Tag-arkiv: Gylla

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 24:25

”Aldrig i livet!” skreg Gylla, greb ud efter sin håndtaske og fremdrog sin peberspray.

Abehånden faldt ud på gulvet med et klask, rejste sig op på alle fem, og pilede som en jagtedderkop frem mod den onde advokats bagdel, hvis blinkende analprop lyste som et katteøje i mørket.

Willy Best greb om sin dunkende erektion og brølede ud over gårdspladsen:

”Jeg er egnens absolut største officielt udpegede opmand, og jeg har i årevis stået foran Vestre Landsret! Jeg forlanger…”

Der lød et højlydt svup, da abehånden rask hev proppen ud af advokatens behårede anus, men dette overdøvedes omgående af et gigantisk brag, da hans konstiperede tarme tømtes ud over hele tårnværelset.

Willy Best fløj som en raket gennem luften med en meterlang stikflamme lysende ud af sit frigjorte rektum, og sejlede over firmamentet som et stjerneskud, i retning mod Holstebro. Folkeskaren gispede i ærefrygt.

”Et tegn! Det er et tegn! Det er selve ledestjernen!” udbrød dr. Cunnilingus eksalteret, og rev sin bibel midt over, i ren eufori.

”Heil Hitler!” skreg Benito Schneckelfritz-Frederiksen, affyrede sit gevær op i luften, og skød ved et uheld vejrhanen ned.

”Yyyyyyy!” hvinede Lullah, som nu hed Abdullah Flatullah og var iført griseniqab, da hun var konverteret til islam, for ikke at blive spist til jul.

”Sikken et hyr der bliver med al den oprydning…”, sukkede Fridolph, resigneret.

”Money, money, money…”, gnækkede aben og listede diskret tegnebogen op af baglommen på en af de mange omkringstående landproletarer. Desværre var den så godt som tom.

”Det var dog satans til spektakel!” snerrede greven, og tilføjede: ”Ååh, it’s hard to be an adelsmand!”

Gylla trådte tydeligvis rystet frem på balkonen, hendes velskabte figur indsmurt fra top til tå i faecalis juris.

”Hør på mig, alle I dernede,” deklamerede hun med gråd i stemmen.

”Oh, rædsel!” skreg exorcisten og pegede op på balkonen. ”Det er Den Brune Dame! Det er et varsel!”

”Hold nu for fanden Deres kæft, og se at få os gift, inden jeg slår Deres latterlige person til lirekassemand,” indvendte Bob, der netop var vendt tilbage efter at have trukket sin stakkels far op af voldgravens ildelugtende pludder.

”Øeeh, nå, jamen-øeh, så erklærer jeg jer hermed for rette ægtefolk at være!” skrålede dr. Cunnilingus frygtsomt, ved synet af Bobs store knyttede næver og den enorme bule i bukserne.

”Ja, og må jeg så også godt snart kneppe bruden?” insisterede Bob, der var ved at eksplodere af libido.

”Jamen, så hør mig dog!” lød det atter fra balkonen, hvor Gylla hævede abehånden op foran sig.
”Jeg ønsker os allesammen en rigtig glædelig jul!”

Et blændende lysglimt illuminerede et øjeblik gårdspladsen, og et lettelsens suk løb gennem folkemængden. En af landproletarerne begyndte pludselig at synge med spæd stemme, og resten istemte efterhånden den gode, gamle sang, medens julesneen dryssede idyllisk ned over gårdspladsen:

”Glade Jul, dejlige Jul!
Willy daler ned i skjul,
Did han flyve til Ho-olstebro
Hvor de ukristne mennesker bo
Knockelborg vil dog bestå-å…
Knockelborg, du skal bestå!”

* * *

På diskotek Wankers 101 havde bestyreren netop ved udkastning i gadekæret fyret den
venlige, omend måske en anelse perverterede tjenestegørende dværg.

”Jeg vil aldrig se dig for mine øjne igen, din homofile drillenisse!” råbte han, og kastede glasset med drikkepenge efter ham.

Døren smækkede i med et brag, og dværgen snøftede lidt, rettede sin bh, og fiskede sin SS-kasket op af dammen. Han tømte glasset med mønter og studsede over den fedtede bukseknap. Så gned han på den, og et guldglimt blændede ham. Det var en 500-gulddaler courant fra 1801, kongerigets sjældneste mønt!

Nu kunne han endelig købe sig sin egen cirkusvarieté! Julen var og blev reddet, for store som for små!

(Fortsættelse og afslutning her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 23:25

“Rane Rakkelpot!” råbte Lambert, da han og hæren trådte ind på gårdspladsen. “Jeg har folket på min side. Overgiv Dem omgående!”

Døren åbnedes, og den flæskede skurk trådte ud, kun iført g-streng og lussinghandsker. Folket kom med tilråb.

“STILHED!” tordnede Rane og der blev ro i sognet.

Han trådte ned foran Lambert og sagde: “Lad os afgøre dette på gentleman-manér. Jeg, Rane Rakkepot udfordrer Lambert von Rundknockel til lussingduel.”

Alle gispede, og Lambert skar tænder:

“Jeg accepterer! Vinderen får slottet med alt indhold og Willy Best som personlig hofnar.”

De to mænd bevægede sig ud fra slottet og kravlede nøgne op på hver sin stolpe der stod solidt plantet i voldgravens bund. Stolperne havde en meters afstand til hinanden og stak fire meter op over vandoverfladen.

Lambert slog først. Ranes kindflæsk vibrerede, men hans gigantkrop stod fast. Rane kvitterede med en lussing så hård, at greven næsten mistede bevidstheden.

* * *

På afstand stod Bob og Willy og heppede på hver sin kombattant.

“Rane! Rane!” råbte Willy.

“Hvorfor hepper du på den mand? Han er min far, men selv jeg kan se at han er bims.”

“Han har lovet begge dine søstre til mig,” sagde Willy Best med et liderligt smil.

Bob svarede prompte:

“Der er vist noget far har glemt at fortælle dig. Mine to søstre er ikke kvinder fra naturens side, men derimod to mænd der identificerer sig som kvinder. De går i nederdel, javist, men har begge fuldskæg, penis og klunkepose …”

“Lort i lommen,” jamrede Willy. “Jeg må bede om syndsforladelse hos grev Lambert, så jeg kan få Gylla tilbage…”

“Det løb er kørt,” svarede Bob. “Hun er min dame!”

* * *

Det tog et stykke tid for chaufførchimpansen at genkende Rane Rakkelpot. Men efter 2 minutters lussingduel gik det op for aben, at den flæskede mand på stolpen var selvsamme person der havde hugget hånden af den.

Aben skreg hysterisk, bukkede sig ned og pressede en hård fækalieklump ud i sin eneste hånd. Aben havde alle dage haft pinefuld, skarp, knoldet afføring, hvilket kom den til gode i dette skæbnesvangre øjeblik.

I det Rane hævede sin højre hånd for at give grev Lambert nådesstødet, kastede aben den knivskarpe fækalie af sted. Den borede sig igennem skurkens hånd, som et brunt missil.

Rane Rakkelpot hylede og væltede ned i voldgravens klumpede vand med et gigantisk plask der tilsølede alle i nærheden i det hørmende fluidum.

“Hil grev Lambert von Rundknockel!” jublede folket.

* * *

Da greven kom ned til folket, blev han lykønsket af Fridolph, Lullah og Benito Schneckelfritz-Frederiksen.

“Jeg har besluttet at blive en bedre greve,” råbte han. “Jeg vil være mere forstående, tilgivende og morsommere!”

Da Bob hørte denne bemærkning, nærmede han sig som et rovdyr.

“Jeg er Bob Rakkelpot,” sagde han. “Jeg ved du hader min familie, men vil du ikke nok gøre en undtagelse? Jeg vil så gerne giftes med din dejlige datter. Mage til lækkerbisken skal man lede længe efter. Jeg be’r dig. Gør Bob glad!”

“De er og bliver en Rakkelpot,” mumlede greven.

“Jeg er villig til at lægge Rakkelpotnavnet bag mig. Hvis De har fem minutter, kan vi holde et møde. Dig, Gylla og lille Bob her. Jeg har så meget at byde ind med. Humør, loyalitet og … en klækkelig børneopsparing …”

Greven smilede ved tanken om penge:

“Nu har jeg lige lovet at være et mere tilgivende menneske. La’ os holde det møde, nu De spørger så pænt!” Han spejdede rundt i den feststemte folkemængde. “Men hvor er Gylla?”

* * *

Pamperadvokaten barrikaderede sig i tårnværelset med sit gidsel. Han smed Gylla på sengen, trådte ud på altanen og skreg til folkemængden nede på gårdspladsen:

“Man lovede mig en ung kone, men jeg er blevet snydt gang på gang. Det er mig, der er ofret i hele denne affære! Jeg har haft en erektion siden jeg ankom til slottet. Se selv!”

Han trak bukserne ned og afslørede sit svulmende lem. “Det er den værste jul nogensinde. Jeg betragter mig i henhold til nordvestjysk aftalelov og familieret som gift med dig, Gylla, og ægteskabet skal fuldbyrdes nu!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 21:25

Gylla sad i sminkerummet i sin 3½-minutters nattepause og smurte vaseline på sine velskabte, omend tyndslidte lår. Glasset med drikkepenge indeholdt blot 77 øre og en fedtet bukseknap, og på bordet ved siden af lå den gustne abehånd og strittede med sin rigide langemand, medens det skånske diskomegahit ”Money, Money, Money”, dunkede i baggrunden.

”Jeg må hjem til papa, for enhver pris!” sagde hun til sit forgrædte spejlbillede. ”Men hvordan?”

Pludselig hørtes en svag puslen bag hende. Det var diskotekets dværgentertainer, der havde fattet sympati for Gylla og nu trådte frem for hende næsten nøgen, kun iført rød brystholder, ditto højhælede sko, en SS-officerskasket, samt en dunkende erektion.

”Du elzker ham jo!” fremturede dværgen og masturberede lidt, som for at understrege sin pointe.

”Aaaaad!” peb Gylla og vinkede truende med sin delikate, knyttede hånd. ”Kan De så se at skrubbe af, De perverterede lille mandsling, jeg har ikke tid til at bedømme Deres syge cabaretmanøvrer. Og jeg giver heller ikke autografer! Uuuud!”

Dværgen lo og slap sit anatomisk uforholdsmæssigt store, venede lem. ”Jeg kan hjælpe dig og Bob, hviz jeg må få abehånden!”, tilbød han.

”Og hvad i alverdens riger og lande har De så tænkt Dem at udrette med den?!”

Dværgen greb en fjerboa, og sprang op på bordet, medens han dansende udbrød i sang, til tonerne fra omkvædet af det kendte populærmusikhit med Malort, der just spillede i baggrunden:

”Åååh, vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh, oh-u-oooh!
Vil du, vil du, vil du prik’ mig i røven?
Whoa-oh ohh, oh-oooh!”

Gylla rejste sig og klappede spontant. ”Fremragende!” udbrød hun, ”aldeles superbt! De har så sandelig x-faktor, det må jeg virkelig give Dem!”

”Tak, zøde ven,” læspede dværgen, en anelse genert. ”Hviz jeg får abehånden, zkal jeg zørge for at De og Derez hjertez udkårne kan være på Knockelborg på 28 zekunder! Præziz!”

”Jamen, hvordan…?” klynkede Gylla.

”Find Bob og følg zå efter mig,” beroligede dværgen og forsvandt gennem døren ud til baggården.

Gylla spurtede af sted og greb Bob, der netop var i færd med at kaste en diskoteksgæst ud foran en passerende trambus fuld af svært berusede rumænske landsbrugsmedhjælpere.

”Så er det nu, min elskede,” sagde hun med passionen lysende ud af de smukke øjne. ”Denne vej!”

Bob rankede sig og smilede skævt. ”Det var sågu’ også på tide, jeg er noget så stanghamrende liderlig, din dejlige lille overklassesteg!”

”Det er der ikke tid til nu, vi skal til Knockelborg, ekspres,” forklarede Gylla, da de løb ud i baggården.

”Jeg har sgu’ ikke togkort,” indvendte Bob og tilføjede: ”Skal vi ikke bare kopulere her på stedet, som vilde dyr…?”

Han stoppede brat, da han foran sig skuede en enorm bolchestribet cirkuskanon, der pegede mod nordvest.

”Tag dizze rygzække på, og kravl zå ind i kanonen,” sagde dværgen til det forelskede par.

”Hvad fanden har I to gang i?” spurgte Bob.

”Vi skal hjem, og det med det vuns, papa er i problemer, og der er ingen tid at spilde!” forklarede Gylla og forsvandt med et bump ind i kanonrøret. Hun glemte helt at aflevere abehånden.

Bob gled modvilligt ned gennem kanonmundingen, medens han bandede for sig selv: ”Hvis jeg ikke snart får et ordentligt knald, bliver jeg den dævlen drøneme gal!”

Dværgen greb om affyringssnoren med den ene hånd, og om sin stive penis med den anden, og hev til af alle kræfter i begge.

”Fyr!” skreg han, og kanonen gik af.

(Fortsættes her)

Wankers101