Kampen om den røde rubin 6:25

Lydia havde travlt med at gøre sig smuk til natten. Hun gned sine opsvulmede kinder med salmiakspiritus og lukkede lejlighedens eneste vindue op, så hendes vedvarende kraftige flatulens kunne drive ud i decembermørket.

Hvor blev Benni af?

Hun så sig i spejlet. Læberødt! tænkte hun og lod handling følge tanke. Den gule fløjlskjoles to øverste knapper blev løsnet. Nu er jeg klar, Benni, tænkte hun, men hvor er du, min elskede, min forlovede, min rubingavemand?

Omsider hørte hun trin på trappen. Tunge trin. Hun åbnede døren på klem og satte ansigtet op til et smil, som dog forsvandt i næste sekund.

Manden, der trampede op mod hende, var dynamitfisker Bax IX Lubbert, hendes kødelige fader. Han var som altid iført sine fisker-overalls og lugtede stærkt af de fangster, der gennem ni generationer havde været familiens levebrød, siden cirka 1897 hjulpet af Alfred Nobels vidunderlige opfindelse.

Hvor er han, slamberten?” brølede Bax.

Ja, æh, hvis det Benni, du mener, så…

Hans væmmelige to-farvede burgøjserbil holder hernede, så lad være med at spille uskyldig. Hvor er han?”

Bax møvede forbi datteren og ind i lejligheden. Han åbnede køkkenskabet og døren til badeværelset. Han dumpede ned på knæ og kiggede under sovesofaen. Ingen Benni. Det ville være umuligt at skjule en ung mand, ja selv et barn eller en dværgpincher i en lejlighed af denne størrelse.

Hvad fanden…” mumlede han, mens han rejste sig. ”Er han fløjet ud af vinduet? Sig noget, tøs! Og hvad er det for en tingest på din højre hånd?”

Lydias hånd med rubinringen fløj om på ryggen, men for sent. Bax greb om hendes arm og drejede hende rundt.

Den tager jeg med. Du kan sige til din unge løjser, at hans ring ligger til afhentning hos Bax den niende Lubbert, og så skal jeg fortælle ham en ting eller to, når han dukker op.”

Bax smækkede entredøren efter sig. Lydia stod ved sovesofaen og hulkede.

Fader Bax var en tyran, og Benni havde gjort sig usynlig. Alt, inklusiv rubinring og forlovelseshumør, havde hun mistet, og om få timer skulle hun møde på sin læreplads, andelshundesalonen Trim Fido Glad, Vester Usseldrup, hvor det var et uomgængeligt krav, at man så frisk og munter ud.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Storfisk

Mere info om nordvestjyske dynamitfiskere

Flux videre til afsnit 7

Tilbage til avisens forside

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image