Tag-arkiv: nordvestjylland

Flyvende fallos kræver sit første dødsoffer

Tabet af hædret enkefrue spreder sorg og krisestemning

JørnTidevandLOGO

Kvinden. der overlevede både vinterkrigen i Finland, Cubakrisen og finanskrisen, er død. Det var hendes ven gennem mange år, den forhenværende sværvægtsbokser og valutaeksportør Gunnar Trondheim, der ved kaffetid fandt enkefru Amalie Hybbelbanks afsjælede legeme, kun få døgn efter, at Nordvestjyllands højeste ære var tildelt hende.

tandem2

Det var ikke ualmindeligt, at enkefruen bød på et glas årgangsmetanollikør, inden hun og Gunnar besteg det pedalvehikel, der bragte dem rundt i Blodhavn og omegn. Som Gunnar Tronheim fortæller:

“Amalie var en vidunderlig kvinde. Mange antog hende for at være selvoptaget, men hun var aldrig bange for at stoppe op og knalde et par opmuntrende lussinger ud, hvis vi mødte en ung landproletar, der gik og hang med næbbet. Det var også hende, der overtalte Borgervæbningen til at tage den legendariske Gylpegøj til sig, da den stod til bortskydning.”

Flyvende03a

Gunnar Trondheim tørrer en drilsk vanddråbe bort fra sin kind med bagsiden af sin enorme næve og fortsætter:

“Vi har på tragisk vis mistet en sand humanist og dyreven. Vores samfund er i forvejen ude i sin dybeste krise siden den store brunvarekonflikt, og så dette…” Han ryster opgivende på sit karseklippede hoved med braktuden og blomkålsørerne.

Overlæge ved infirmeriet på Blodhavn Fiskepulpfabrik, dr. med. og uden Frigga Hvirvelstorm, vurderer, at fru Hybbelbank døde som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun på vej ned at trappen til vinkælderen efter friske forsyninger af metanollikør, pludselig blev overrasket af en for en kvinde i hendes alder fuldstændig uventet “erotisk tildragelse af særdeles fysisk karakter”, som dr. Frigga vælger at beskive fænomenet.

“Hun mistede ganske enkelt førligheden i bentøjet og blev pludselig fuldstændig blød i knæene,” afslutter en trist dr. Frigga.

Borgervæb

Stemningen hos Blodhavn Borgervæbnings mandskab er forståeligt nok på et absolut nulpunkt. De hærdebrede mænd, der ellers aldrig mangler anledning til at fremkomme med en tåbelig kommentar, er tavse og knugede. De sidder i en rundkreds og holder hinanden i hænderne  i hangarskibets mandskabskantine, mens de lytter til en piratudgave af “Vi voksne kan også være bange”, som Gylpegøj har anskaffet til lejligheden.

Gylpegøj selv er fuldstændigt knust over tabet af sin velgører og har låst sig inde i en blå trækasse, hvorfra der uophørligt høres høje gylpe og hulkelyde. Som overfænrik J. F. von Gyldenkerne udtrykker det:

“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kommer videre, men vi må tage en dag og en kamp ad gangen, og så blive ved med det, og se, hvor det bærer henad – men lige nu slikker vi vores sår”.

DRAMAETS FORHISTORIE OG OPTRAPNING:

HenvTidevandFLYVENDEFALLOS

HenvTidevandFLYVENDEFORTSAT

Tilbage til forsiden

Voldsom ADHD-epidemi i Fleskum Herred

JørnTidevandLOGO

Situationen er kritisk i Storvorde og omegn

Det står nu klart, at der er tale om en egentlig epidemi og ikke kun enkeltstående tilfælde af den frygtede sygdom ADHD, tidligere kendt som DAMP.

Diplomgynækolog og familielæge Ingolf Skødeflom udtaler til avisens udsendte: ”Dette kommer fuldstændig bag på mig – den havde jeg ikke set komme.”

På trods af kørende ADHD-patruljer og en tilsætning af Ritalin helt op til grænseværdien i det kommunale drikkevand er dette fænomen ganske uventet kommet fuldstændig ud af kontrol, fortæller han.

Fleskum barn

Unge som ældre slubberter har i den senere tid udviklet løjerlige tics og tvangshandlinger, og kommunens folkeskoler står nu gabende tomme, idet eleverne enten har glemt at stå op eller på vej til skole er blevet distraheret af tilfældige impulser, der har fået dem på afveje. En større flok er således set cyklende efter bussen til Hadsund i høj fart, formentlig fordi der på bussens bagende var påklistret en reklame for kødgranulatet Max Ronald.

Også kommunens erhvervsliv er hårdt ramt. Den ellers så overskudsgivende produktion af kopier af marokkopuder, der blev parallelimporteret af et kendt svensk møbelhus, er gået i stå. Direktør Svein Hasselprügel udtaler: ”Det virker på mig, som om medarbejderne fuldstændigt har tabt tråden”.

Servicefunktioner kører på halv kraft. Således er der i øjeblikket stort set ingen forsendelser, der når frem til den rigtige adresse, og postbude er set i byens parker, hvor de tænder bål med breve og reklamer og ellers fornøjer sig med grillmad og bajersk øl.

Fleskum ADHD

Dr. Ingolf Skødeflom peger i retning af en årsag, der skal findes i de sidste ugers enorme indtag af svinekød og ikke mindst den blå drikkepetroleum. “Begge dele er noget stads, som forstyrrer vores biorytmer,” fortæller han. “Personligt tror jeg, vi vil se en bedring hen mod slutningen af måneden, og jeg vil opfordre alle til at bevare roen og lade som ingenting.”

Approberet625

Retur til avisens forside

Nye briller til hanelefanten Lille Bruno

Festdag i Blodhavn Zoo

JørnTidevandLOGO

Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.

Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat,  hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.

Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”

Zoodirektør

Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.

En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots  “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.

Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.

Lille Bruno

Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder.  Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.

Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.

SE OGSÅ:

HenvMEKANISKELEFANT

 

Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 19: VÆRRE END DØDEN

Bulgarskroman

Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig?
BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!

Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.

Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?

Cecil Grøn & Walma Skamhage
VÆRRE END DØDEN

1. udgave, 2. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Kannibalroman

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 5: TIL MIDDAG HOS GREVEN

TilMiddag

Fra skoven hører vi signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.

Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.

Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.

Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…

Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.

Yuhua Hassan
Til middag hos greven
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Goldenturd

Hr. Hassan blev 27. november 2014 tildelt årets Nobellpris i litteratur.

Prisen er indstiftet 1961 af fhv. landpostbud Norbert Nobell-Nielsen og hustru Nobba. Den består af kr. 2,19, en forgyldt pragtfækalie og seks stimulerende festlussinger, uddelt på stedet og uden diskussion af Louis B. Knockel.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 2: HOLSTEBRO EFTER MIDNAT

Holstebroroman

Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.

Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.

Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.

Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.

– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.

– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!

Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.

Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.

Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.

Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.

Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.

Efterskrift:

Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:

Onkel Bob

Gubert Skodhave
Holstebro efter midnat
2. udgave, 1. oplag

Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside