Guldkalenderen blad 19: GULDHORNENE

Guldkalender BANNER

“Ved du, hvad jeg lige har gjort?” sagde Folmer Plytsmølle, idet han løb ind i huset med en sæk i hånden. Han smækkede døren bag sig og trippede af ren begejstring.
I stolen sad hustruen Häkla Plytsmølle i færd med at strikke sokker. Det var det fjerde par i dag.
“Nej, min kære?” sagde hun fraværende.
Hr. Plytsmølle grinede hysterisk og skubbede et skuffedarium foran hoveddøren som blokade. Han vendte sig om mod sin kone med et sjofelt tandsmil.
“Jeg har stjålet guldhornene.”
“Hvad siger du?” gispede Häkla. Hun smed strikketøjet fra sig og kiggede forbløffet på sin husbond.
Folmer åbnede sækken og tømte den på gulvet.
KLONK … KLONK!
To guldhorn lå midt i dagligstuen.
“Åh, Folmer. Hvad har du nu rodet dig ud i?”

1802 Guldhorn

Häkla anede ikke sine levende råd. Folmer var begyndt at gå hende på nerverne med sin nye hobby. Han kedede sig åbenbart, så han søgte rusen ved tyveri.
Folmer dansede triumferende rundt om tyvegodset som en anden indianer:
“Du troede nok ikke, din mand kunne bryde ind i Det Kongelige Kunstkammer og nole Danmarks nationalsymboler, hva’?”
“Folmer. Er du blevet vanvittig?”
“Nej, jeg er et geni der kan slippe af sted med enhver forbrydelse. Lad os hænge hornene op på væggen ved siden af de andre tyvekoster.”
BANK BANK BANK!
Nogen stod udenfor deres dør. Häkla tænkte det sikkert var naboen fru Scrotum der ville låne en kop sukker.
“Åh, gud. De er kommet efter mig,” vrælede Folmer Plytsmølle. “Folk må have sladret. Hvor jeg dog hader folk! Jeg må flygte…”

Han smed guldhornene tilbage i sækken, sprang frem til vinduet og åbnede det. Med gru kiggede han ned på gaden.
“Hvorfor fanden skulle vi også flytte herop på sjette sal?!”
“Det var dig der ville,” sagde konen tørt. “Jeg ville jo bo på landet, husker du nok.”
“Knyt sylten, kælling,” hvæsede Folmer. “Så hjælp mig dog med at komme ud. Ordensmagten står lige uden for døren. Måske også militæret. Kom med alt vores sengelinned så jeg kan lave et reb.”
Efter ti minutter stod Folmer med et hjemmelavet reb af sengelinned og tæpper. Da rebet ikke var langt nok måtte de også ofre deres tøj, så han og konen stod nu begge uden en trevl på kroppen.
Folmer fastgjorde rebet til vindueskarmen og slyngede det ud. Så kravlede han gennem vinduet.
“Jeg graver guldhornene ned et sted i nærheden. Bagefter går jeg under jorden i en uges tid,” sagde han før han forsvandt.
“Endelig fred,” mumlede Häkla.

Folmer løb hen ad den mørke gade, nøgen og bange for, at lovens lange arm ville pågribe ham. De bare tæer klaskede mod brostenene. Han stønnede af udmattelse, men han blev ved.
Et øjeblik syntes han at høre sirener bag sig, hvilket fik ham til at sætte hastigheden i vejret.
“De får mig ikke. Hverken mig eller hornene… hornene?” Det gik pludselig op for Folmer, at han ikke havde fået sækken med.
“Pokkers!”
Han drejede om på stedet og løb hele vejen tilbage.
Da han nåede frem til bygningen fik han øje på en betjent, der marcherede stille gennem natten med hænderne på ryggen.
“Han ved det er mig,” mumlede Folmer.
Politimanden fik øje på det hjemmegjorte reb der stak ud af vinduet.
“Svineri,” mumlede han. “Det ødelægger jo gadebilledet.”
“I FÅR MIG IKKE!” skreg Folmer.
Han kom løbende med sveden glinsende på den bare krop og leverede en nådesløs knytnæve i den uniformeredes ansigt.
SMACK!
Betjenten faldt bevidstløst om på brostenene.
Folmer løb prustende ind i bygningen og halsede desperat op ad trapperne.
“Militæret er på vej. Jeg kan mærke det!”
Da han kom op på sjette sal bankede han på døren.
“Så luk dog op. Jeg glemte sækken!”
Døren gik op, og der stod den gamle nabo, fru Scrotum. Folmer var gået forkert. Hun hylede da hun fik øje på den svedige nøgne mand i opgangen.
“Hjælp! En voldtægtsforbryder!” Hun slog ham i kønsorganerne med sin stok.
“Auv. Det er en misforståelse…”
Men hun ville ikke høre. Stokkepryglene fortsatte, til han væltede ned af trapperne.

Efter Folmers begravelse måtte Häkla forsørge sig selv. Hun kunne lige så godt beholde guldhornene og smelte dem om til mønter og smykker og købe et hus på landet. Så det gjorde hun.
En uge senere giftede hun sig med den lokale guldsmed hr. Heidenreich, der intet anede om hendes formue. Sammen havde de et fredfyldt liv lige indtil året efter, da politiet fik nys om guldet i deres hjem.
Hendes nye mand blev dømt for tyveriet af guldhornene og smidt i kachotten. Guldet blev beslaglagt, og hun måtte derfor ty til prostitution. Hendes hjem var et succesfuldt bordel i mange år derefter.

Forrige kalenderblad  <<              Til avisens forside              >> Næste kalenderblad

2 tanker om "Guldkalenderen blad 19: GULDHORNENE"

  1. F. Olke-Investor

    En historie at varme sig på, især i denne kolde tid o hvor julen står for døren. Drama og morale. Braveur! Og de fik hinanden i enden. Eller nogen gjorde. Og sådan er det.

    Ærbødigst.

    Svar

Skriv et svar til F. Olke-Investor Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image