Tag-arkiv: opfindere

Propper og massage

Stemningen i hjemsognene er trykket efter visheden om det altødelæggende sorte hul, der om ganske kort tid vil pulverisere den virkelighed vi kender. Men selvom panikken har bredt sig er der tværtom flere lokale opfindere der har genvundet virkelysten.

”Jeg har i flere måneder ikke vidst hvad jeg skulle fordrive tiden med, men nu ved jeg det. Jeg skal lukke hullet. Det er min skæbne,” sagde opfinderen Rolak Schwap, der vil forsøge at konstruere en prop som han kan forsegle det sorte hul med.

”Pjat,” siger et andet lokalt geni, Lumpert Lingo. ”Det skal lukkes med min massagemaskine!”

Den unge opfinder har bygget en mageløs massagemaskine der tilsyneladende skal massere området omkring hullet, så det til sidst lukker sig i.

Ideerne, teorierne og de praktiske løsningsforslag er mange. 13 forskellige opfindere har lovet at står klar med løsningsmaskiner i overmorgen, hvor de sammen vil køre mod Vammelmose Muddersø og tage sig af problemet.
Vil det lykkes dem?

Hr. Nidding Halunk følger op på sagen, klik straks videre til
VAMMELMOSE AFSNIT 1 2 3 4 5 6 7 8 9

Retur til avisens forside

Indbrud på Kahlluns storværksted

HalunkLOGO

27 POTENTIELT FARLIGE OPFINDELSER STJÅLET

I nat eksploderede ydermuren på Kahlluns Storværksted hvorefter 27 af videnskabsbrødrenes seneste opfindelser blev stjålet. Iblandt er flere specialfremstillede skydevåben, et par køretøjer og en håndfuld hemmelige fækaliedrevne prototyper.

Soden på murbrokkerne indikerer at der er anvendt en sort lubert til sprængningen. Viden-skabsbrødrene Kræn og Kyrill Kahllun er i vildrede.

Kahllun opfindelse

”De stjålne objekter er vanvittigt farlige i de forkerte hænder. Halvdelen er ligefrem ikke færdigtestet og derfor ustabile,” udtaler Kræn Kahllun.

Flere steder i bygningen har man fundet sorte fjer, fugleafføring samt brødkrummer. På overvågningsfilmen kan man se en høj velekviperet skikkelse med et fuglehoved rasere laboratoriet i selskab med 19 Halunk-kloner.

Personen er uden tvivl den eftersøgte Æghardt von Päp, der rygtes at have opbygget et gigantisk kriminelt netværk i Nordvestjylland. Eftersigende har han overtaget flere af den berygtede Rulle-Johns aktiviteter og har ligeledes rekrutteret størstedelen af den afdøde rullepølses forbryderkumpaner.

Æghardt3

Jeg, Baryl N. Halunk, er sikker på at dette er en måde at hævne sig på mig efter den store klonplan blev forpurret af mine trofaste kollegaer Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus.

Æghardt von Päp pønser på noget. Han er tydeligvis ved at opruste til en stor og nedrig plan. Hvad det er må vi vente og se. Jeg vil personligt stoppe ham og mine resterende kloner. Stol på det!

SE MERE HER:

LOGO1

Retur til avisens forside

Kahllun-brødrene skaber 12 organiske kopier

HalunkLOGO

NYT FRA VIDENSKABSMESSEN:

I forbindelse med Nørre Usseldrups månedlige videnskabsmesse blev flere banebrydende opfindelser præsenteret for en jublende tilskureskare. I salen stod over 80 lokale opfindere med hver sin geniale konstruktion.

“Konkurrencen er stor denne måned,” udtalte den gæve opfinder Nathan Mandrik, som selv havde bygget en fækalie-levitator, der fik en brunvare til at svæve en meter over jorden i 30 sekunder.

Ikke overraskende var det brødrene Kahllun, der blev det store samtaleemne, da de afslørede deres organiske kopimaskine, som kan lave kopier af en hvilket som helst levende organisme. Maskinen kører på Uran, Plutonium og Fækalium.

“Vi har så mange ideer, men vi er kun to brødre med fire arme,” råbte Kræn Kahllun, inden han og broderen Kyrill satte sig ind i den organiske kopimaskine og lod sig duplikere af flere omgange.

Efter blot ti minutter stod de to Kahllun-brødre med seks kopier hver.

Herefter tog Kræn og Kyrril et gruppebillede af de 12 kopier og gav dem hver sit unikke navn for at forhindre forveksling.

De tolv kloner - med tekst - Kopi

De to originale videnskabsbrødre slår fast, at maskinen ikke vil blive stillet til rådighed for det brede borgerskab, da det kan føre til overbefolkning på under en uge.

“Det vil udelukkende være uundværlige personligheder, der vil få tilladelse at lade sig duplikere,” sagde Kyrill Kahllun (eller en af hans seks kloner. På dette tidspunkt var jeg i tvivl) og fortsatte: “Skulle en vigtig person gå bort, er det rart at have en i reserve.”

SE OGSÅ:

HenvHalunkKahllunværksted

Retur til avisens forside

Kahlluns Storværksted indviet

HalunkLOGO

Den nedlagte penisprotesefabrik, Pælles Propre Penisproteser, blev sidste måned opkøbt af videnskabsbrødrene Kræn og Kyrill Kahllun. Med flid, virkelyst og iver renoverede og omdannede opfinderparret bygningen til et epokegørende storværksted, hvor de i fremtiden vil holde til. Det

Det nye værksted, på Gl. Skrammelvej i Nørre Usseldrup, blev indviet i dag kort før middagstid, hvor en talstærk folkemængde var mødt op for at lykønske de geniale unge herrer.

Kahlluns værkstedsbygning

Klapsalver, gratulerende tilråb og glædeslussinger blev uddelt, da Kræn og Kyrill i fællesskab klippede gummisnoren over og i det samme erklærede Kahlluns Storværksted for åbent.

– Vi vil i fremtiden kunne frembringe større og mere utrolige opfindelser end før, nu hvor vi har fået mere plads at boltre os på, erklærede det stolte opfinderpar ved indvielsen.

Den nye værkstedsbygning indeholder et laboratorium, gigantlager, et kombineret demonstrations- og forsøgslokale samt et fælles kontor med mosgrønt gulvtæppe og en likørautomat. Endvidere rummer værkstedet to nydelige lejligheder på øverste etage, som brødrene fra nu af og mange år frem vil bruge som domicil. Hele værket drives af en, i kælderen placeret, pungrottedreven trædemøllemotor, der giver al den energi, to arbejdsomme opfindere har brug for.

Kræn og Kyrill Kahllun har fra i dag og en uge frem bedt om arbejdsro, da de er ved at lægge sidste hånd på en fantastisk opfindelse, der vil gavne både husmødre og sognebørn.