Nyt Dansk Romanforlag: FEDE-NIELS BIND 1

Fede-Niels OMSLAG 01 2022

Formidabel ny romanserie om en overvægtig ung samfundstaber, der efter et skuddrama vender ryggen til Holstebro og bliver genrejst fysisk og mentalt som elitearbejder på Klamhuse Kadaveropskæringsfabrik.

I sin sparsomme fritid er den genfødte Niels et begejstret medlem af Blodhavn Borgervæbning. Han deltager i fækalieskydning efter levende mål og holder grisefest sammen med kampfællerne. Hans nye liv tegner lovende, men vil de frygtede gurkere fra Holstebro snart være på vej for at tage hævn?

Alle Landsbytossevenner vil elske Fede-Niels, og bind 1 er netop udkommet. Hent e-bogen hurtigt og nemt, klik her:

fede-niels-bind-01-ebog-pdf

Salgs- og distributionsbetingelser står på e-bogens sidste side.

Bemærk også: E-bogen vises og kan læses i de fleste browsere. For at gemme den på din computer skal du muligvis trykke på en download-knap som vist her:
Brug pil

Fede-Niels bind 2 er udkommet og kan hentes her

Fede-Niels bind 3 er på vej, foromtale her

Stribevis af gode anmeldelser hilser Fede-Niels velkommen:

“Det første bind i Fede-Niels-sagaen bør læses af alle med respekt for sig selv.
En tempofyldt, lærerig og livsbekræftende skildring af et ungt utilpasset menneske, der ved hjælp af nordvestjysk disciplin og fast arbejde på kadaveropskæringsfabrikken får livet på rette kurs.
Jeg har læst mange bøger i mit liv, men ingen andre har givet en så sanselig oplevelse som dette mesterværk. Ønsker man åndelig føde og en litterær erektion, så læs værket omgående.
6 ud af 6 halunkske huer herfra!”
Baryl Nidding Halunk, elitekorrespondentHalunk huer

“Barsk Social-Realisme, der skildrer en tit overset stor Del af den danske Befolkning, hvis Personlighedsforstyrrelser, hang til stump Vold og gode Evner som Griseopsprættere oftest nedtones til Fordel for mere bløde Værdier saasom at kunne styre en grøn Ladcykel fyldt med Børn tværs gennem et befærdet Vejkryds for rødt lys, medens man samvittighedsfuldt ordner Indkøb, Aftaler og Sms via Telefonapparatet. Stor Kunst — og stor Fremtid for denne Roman-Serie, der udspiller sig i en heldigvis ikke alt for fjern Fremtid.”
Dr Kelvin MacTavish, elitekorrespondent

“Jeg har sjældent i den grad været opslugt af et stykke litteratur, som da jeg blev præsenteret for Nordvestjyllands svar på Rambo, Fede-Niels!
En på alle måder stor person og en værdig repræsentant for vor stolte egn!
De levende beskrivelser af både det travle erhvervsliv samt den enestående forsvarsvilje fik mit hovede til at myldre med billeder. Aldrig før har det skrevne ord fortjent en filmatisering som dette lokalkoloristiske storværk! Og at der her er tale om bind 1 giver næring til forhåbninger om utallige efterfølgere.
Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger og tøver ikke med at tildele den 6 ud af 6 mulige tørklosetter!”
Poppe Hammurabis-Agderstierne, elitekorrespondent

“Nu har jeg læst den. Den var så spændende at jeg helt glemte at skide!”
Lars Pedersen, facebook-debattør

“En klassisk Bildungsroman
, der fornemt indskriver sig i europæisk åndshistorie ved siden af giganter som Goethe, Proust og Bjarne Castella.”
Sven Møller Bagbordsen, professor Dr. Phil.

Sjældne er de instanser, hvor det er en litterat forundt at opleve en så helstøbt debut som denne. Fede Niels har overbevisende indmeldt sig i det danske pantheon af litterære arketyper som Aladdin, Pelle Erobreren, og Walter&Carlo.”
Hans S.M. Brix, litteraturanmelder

“Et solidt socialrealistisk værk om arv, miljø og fedme på samfundets bund og eneren Niels vågnende klassebevisthed og dialektiske opgør mod produktivkræfternes repressive tolerance.”
Tjalfe Njal, RUC professor.

Forfatteren er sjældent stilsikker i sin beskrivelse af konvergensen mellem Det Onde og Det Erotiske i inkarnationen af den Fede Antikrist.”
Erwin Pazuzu, kultleder og whiskysnob.

“Mega fed historie. Fede Niels styrer!”
Brian, Studsgårdsgade

“Det danske litterære parnas er gået i selvsving over fede Niels debutroman. Lykønskningerne og rosen formeligt vælter ind.”
Wolle Cavling-Onsdagsgaard, elitekorrespondent

Gideon og Niels

Fede-Niels bind 2 er udkommet og kan hentes her

Fede-Niels bind 3 er på vej, foromtale her

Retur til avisens forside

 

15 tanker om "Nyt Dansk Romanforlag: FEDE-NIELS BIND 1"

  1. Füsentast von Hüggenheimer

    Serien om Fede-Niels tegner allerede fra første bind godt. En spændende, dybtgående og socialrealistisk beskrivelse af dagliglivet i Nordjylland og omegn, som man ikke kan lægge fra sig, når først man er begyndt at læse den. Jeg venter allerede i spænding på de næste bind og spår serien en fremtid som tv-serie, der der kan sammenlignes med mesterværker som ‘Forsyte-sagaen’, ‘Emmanuelle’ og ‘Upstairs, Downstairs’.

    Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke bringe en nærmere litterær analyse af værket. Dette ville ikke være fair og må derfor vente, til de flere af de i alt 75 bind af værket er udkommet, men jeg er allerede på nuværende tidspunkt begejstret over værkets nærmest genialt enkle struktur og opbygning.

    En ting er i hvert fald sikker. Medlemmerne af Nobelkomiteen i Stockholm kan, hvis de tilfældigvis skulle være ædru og nogenlunde vågne, godt forberede sig på omsider at skulle sende den nobelpris i litteratur, som de i ren ondskab aldrig tildelte denne forfatters store forbilleder, Karen Blixen og Sven Hazel, til Danmark.

    Med højagtelse
    Füsentast von Hüggenheimer, docent i littratur og ph.d.

    Svar
    1. admin Forfatter

      Allermest ærede hr. von Hüggenheimer

      På forfatternes, forlagets og egne vegne: Varm tak for denne exorbitant positive bedømmelse. Fede-Niels er i extase og må afkøles med isposer og nøgenløbeture i martsblæsten flere gange i timen.

      Svar
      1. Bjarne Alstrup

        Von Hüggenheimer er en vindbøjtel, en opblæst deltidsansat timelærer, hvis akademiske uddannelse stammer fra University of Guadalajara.
        Han burde udsættes for fækaliekanonbeskydning 3 gange dagligt i en måned med 31 dage, eller i dem mindste indtil han lærer at holde sine pubertære skiverier for sig selv.

        Svar
        1. admin Forfatter

          Jamen dog, hr. Alstrup, hvorfor denne vrede mod en velmeriteret landsbytosseven? Er De uenig i hr. von Hüggenheimers bedømmelse af Fede-Niels-værket?

          Svar
  2. Bjarne Alstrup

    Velmeriteret ..? Nej nu beder jeg Dem, hr. Knockel. Jeg er dybt uenig med Füsentast von Hüggenheimer i alt!

    Har De nogen sinde besøgt universitetet i Guadalajara, hr. hvorfra han skulle være dimitteret, og hvorfra hans såkaldte ph.d. efter sigende også skulle stamme ..?
    Det har jeg, og jeg har set gylleanlæg og tarmrenserier i bedre stand og bemandet med bedre uddannet og mere vidende personale end denne såkaldte læreanstalt.

    Füsentast von Hüggenheimer er kort og godt en krydsning mellem en fuldautomatisk plænevander og en fjært med ører. Hans akademiske niveau er på højde med smagen af en agurkesandwich fra i går. Han burde finde sig et job som influencer, i stedet at lade som om, han har forstand på litteratur. Så kan han sidde der foran videokameraet på sin forældede mobiltelefon og anbefale folk at købe kopivarer, få lavet en irisanalyse eller besøge en homøopat.

    PS. Jeg håber ikke lix-tallet var for højt, hr. von Hüggenheimer.

    Svar
    1. Bernhard von Svumpukkel

      Hvorfor publicere De dog alt det vås, hr. Knockel ..?
      De der perfide skriverier er jo fulde af slåfejl.
      Har De ikke korrekturlæsererere ansat på derse usle forlag ..?

      Svar
      1. admin Forfatter

        Meget ærede hr. von Svumpukkel

        Kommentarer korrekturlæses ikke. Det ville være en form for censur. Hr. Alstrups og hr. von Hüggenheimers indlæg står som d’herrer har indsendt dem. Lad mig tilføje, at de set med mine gamle øjne behersker dansk retskrivning på højt niveau — ligesom De selv gør, hr. von S! Tillad mig at foreslå, at såvel De som hr. A og hr. von H bliver korrespondenter til avisen og måske endda med tiden leverandører af litterære værker til Nyt Dansk Romanforlag.

        I samlet kolonne fremad i folkeoplysningens tjeneste under de lystigt blafrende knockelske faner!

        Svar
        1. Ulrikke Urzüla Bräunhölz-Biederwünchen von Auzenläender

          Nu må det her stoppe ..!

          Jeg tænkte jo nok, der var en skummel bagtanke med at lade læserne komme til orde her i kommentarsporet, men De er hermed afsløret, hr. Knockel.
          Det er åbenbart udelukkende et meget slet skjult forsøg på at hyre ukvalificeret, uautoriseret, uorganiseret og ikke mindst underbetalt arbejdskraft til Deres lokalsprøjte med det tilhørende usle forlag.
          Jeg tænkte det nok. De vil, snarest og i den i nævnte rækkefølge, høre fra min advokat, min fagforening, dronning Margrethe og Ombudsmanden. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men det kan vel aldrig skade.

          Gud bevare Nordjylland ..!

          Ulrikke Urzüla Bräunhölz-Biederwünchen von Auzenläender, dr. phil. og pensioneret seniorforsker i eksperimentel audiologopædi ved universitetet i Guadalajara og dermed også særdeles nærtstående kollega til den kære, elskelige og ikke mindst meget vidende dr. Füsentast von Hüggenheimer

          Svar
    2. P. A. Agderstierne

      Kære Herr Alstrup!
      Jeg har aldrig læst en mere præcis og rammende kritik af en litteraturkritiker!
      Deres kælne omgang med semantikken og Deres retoriske evner leder ens opmærksomhed tilbage på mindre komplicerede tider i Sportspalatz. En undersætsig mandsperson som dr. Goebbels på methamfetamin, kokain og udboret tarmkanal kunne ikke ha gjort det bedre! Kort sagt: Sådan ska de ha det!

      Svar
  3. Grev Flemming de Madsen de Laborde de Monpezat

    Jeg er rystet over, at De som seriøs forlægger helt ukritisk viderebringer Deres åbenbart dybt debile og analfikserede læseres tåbelige skriverier.

    Nu gider jeg ikke læse mere ævl og kævl, før næste bind i serien udkommer. Ellers er det jo bare håbløst. Ja, indtil dette sker, er det hele er håbløst. Alt er håbløst og i total deroute. Deprimerende håbløst. Intet giver mere mening, hvis det ellers nogen sinde skulle have gjort det.

    Men som den store norske tænker, Nils-Fredrik Nielsen, sagde ‘Det er aldrig for sent at give op’, så det kan man jo også bare gøre. Mod vindbøjtler kæmper man forgæves, som en vis don et-eller-andet vist rendte rundt og sagde henne i et af de varme lande … eller noget.

    Vive la France, universitetet i Guadalajara og borgerbevæbningens pneumatiske fækaliekanon..!

    Med højagtelse
    Grev Flemming de Madsen de Laborde de Monpezat

    Svar
    1. admin Forfatter

      Allermest ærede hr. greve

      Tak for Deres viderebringelse af dyb norsk visdom.

      Hvad bind 2 angår, arbejder Fede-Niels og mindst 3 forfattere om kap. Noget må snart vise sig — og ellers er De jo med Deres formidable akademiske baggrund, slægtshistorie og livserfaring den rette til at gribe pennen og føre den fedladne yngling længere ud i fremtiden.

      Ærbødigste hilsner fra Deres

      Louis

      Svar
  4. Joachim Paresseux de Mouillé de Paris

    Hvor fanden i det hede hule helvede bliver bind 2 af ..?
    Var det ikke lovet til 1. juni ..?
    Hvad laver de svumpukler i forfatterkollegiet egentlig ..?
    Er de på evig ferie ..?
    Eller tror de, at de sidder i Folketinget ..?

    Med hilsen fra en urolig, utryg og ikke mindst særdeles utilfreds læser
    Joachim Paresseux de Mouillé de Paris

    Svar
    1. admin Forfatter

      Mon cher monsieur Joachim

      Fede-Niels og hans medforfatter er midt i voldsomme begivenheder. Nedskrivning af disse tager tid og kræver intellektuel koncentration. Bind 2 forventes 1. oktober, og den imponerende forside kan beundres her:

      http://landsbytossen.dk/?p=10885

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image