Tag-arkiv: Pula

Kampen om den røde rubin 21:25

… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …

Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.

“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder … Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …

Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.

“Han må stoppes omgående!”

Han greb røret til den røde telefon.

“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”

Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.

“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”

* * *

Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.

Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.

Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.

PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.

Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!

Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.

Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.

Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.

“Hvad fejrer vi?” spurgte han.

“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.

“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.

“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”

Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.

“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.

“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”

Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.

I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.

“Vrruff!”

“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.

* * *

Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.

“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.

Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.

“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.

“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.

“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”

“Javel.”

* * *

“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.

“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”

Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.

Han rakte rubinringen til hende.

“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”

Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:

“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”

Benni brød hulkende sammen.

“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”

“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.

“Hen for at stoppe Svend!”

“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.

“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”

“Hvor?”

“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Bodega hygge druk

Mere info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 22

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 23:25

Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.

“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”

“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.

“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.

“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”

* * *

“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”

Han løftede fiskekrogen fra æsken.

“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”

“Chef?” afbrød Brutus.

“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.

“Det banker på døren.”

“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”

Doktorens ansigt blev glat.

* * *

Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.

“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”

Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.

“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”

Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.

Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.

1 minut …

2. minutter …

3. minutter …

4 minutter …

5 minutter …

Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.

Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.

“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.

Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.

Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.

“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.

* * *

Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.

“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.

Men pludselig lød der råb.

Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.

“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”

Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.

Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.

“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”

Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.

Hugo trykkede på affyr.

“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.

* * *

Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.

Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.

Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.

“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”

* * *

“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.

Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.

Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.

“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.

“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.

“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”

Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.

“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.

“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.

“Hvem?”

“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”

Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.

* * *

Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.

17 minutter… 16… 15…

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Raket

Mere info om raketvidenskab

Flux videre til afsnit 24

Retur til avisens forside