Tag-arkiv: Lydia

Kampen om den røde rubin 15:25

Bax IX Lubbert havde glemt alt om tiden, mens han sad på værtshus. Han havde drukket tæt sammen med Onkel Philbert og det var endt med, at de to herrer spillede hasardspil. I sidste runde satsede Onkel Philbert sit trægebis og sin abekat Mångki, som han havde taget med sig hjem fra de varme lande.

Og Bax vandt det hele.

“Et spil til,” smaskede Onkel Philbert. “Hvad med russisk roulette?”

“Drop det,” svarede Bax og gav oldingen en lussing. Han rejste sig fra bordet. “Mångki er min!” Han samlede pengene og gebisset sammen og greb aben i nakkeskindet og placerede den bagpå. Den lagde om halsen på Bax og hang som en rygsæk.

“Har I hørt det?” råbte en ung knægt der netop var løbet ind ad døren til beværtningen. “Herrebeklædningsmagasinet er brændt ned til grunden.”

Bax brød ud i en tør latter.

* * *

Benni og Lydia trak sig ud af folkemængden og stillede sig på afstand af den udbrændte bygning. Udsendte reportere og fotografer fra De Knockelske Blade stod ved asken og dokumenterede. Benni havde selv givet et interview dog uden at sige hele sandheden. Offentligheden måtte ikke vide besked.

“Hvad skal jeg arme mand dog stille op?” sukkede Benni.

Bag ham trampede doktorens to håndlangere med forbindinger på hovederne. De gav ham en lussing hver og rakte ham en brun konvolut.

“Mød os på på Kødfoderfabrikken om en time. Tag rubinringen med. Den ægte!”

“Hvad hvis jeg nægter?” sagde Benni.

“Så må vi jo gå efter din forlovede eller dit silkeslips!” sagde Brutus og slikkede sig om munden.

“Ikke mit silkeslips,” jamrede Benni og tog sig til halsen.

“Vi ses om en time.” De to store brød forlod Strøgboulevarden med hastige skridt.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Kalenderabe

Link til nordvestjysk husdyrnyt

Flux videre til afsnit 16

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 16:25

”Hvad er det for noget med den rubin?” spurgte en engel, som havde lagt harpen for at holde frokostpause.

Agnar Mykle (1915-94) sad ved et himmelsk bord med pølsemad og norsk pilsnerøl af mærket Hansa. Han tørrede sig om munden og forklarede:

”Engang midt i det 20. århundrede havde jeg en smuk ung kæreste. Mit litterære mesterværk, ‘Sangen om den røde rubin’, var udkommet og fik takket være nogle erotiske passager skandalesucces — ikke bare i Norge, men over det meste af Vesteuropa. Pengene væltede ind. Jeg købte en forlovelsesring af det pureste guld og fik påmonteret den største og flotteste røde rubin, der kunne opdrives. Pigens hjerte smeltede, og andre dele af hendes anatomi fulgte pænt med. Triumf!”

”Aha,” sagde englen og hældte dressing over sin salat.

Mykle fortsatte:

”To generationer senere er rubinringen gået i arv til sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo. Hun holder sin årlige vintercampingferie i nærheden af Holstebro, Danmark. En sigøjner stjæler min røde rubin og sælger den kort efter til herreekviperingshandler Benni Borgwald-Bertelsen, Klamhuse, der vil overraske sin udkårne, hundefrisørelev Lydia Lubbert, med en så udsøgt forlovelsesgave.”

”Samme ring, samme trick,” bemærkede englen.

”Netop. Alt på Jorden kører i ring. En skummel forbryder med dæknavnet ’doktoren’ sender to gorillaer af sted for at tage ringen fra Benni. Benni stikker dem imidlertid en anden ring. Lydia får den ægte rubinring og er begejstret. Sent samme aften, mens banditterne igen angriber Benni og bortfører ham, dukker Lydias far, dynamitfisker Bax IX Lubbert op hos hende. Han bryder sig ikke om Benni, og han konfiskerer ringen.”

”Hård mand.”

”Stenhård. I nattemørket om bord på dynamitfiskerbåden taber han – uden at opdage det – ringen ned i lastrummet, hvor den bliver slugt af en torsk. Næste morgen er der orkanvarsel over Nordvestjylland. Bax går op i byen for at drikke sig fuld, og undervejs forærer han torsken med det dyrebare maveindhold  til en fattig enke, kendt som Mutter Schweske.”

”Aha,” siger den gumlende engel. ”Videre!”

”I Norge anses det for en national katastrofe, at den kendte sangerinde har mistet det historiske klenodie. Dansk politi sætter alle kræfter ind på at opspore rubinen. Og den skumle doktor har heller ikke opgivet sin jagt. Han opsøger Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og sætter det i brand.”

”Og hvad sker der så?”

Agnar Mykle drak en slurk øl. Udtrykket i hans øjne var eftertænksomt.

”Det får vi at se,” sagde han.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

9788205457911

Extern info om forfatteren Agnar Mykle

Flux videre til afsnit 17

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 17:25

Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.

De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.

Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.

“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”

Lydia nikkede og kneb en tåre.

“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”

Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.

“Måske kan denne overtale ham.”

“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.

Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.

* * *

Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.

Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.

Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.

Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.

* * *

Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.

“Dig!” vrængede han.

“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.

“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.

“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”

Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.

“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”

Benni rejste sig og trak sin pistol.

“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”

Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.

Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.

Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.

“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.

“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Aber som tilskuere

Mere info om nordvestjysk kødfoderproduktion

Flux videre til afsnit 18

Retur til avisens forside

 

Kampen om den røde rubin 19:25

Bilradioen skrattede højt:

“Nu er det nok! udtaler den norske udenrigsminister og tilføjer at hvis Danmark ikke kan levere rubinringen tilbage til Pula Skogmo inden i morgen tidlig, vil bomberne regne over Nordvestjylland. Norges tålmodighed er opbrugt …”

Benni gned sig i øjnene.

“Åh, hvor det dog klør, det skidt,” sagde han.

“Hørte du det?” sagde Lydia og greb hans overarm.

“Hvad siger du?”

“Jeg siger at …”

“Hvabehar?”

Benni kunne intet høre eller se, men det var der en bestemt grund til. Det var en del af planen som de havde udtænkt i dynamitfiskerens domicil.

Klokken 12.58 præcis satte hyrevognen Benni og Lydia af ved Klamhuse Kødfoderfabrik.

Benni tog den brune konvolut, som doktorens lakajer havde givet ham. Den indeholdt en nøgle som de låste sig ind af bagdøren med.

Henne ved kødkværn nr. 17 stod doktoren i selskab med sine to bandagerede kumpaner.

“Har I ringen med?” sagde doktoren. “Den ægte røde rubin?”

Karloff og Brutus knyttede nævnerne.

“Jah,” svarede Lydia og løftede et polstret ring-etui i sin højre hånd.

Doktoren stak armen frem.

“Lige et øjeblik,” råbte Benni. “Inden vi overdrager den og du begynder på dine numre, så har vi krav på at vide hvad der foregår!”

Bennis stemme gav ekko i hallen. Han satte hænderne i siden. Doktoren så ham an og nikkede langsomt:

“Lad gå,” sagde skurken.

“Og tal klart og tydeligt!” råbte Benni.

Doktoren lagde armene på ryggen og gik frem og tilbage mens han begyndte at fortælle:

“Mit navn er Svend Skogmo Storjætte. Jeg var indtil i fjor gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo.”

Lydia gispede. Benni så upåvirket ud, mest fordi han hverken kunne høre eller se særlig meget grundet torskerognsørepropperne og fiskeskindskontaktlinserne, som han havde konstrueret af efterladenskaberne på svigerfaderens frokosttallerken.

“Min ekskones rubinring er vigtig for Norge. Hvis jeg besidder den, er det mig der stiller kravene. Jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat inden krigen begynder. Derfra kan jeg begynde at forlange en passende løsesum. Det er den korte version.”

Lydia nev Benni i armen og han stak diskret hånden i frakkelommen og afbrød båndoptageren. Han havde fået hvad han behøvede. Hvis han afleverede doktorens monolog til politiet og de knockelske blade, ville katastrofen kunne afværges.

Hverken han eller Lydia havde medbragt rubinringen. Bax kunne ikke finde den, så de måtte tænke kreativt. Ring-etuiet i Lydias hånd gemte i stedet på en sløv, rusten fiskekrog.

“Men nok om det.” Svend Skogmo Storjætte trak sit lommeur fri og lod det pendulere foran Benni.

“Nu gør du som jeg siger, Benni Borgwald-Bertelsen. Du er under min kontrol!”

Benni stirrede tomt ud i luften.

“Du lægger dig op på kødbåndet og nyder hele turen gennem maskineriet, til du er hakket i stumper og stykker og hældt på dåser som Velhavergullasch. Gør som jeg siger.”

Karloff og Brutus tændte for kødkværn nr. 17. Den arbejdede sig op i tempo.

“Nu!” råbte Benni.

Lydia hev lommeuret ud af doktorens hånd og kastede det på rullebåndet. Uret kørte ind i kødhakkeren og blev knust.

“Pokkers!” udbrød doktoren og trak sig tilbage.

Benni fremdrog sin Colt med den ene hånd og pillede kontaktlinserne og ørepropperne ud med den anden.

Sanserne var tilbage.

“Legen slutter her. Nu går vi alle fem ned på politistationen,” sagde Benni med et selvsikkert smil. “Dette er en civil anholdelse!”

“Du er vel ikke så naiv at tro, at jeg ikke har forberedt en plan B?” Den nedrige norske hypnosedoktor fløjtede en simpel melodi. Sekundet efter puslede det i krogene.

Benni og Lydia vendte blikkene betuttet rundt.

Rotter i hobetal vrimlede ud fra rørene og ud fra huller i murene og gulvet. De peb og gik til angreb på Benni. Nogle kravlede op i hans bukseben. Han sigtede på dyrene og trykkede på aftrækkeren. klik, klik, klik.

“Lort i lommen,” mumlede han. Sigøjneren havde snydt ham igen. Patronerne var selvfølgelig ikke inkluderet.

Han forsøgte at slå gnaverne af sig, mens han kravlede op på en kasse. I forvirringen kunne han høre doktorens hysteriske latter og sin forlovedes fortabte angstskrig.

“Benni!”

“Lydia!” Der lød hastige skridt over betongulvet. Han sprang ned og maste fire rotter, inden han optog forfølgelsen.

Benni halsede ud af hallen med rottehæren i hælene. Han nåede at se sin elskede Lydia blive kastet ind i lastrummet på varevognen med påskriften Morfars Medister. Bilen startede og susede af sted.

Det var ikke sådan, det skulle være gået til.

Selv om han lagde alle kræfter i, kunne han ikke til fods indhente den fækaliedækkede varevogn, der snart blot var en prik i horisonten.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Rottefangst

Hård supplerende info om nordvestjyske skadedyr

Flux videre til afsnit 20

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 21:25

… Mit navn er Svend Skogmo Storjætte …” Kriminalkommissær Rambuck-Rasmussen stirrede på båndoptageren der afspillede doktorens monolog for fjerde gang. “… gift med sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo …

Han kunne ikke tro sine egne øre. Båndoptageren var blevet smidt ind gennem brevsprækken på politistationen for en time siden af en ukendt person.

“… jeg rejser til Argentina med rubinringen i nat, inden krigen begynder … Kriminalkommissæren sad stiv i sin stol bag skrivebordet. ” … forlange en passende løsesum …

Det tog ham en halv times tid, en cocktail og en pibe med æselgødning at komme sig over chokket.

“Han må stoppes omgående!”

Han greb røret til den røde telefon.

“Hallo, giv mig Norges udenrigsminister strax!”

Underlødig jazzmusik spillede på telefonlinjen.

“Du er nummer 73 i køen. Vent venligst …”

* * *

Snefnuggene dalede fra himlen og vinden ruskede i træerne. Stormen over området var taget til.

Benni Borgwald-Bertelsen gik med bøjet hoved ned langs Algade. Efter han havde afleveret båndoptageren på politistationen havde han endevendt doktorens palæ, men der var intet spor efter ham eller Lydia.

Grundet vejret var lufthavnen lukket ned, så de måtte stadig befinde sig i landet.

PIV! Benni rystede en forvildet rotte ud af buksebenet.

Mørket begyndte at falde på, og Benni følte afmagten og kulden omklamre sit legeme. Han var ruineret, hans forlovede var bortført (måske død) og Danmark ville sandsynligvis blive bombet i morgen tidlig. Der var kun én løsning: Ubehersket druk!

Han var gået i cirkler og endt ved Proletarisk Kælderbodega. Han sukkede og gik ind i varmen for at drikke alene.

Der var fest og glæde i rummet. Onkel Philbert stod på et af bordene og sang og drak.

Benni satte sig i baren og fik stukket en pilsner i hånden på Philberts regning.

“Hvad fejrer vi?” spurgte han.

“Onkel Philberts nye formue. Den røde rubinring som aben fandt i mavesækken på den rådne fisk,” svarede Orna Qvalm.

“Hvad siger du?” Benni drejede sig på stolen og fik med det samme øje på det skinnende smykke som Onkel Philbert triumferende holdt mellem tommel- og pegefinger. Benni genkendte den med det samme.

“Det er ikke din ring!” råbte Benni og sprang af stolen. “Giv mig den!”

Onkel Philbert spyttede på ham og Benni gik prompte til modangreb. Mændene slog løs på hinanden. Glas og flasker blev knust.

“Ringen skal tilbage til Norge. Det …” Benni blev afbrudt af en kæberasler. Han væltede bagud.

“Den tilhørte min gode ven Agnar Mykle,” proklamerede Philbert. “Han er død nu. Jeg fandt den, så nu tilhører den …”

Meg!” Den norske kvindestemme skar gennem kælderbodegaen og alle blev tavse. Selskabet drejede synkront hovederne mod indgangen.

I døren stod en kvinde med en overfrakke dækket af sne. Hendes grimasse var bitter. Foran hende tårnede en mægtig frådeskummende blodhund sig op.

“Vrruff!”

“Pula Skogmo?!” gispede Benni og Onkel Philbert i kor.

* * *

Svend Skogmo Storjætte parkerede varevognen foran salgsskiltet ved den lille hytte på Klamhuse Hede. Tjenerne Brutus og Karloff klemte deres svulmende, uvaskede kroppe sammen på sædet ved siden af ham, og i det aflåste lastrum lå Lydia Lubbert. I baghaven stod pedalflyvemaskinen som skulle bringe doktoren sikkert frem til Argentina samme nat.

“Slip mig!” skreg Lydia, da hun blev båret ind i stuen og smidt i det rødternede sofamøbel.

Svend forsøgte at åbne ring-etuiet men det gav sig ikke.

“Forbistrede …” Han lagde æsken på køkkenbordet, greb sin kniv og prøvede at lirke den op. “Hvis jeg ikke får rubinen ud så …” Han stirrede på Lydia med mord i øjnene.

“Skal du have hjælp?” spurgte håndlangerne.

“Nej!” brølede doktoren. “Karloff, gå ud og klargør flyvemaskinen. Og Brutus, du holder øje med kællingen.”

“Javel.”

* * *

“Hvad laver De her?” spurgte Benni og kiggede med ærefrygt på den nyankomne kvinde.

“Jeg leter etter ringen min,” sagde Pula Skogmo. “Nå har jeg funnet den! Buster har en god luktsans.”

Benni rev hurtigt værdigenstanden ud af hånden på Onkel Philbert, som ikke gjorde modstand, og faldt på knæ foran sangerinden.

Han rakte rubinringen til hende.

“Jeg beklager denne redelighed. På hele landets vegne,” sagde Benni. “Jeg købte den af sigøjneren, som stjal den fra Dem. Jeg var i god tro! Jeg vidste ikke det var Deres. På ære.”

Hun tog imod ringen og satte den på sin højrehånd med et veltilfreds smil. Benni fortsatte med at forklare:

“Siden jeg købte den har jeg været ramt af ulykker. Deres eksmand er ude efter den røde rubin og nu har han bortført min forlovede. Han vil stikke af til Argentina og …”

Benni brød hulkende sammen.

“Så, så,” sagde Pula Skogmo og hjalp Benni på benene. Hun aede hans kind. “Fortell meg hele historien mens vi kjører.”

“Kører? Hvorhen?” mumlede Benni forvirret.

“Hen for at stoppe Svend!”

“Men han kan være over alle bjerge nu,” påpegede Benni.

“Nei.” Hun rystede på hovedet. “Jeg tror jeg vet hvor han er.”

“Hvor?”

“Han er i vor reservesommerhytta på Klamhuse Hede.”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Bodega hygge druk

Mere info om nordvestjysk hundehold

Flux videre til afsnit 22

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 23:25

Onkel Philberts og Pula Skogmos duet sluttede i samme øjeblik de nåede frem til det afsides liggende reservesommerhus på Klamhuse Hede. Der var lys i vinduerne. Benni rejste sig op i campingvognen og mærkede svimmelheden.

“Inden vi går i gang,” prustede han og satte sig ned igen. “Burde vi måske advisere til Norge at den røde rubinring er vendt tilbage til sin rette ejermand … øh … kvinde …. Jeg tror de fleste ville fortrække fred frem for krig.”

“Et problem mindre ville være på sin plads!” medgav onkel Philbert og gav sin abe et stykke saltlakrids.

“I har rett,” sagde Pula Skogmo og løftede røret til campingvognens transportable telefon. Hun drejede et nummer og forklarede sin sag til den norske øvrighed.

“Jah, det er sant. Jeg har funnet ringen. Avbryt krigen! Javist!”

* * *

“Endelig!” jublede doktor Svend Skogmo Storjætte, da det efter timers asen og masen lykkedes ham at lirke ring-etuiet op. Han rettede ryggen og smilede sjofelt til Lydia. “Rubinen er min.”

Han løftede fiskekrogen fra æsken.

“NEJ!” brølede han og stirrede på Lydia. Hans ansigt var rødt af raseri. “Hvor vover I at snyde mig igen.” Han marcherede hen til det forskrækkede pigebarn med sin kniv. “Nu dør du sgu. Jeg vil ikke finde mig …”

“Chef?” afbrød Brutus.

“HVAD ER DER?!” Svend Storjætte skreg og drejede sig aggressivt.

“Det banker på døren.”

“Svend?” kaldte en stemme udenfor. “Luk meg inn!”

Doktorens ansigt blev glat.

* * *

Benni kiggede hurtigt på sit Rolex-ur.

“Tror du virkelig, at Pula kan overtale Svend til at løslade min forlovede?” spurgte han og stirrede på sommerhuset. “Det er tyve minutter siden hun gik ind.”

Onkel Philbert rystede på hovedet og smøgede ærmerne op.

“Nej,” sagde han. “Der må andre boller på suppen. Jeg går ind nu. Hvis jeg ikke er tilbage om fem minutter, så er jeg i astronomiske problemer.”

Onkel forlod den guldlakerede campingvogn og sneg sig op til sommerhuset. Han kravlede op på taget og manøvrerede sig ned gennem skorstenen.

Sveden bredte sig på Bennis pande mens han holdt øje med viserne på sit armbåndsur.

1 minut …

2. minutter …

3. minutter …

4 minutter …

5 minutter …

Der var intet livstegn fra hverken Lydia, Pula eller Onkel Philbert.

Benni stirrede på aben Mångki der sad ligegyldigt og pillede ved sit scrotum og sin ringmuskel.

“Hvad gør man ikke for kærlighed,” mumlede Benni og gik ud i den vandkolde aftenluft. Et vindstød var ved at sende ham på en flyvetur, men han genfandt fodfæstet.

Benni marcherede hen til det skogmoske sommerhus og trak sin Colt. Han vendte den i hånden. Når han ikke kunne skyde, kunne han idet mindste slå med legetøjsvåbenet.

Han tog en dyb indånding og rettede på sit silkeslips. Han og Lydia havde været udsat for forfærdelige ting de sidste døgn. Nu skulle det have en ende. Doktor Storjætte måtte betale for sine synder.

“Det slutter her,” snerrede Benni og tog i dørhåndtaget.

* * *

Den unge erhvervspraktikant Hugo Rakkelpot gik formålsløst rundt på den norske militærbase, der havde kanoner og raketter rettet direkte mod Nordvestjylland. Hæren var ved at opruste til angrebet på Danmark næste morgen.

“Boom, boom, booom,” sagde Hugo og slog hænderne sammen som et mekanisk abelegetøj. Han glædede sig til at fyre raketter af. Han havde kun set sådan noget på film. Han syntes at eksplosioner var vildt spændende.

Men pludselig lød der råb.

Seniorgeneral Knut Blodfjeldsøsters løb ud på pladsen og viftede med arme og ben.

“Stop. Vi må ikke skyte!” brølede han. “Avbryt! Ingen krig. Pula har lige ringet fra sin sommerhytta på Klamhuse Hede. Hun har funnet den røde rubinen!”

Soldaterne jublede af glæde. Et nationalklenodie var tilbagebragt.

Hugo Rakkelpots underlæbe bævrede.

“Nei, nei,” jamrede han og stampede i jorden. Han havde sådan glædet sig til fyrværkeriet og nu var der ingen krig alligevel. “Boom boom.”

Den unge mand krabbede hen til en affyringsrampe og tastede koordinaterne ind på Pula Skogmos reservesommerhus, Klamhuse Hede. Et enkelt brag var bedre end ingenting.

Hugo trykkede på affyr.

“Boom,” smaskede han og begyndte at masturbere.

* * *

Brutus stod og ventede lige inden for døren. Benni hævede pistolen i vejret klar til at slå men mærkede straks et par store kolde næver om sin nakke. Karloff havde været udenfor.

Brutus slog Benni i maven og Karloff trak hans benklæder ned til anklerne, så han væltede ind på trægulvet.

Lydia skreg. Svend Storjætte havde en skinnende kniv mod hendes strube.

“Slaget er tabt, hr. Borgwald-Bertelsen. Overgiv dig.”

* * *

“Så endte det lykkeligt alligevel,” sagde doktor Svend Skogmo Storjætte ti minutter senere, mens han marcherede frem og tilbage foran sine fire gidsler.

Benni, Onkel Philbert, Lydia og Pula sad fastspændt på hver sin stol med gummireb.

Svend løftede den røde rubin som han havde vristet fri fra Pulas hånd.

“Rubinen er min og snart er mine fjender inklusive min rædselsfulde og ikke mindst talentløse ekskone død og borte.” Han knipsede med fingrene og de to håndlangere kom gående med en gigantisk injektionssprøjte.

“Hvad er det?” spurgte Lydia skræmt.

“En perfekt symbiose mellem kolera og salmonella,” grinede Svend hysterisk. Vanviddet lyste ud af øjnene. “Når jeg er fløjet til Argentina vil I alle sammen sidde hjælpeløse her i hytten og skide jer selv ihjel. Ha ha.”

Onkel Philbert sad upåvirket. Han klukkede for sig selv.

“Det er ikke spor morsomt,” hviskede Benni.

“Jo, for hjælpen er på vej,” sagde Philbert.

“Hvem?”

“Min abe,” hviskede han. “Mångki kan man regne med. Selv om jeg tabte ham i kortspil til Bax tidligere i dag, så vendte den frækkert hjem igen med en fiskemave. Sådan er Mångki. Trofast og betænksom.”

Benni kiggede hen mod vinduet og fik øje på et grinende abeansigt der blev trykket ind mod den kolde vinduesrude.

* * *

Samtidig, flere hundrede kilometer væk, svævede det brune skrækmissil over dansk farvand med kollisionskurs mod Nordvestjylland. Uret tikkede. Om 18 minutter og 24 sekunder præcis, ville det lille sommerhus på Klamhuse Hede med tilhørende svømmepøl blive jævnet med jorden.

17 minutter… 16… 15…

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

 Raket

Mere info om raketvidenskab

Flux videre til afsnit 24

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 24:25

Mångki trak et par skridt baglæns og mønstrede sin hær. Ikke siden Waterloo 1815 havde man set en mere tilfreds og sejrssikker krigsherre, og i modsætning til kejser Napoleon havde Mångki såvel en fuldkommen plan som styrkerne til at gennemføre den her og nu.

”Poppa,” sagde aben ved hjælp af tegnsprog til den største af de tre mastiff-hunde, der afventede ordrer, ”du kaster dig mod døren. Dine 91 kilo vil forvandle den til kvas. Og du, Buster, stormer ind som den første af blodhundene for at redde din herskerinde. Derefter er I to en halv blodhund pr. assisterende gangster og tre mastiffer til at bakke op bag frontlinjen og beherske slagmarken. Klar til angreb?”

18 vågne, ivrige hundeøjne sendte det ønskede svar.

”Så er det nu!” signalerede Mångki med sine lange fingre.

Poppa knuste døren, som om den havde været lavet af papmaché (hvad den muligvis også var), og Buster sprang ind i rummet som den første af de rasende blodhunde. Endnu et afsæt, så var hans tommelange, kridhvide og sylespidse hjørnetænder inden for bideafstand af doktor Svend Skogmo Storjættes strube.

De to hjælpegangstere blev angrebet simultant af hver sit par blodhunde, mens mastifferne, store som løveunger i konfirmationsalderen, bevogtede døre og vinduer.

”Kast ned jer, lig fladt og stille!” skreg Pula til sin forhenværende mand og hans usle håndlangere. ”Ellers er I dødsens!”

Mångki skred ind i lokalet med samme brede grin, som Napoleon ville have fremvist, hvis begivenhederne 18. juni 1815 havde udviklet sig lidt anderledes.

Onkel Philbert kiggede på sin abe, og klare tårer løb ned over hans kinder.

”Jeg tvivlede ikke et sekund på dig,” sagde han. ”Nu letter vi anker og fløjter afgang. Husk ringen, Pula!”

194 sekunder senere befandt alle sig i den noget overlæssede campingvogn, der atter blev trukket over Klamhuse Hede af blodhundene. På gulvet lå doktoren og hans mænd fladt udstrakt og tæt sammen som sardiner i en dåse, mens mastifferne gispede og savlede over deres struber.

Lydia og Benni holdt om hinanden, endeløst kyssende og smiskende, mens onkel Philbert af diskretionsgrunde kiggede ud af vognens bagrude.

”Halløjsa!” råbte han. ”Her kommer en nytårsraket, en af de større, og noget for tidligt!”

En lys prik på himlen havde vokset sig dramatisk stor og glødende. En raket med en hale af ild var i løbet af sekunder kommet til syne, og den ramte med nådesløs præcision ned i sommerhuset. Kabum, sagde det. Campingvognen skælvede, da trykbølgen nåede den, og Philbert kunne skimte hvid røg fra et dybt hul i heden.

”Brandvæsenet kan blive hjemme,” konstaterede han. ”Her er intet at slukke og intet at redde.”

* * *

Sejrsfesten på Blodhavn midtermole fik et format, som ingen nordvestjyde nogensinde havde set magen til.

Borgervæbningens hornorkester kørte, højlydt spillende, på cykler forrest i processionen. Nordvestjysk Masturbationsforbunds elitehold, ligeledes taktfast spillende, marcherede bag musikken. Derpå fulgte storsognerådets, Brunvareforbundets, Landproletaralliancens og Slubbertlogens ledende medlemmer, og i hælene på dem kom den almene pøbel i dansende festhumør.

Hædersgæsterne var de sidste på molen. Pula, Philbert, en strålende Lydia med sin fader, Bax IX Lubbert, under den ene arm, og Benni under den anden. Endeløs jubel ombølgede dem.

Til allersidst trillede guldcampingvognen frem, trukket af muskelhunde og med en vinkende abe på taget.

Alle ansigter minus tre lyste af begejstring. Doktor Svend, Brutus og Karloff sad yderst på molen i hver sit katapultsæde.

Hornorkesteret spillede champagnegaloppen, og på den sidste tone gav Mångki tegn til, at folkets fjender skulle kastes langt ud over det mørke ocean.

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Jul 2018 titel afs24

Mere info om nordvestjysk festivitas

Flux videre til 25. og sidste afsnit

Retur til avisens forside

Kampen om den røde rubin 25:25

“Er De Benni Borgwald-Bertelsen?”

Benni stivnede og drejede sig omkring med håndfladerne som værn for sit ansigt. Han stod ansigt til ansigt med det unge fregnede postbud, Milbert.

“Det er mig,” svarede Benni og fik stukket et telegram. Det drejede sig om forsikringspengene for det nedbrændte herremagasin.

“253,50 krone,” gispede han.

“Nåh, Benni,” sagde Bax Lubbert der netop kom tilbage fra drikkeboden i selskab med onkel Philbert. Med sig i hænderne havde de dampende formaldehydgløgg og saltstænger. “At du ikke længere ejer en klink har fået mig til at genoverveje. Du og Lydia har min velsignelse til at gifte jer.”

“Tusind tak …” Benni rødmede, foldede forsikringspapirerne sammen og gemte dem af vejen i inderlommen. Nu havde han både råd til bryllupsfesten, en villa, et vehikel, og derefter stadig startkapital til en ny virksomhed. Men det behøvede svigerfar jo ikke vide.

Lydia kom tilbage fra fælleslatrinerne, greb Bennis hånd og førte ham ud på dansegulvet hvor de opholdte sig resten af natten. På scenen stod Pula Skogmo og spillede sin nye sang “Kampen om den røde rubin” der uden tvivl ville blive et skandinavisk storhit, gribende som den var:

Rubin, diamant og topas
bringer lykke, glæde og spas,
synger jeg og Raquel Rastenni
til ære for Lydia og Benni.
Trods ildløs og buksevædning
er der fremtid i herrebeklædning.

Til stede ved festen var også formanden for Nordvestjysk Poesi-, Prosa- og Reklametekstforfatterforbund, vicekonsul Gülmert Böffelmuhle, en statelig herre på 182 kg, iklædt blåsort gummifrakke. Han gjorde tegn til to af sine medlemmer, Baryl Nidding Halunk og Louis Bælum Knockel, og de nærmede sig med respektfuldt bøjede hoveder.

“Dette eventyr skal beskrives og foldes ud for en undrende offentligheds øjne,” beordrede han. “Gå til værket!”

Hvilket de straks gjorde.

* * *

I himlen sad Agnar Mykle (1915-94) med en flaske pilsnerøl af mærket Hansa.

“Det var mye koselig det,” sagde han. “Skål og gledelig jul!”

(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)

Juleopslag

48 andre vidunderlige gaver

Flux retur til avisens forside