Epokegørende nye pragtvehikler ud på sognevejene

Højteknologisk værdireportage: CRASS BØRSTING
Fotos: KLAMHUSE MASKINSMEDIE m.fl.

EKSKLUSIVT HØJTRYKSLUXUSVEHIKEL, udtænkt og formgivet af ingeniør Arnulf Mombassa-Mogensen og håndbygget på Klamhuse Maskinsmedie. Ingeniøren står her (i hvid jakke) sammen med fem af smediens stolte elitehåndværkere på vehiklets premieredag.
Det fremdrives af tarmgas fra mennesker og/eller husdyr. Fuldt opladet har det en rækkevidde på 50-60 km og en tophastighed på 31 km/timen. “Man skal vælge det for komfort og elegance – og naturligvis for miljøets skyld,” erklærer hr. Mombassa-Mogensen.
Og hvad koster det så? “Kom med en bindende bestilling, derefter snakker vi pris,” lyder svaret.

SPORTSVEHIKLET “DORSCHE” er pedaldrevet og har plads til 3 personer med føreren i midten. På en hylde under bagruden opbevares bagage og/eller husdyr. Vehiklet fremvises af Pilferina Lambert, datter af konstruktøren, cykelmekaniker Studs Lambert, Klamhuse Vestermark.
Pris? “Den kan der forhandles om. En velindrettet landejendom med ridestald tages eventuelt i bytte,” siger frk. Pilferina.

INVALIDEVEHIKEL, specialbygget på Blodhavn Bådværft til hr. godsejer Gideon Prunkhorst-Gyldenstjerne, som efter et beklageligt sammenstød med en høstmaskine i fjor kun har halvanden arm og ingen ben. Vehiklet er forsynet med raketmotor og har ved prøvekørsler opnået en hastighed over 280 km/timen.
“Jeg glæder mig til atter at komme ud på sognevejene og smile til de unge damer,” siger godsejeren. “Hvis en eller flere stikker tommelfingeren i vejret, kan jeg nok også give et lift. Under instrumentbrættet er monteret en køleboks til champagne, konfekt og cigarer, så kom bare an, tøser!”

TERRÆNGÅENDE MOTORCYKEL, udført som svendestykke af Klamhuse Maskinsmedies polske elitelærling, hr. Bugislaw Gomulka. “Vi forventer en omfattende eksport af vehiklet såvel til hr. Gomulkas hjemland som til fjernere steder, hvor man har brug for at komme hurtigt frem trods dårlige eller helt manglende veje,” fortæller smedemester Bulmert Poppelkrage. “En militær udgave med påmonterede missilaffyringssystemer står næsten klar, men den holder vi hemmelig, indtil en eller flere krigsførende nationer har fået lov at byde på den.”

MERE JUBELVEHIKELNYT HER:

Retur til avisens forside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image