Det er med stor sorg, jeg må meddele, at min grandfætter Sjúrður Fjertsmølle ikke er mere.
En grindehval ved navn Aðalgunn selvdetonerede under en afslappet hyggestund på det ellers meget respektable forlystelsesetablissement i Trongisvágur, hvor Sjúrður hver fredag blev vasket og spenderede både sin tid og sine penge – og sang maggiduddier med sin malmfulde røst. Rygter vil vide, at Sjúrður havde haft Aðalgunn med i en syvtimers kædedans, og at al den rumlen blev for meget for hendes mave.
Hans bortgang vil blive husket. Der sidder stadig vinduesglasblandede rester af ham på klippevæggen i vest-Trongisvágur, og denne moderne helleristning overvejes fredet og flyttet til Thorshavn nationalmuseum. En flottere begravelse kan man vel ikke ønske sig.
Hans malmfulde røst er dybt savnet på egnen. Især ved tæt tåge var han nyttig, men også ved indkald af får eller grind var han uovertruffen.
Det glæder mig i disse svære dage usigeligt at vide, at Sjúrður Fjertsmølles gener er bevaret på Nr. Usseldrupegnen.
SE OGSÅ:
