens den gav mig den ene Halelussing efter den anden. Da jeg endelig nåede ud i det Fri, var jeg overdisciplineret, tilsmudset og nøgen. Det var et Under, at jeg nåede frem til Bryllupsceremonien i tide. Jeg nåede end ikke at klæde mig på, da Provsten havde en stram Tidsplan den Dag og ikke ville vente mere. Undertegnede måtte gennemgå Seancen kun iført Træsko.”
“Har De set Kræet siden?”
“Slet ikke, og jeg agter ikke at lede efter det.”
“Har De i sinde at hævne dem på Kratluskeren med en Muskedonner og hænge dens Hoved over Pejsen?”
“Ingenlunde …” Hr. Rackelpot rejste sig op og smilede. “Når jeg tænker over det, var jeg aldrig sluppet ud af Jøderup Mose tids nok til mit Bryllup, hvis det ikke havde været for Uhyret.”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Agent Rusk Petersen tændte en smøg, mens han betragtede kalkunerne besørge voldsomt og synkront. Der var fare på færde.
Fuglene var hans venner. Solide samarbejdspartnere. Diarre var deres måde at råbe vagt i gevær på.
“Jeg må for alt i verden ikke forlade kalkunhuset…” Han pulsede på cigaretten. “I hvert fald ikke i øjeblikket.”
Han var på en hemmelig mission:
“Stop professor Tordenborg, alias Tudsen,” lød ordren. Det virkede simpelt, men det var langt fra en let opgave.
“Hallo, mister?” lød det gebrokkent uden for det lille træhus.
Han listede frem til døren og åbnede den en anelse.
Det var to japanske turister med fotografiapparater.
“We taking picture of you?”
Agent Rusk mærkede sine narcissistiske tendenser blusse op som balstyriske flammer. Dette var et fristende tilbud, men var det en god idé?
Turisterne smilede ivrigt.
“We big fans!”
“Really?” Rusk flåede døren op, så brædderne og hængslerne beklagede sig. Endelig nogen, der satte pris på hans bedrifter. Sande fans fortjente at fotografere hans person, til deres fingre blev ømme.
“To dark in here. Outside better!” råbte turisterne bestemt.
“Okay.” Agenten rettede på slipset og strøg håret tilbage. Han trådte stolt ud af døren og poserede energisk foran turisterne.
I det samme sprang en korpulent herre frem fra sit skjul bag en folkevogn. Tudsen.
Før Rusk vidste af det, var han omringet af banditter.
“Åh, De faldt for det gamle japanertrick,” grinede prof. Tordenborg.
“Pokkers!” brummede agent Rusk ærgerligt. “Det var det første, de advarede mig imod på agentskolen. Hvordan kunne jeg være så tåbelig?”
“Flot arbejde, drenge.” Tudsen rakte sin bolsjedåse frem mod turisterne. “Her er lidt mundgodt for jeres indsats!”
Udlændingene tog et bolsje hver og stak af.
Rusk Petersen så sammenbidt ud. Belusket og sat til skue.
En letpåklædt kvinde dansende ind i cirklen til ham, svingede med en rød gummihynde.
Tudsen grinede fjoget.
“Dette er Helga,” sagde han, mens han stoppede en blodkaramel i munden. “Er De rede til en parringsdans med døden?”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

– Vi sælger hele lortet for en krone. Jamal får 33 øre og måske et par knastørre restfækalier, hvis han selv gider samle dem op fra bunden af siloen. Ha ha!

Brødrene Harding og Hassan Pluffert sad ved bordet og diskuterede arven efter deres fader, Jolbert Svengali Pluffert, der som 101-årig var afgået ved en alt for tidlig død efter næsten ni succesrige årtier i fækaliebranchen.

Fader Jolbert havde skabt den omfattende familievirksomhed, der i dag var kendt som Pluffert Brownware International, med en aldrig svigtende sans for økonomi og effektivitet. Verden over blev han beundret som manden, der først introducerede eksplosive tørvalsede humanfækalier på spøg-og-skæmt-markedet.

– Vi gør det, sagde Hassan. – Alle værdierne er kørt ud af firmaet, og lille broder Jamal, der ikke er god til andet end at spille mandolin og penis, må leve videre på de 33 øre, der bliver til ham.

Hassan smilede selvtilfreds og ville rejse sig, men han tumlede forover og ramte gulvet. En løkke var viklet om hans fod. Storebroder Harding spærrede skrækslagen øjnene op. 

– Ha ha, I slamberter, nu får I, hvad I har fortjent!

Frem fra sit skjul under den gulvlange borddug kom Jamal Pluffert. Han piftede i fingrene, og en syndflod af brun pladdermasse væltede ind i rummet.

Jamal kastede sig baglæns ud af vinduet og landede på den græsplæne, der omgav familiefirmaets fækaliesilo.

Tonsvis af den fælles formue pladrede ind i rummet, hvor de skurkagtige ældre brødre havde holdt møde. Kontorer og kontrolrum brød sammen, og Jamal kunne se de to slamberter sejle i bedøvet og mørbanket tilstand på en dampende brun flodbølge ned mod Blodhavn strand.

Jamal trak kasketten frem i panden, og mens han vandrede ad sognevejen op mod Klamhuse, sang han ”Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer…”

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24

Det eneste, han ønskede, var blot en enkelt lur,
men alle de forstyrrelser var en tortur.

Nogen slog på døren med store tordenslag,
hr. Krage blev jo bitter og fik mindsket velbehag.

En dørsælger stod der, den første gang det bankede,
han smilede med sin kuffert, og ryggen kækt han rankede.

“Køb dit, køb dat. De kan da få billigt.”
“Skrup af, og lad det gå lidt villigt!”

Anden gang det buldrede, var en ganske anden sag,
Pantefogden maste på og sagde slesk goddag.

“De skylder mange penge.
Har ventet alt for længe.”

“Hvad rager det mig, forsvind,
før en lussing farver Deres kind!”

Tredje gang er lykkens gang – men ikke for hr. Krage.
Det var svigermor. Hende ku’ han godt nok ikk’ fordrage

“Du er skuffende, Herbert, for vort familieliv.”
“Hvor vover du at komme her, dit gamle skidestativ!”

Hr. Krage gik i værkstedet, arrig som et dyr,
fandt en samling ragelse — han var en snedig fyr.

Næste dag kom alle plagerne tilbage,
men nu mødte de en forberedt hr, Krage.

Ved middagstid han rev døren op i hast
og gav sælgeren en på skrinet, den lille fusentast.

På den næste gæst hr. Krage brugte selvsamme metode.
Redskabslussinger var disciplin til den sleske pantefoged.

Herbert Krage sad nu spændt på lur,
så svigermor ku’ få en velfortjent tur.

Smæk, smæk,
klask, gå væk!

Han havde fundet et argument,
der var djævelsk kompetent.

Ja, han havde en kur
og kunne ta’ en lur.

Lussing med et fjedrende redskab
blev den plagede mands beredskab.

Lussing, lussing, smask og sproing,
og så er det ikk’ engang løgn.

(Denne versificerede knaldroman er indtelegraferet af vor rigt begavede unge ven, hr. Baryl Nidding Halunk. Se alle hans lødige korrespondancer her.)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad

Spring til kalenderblad nr.
1   2   3   4   5   6   7   8   9  10  11  12  13
14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24