Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086

Det var en mørk og stormfuld aften. Regnvand piskede Odenses i forvejen skæve tagrygge. Pløre, mudder og herreløse fækalier flød omkring i de fattige gader.

En tung mand kom vraltende hen ad Sortebrødrestræde. Han gryntede fra strube og brystkasse, og hans egestok langede nu og da ud efter en strejfende hund eller skyggen af noget, der kunne være en nærgående rotte.

‒ Hvor satan er den gæstgivergård? lød det fra ham.

Ingen svarede. Ikke et menneske var ude denne sene nat.

Han stillede sig ved næste hushjørne og urinerede med en styrke, som om han ville vaske syldstenen væk under den usle, lerklinede bygning og se den styrte sammen.

Disse effekter udeblev dog. Han rystede lemmet, trak det indenfor i læderbuksen og lukkede smækspændets rustne støbejernstænder. Som så ofte bed de i den langsomste af hans fingre. Ja ja, tænkte han, hellere det, end at de bider i noget andet.

1086 Odense

Manden var junker Jokum Landknockel, og han var på flugt. Efter en succesrig karriere i centraladministrationen og senest to års udstationering som chefskatteopkræver i Nordvestjylland var Jokum på vild flugt. Bønderne havde gjort oprør mod kong Knud, kongens skattevæsen og alle andre myndigheder, og Jokum, der var opvokset blandt landpøbel, forstod bedre end de fleste andre ledende herrer, at dette handlede om liv og død.

Jernhårde og evigt strammede personskatter havde landbefolkningen fundet sig i, men meromsætningsafgiften på alle omsættelige goder – nej, det var den ondeprygleme for groft. Der spændte vi buen for hårdt, mumlede Jokum for sig selv.

Omsider så han et svagt blafrende lys bag en fedtet rude. Konrad Hiltons gæstgiveri, engelsk og russisk tales, stod der på skiltet over døren.

Jokum bankede på. En tandløs olding mønstrede ham i dørsprækken.

– Hvem kommer her så sent?

– Det gør den her, sagde Jokum og holdt en mønt frem. – Se godt på den, du gamle. Det er en lybsk sølvdaler. Sådan en kommer ikke til Odense hver dag. I får en daler for et natteleje og et stort krus øl.

* * *

Jokum vågnede ved hyl og brøl fra gaden udenfor. Hurtigt kastede han det halvrådne halmtæppe af sig og sprang ud på gulvet.

– Til angreb, alle mand! lød det fra gaden under ham. Ophidset landpøbel vrimlede fremad i morgenlyset, bevæbnet med hakker, hjemmegjorte spyd og møggrebe. – Kongen skal dø, og det skal være i dag!

Jokum fandt en fækalie i natpotten og smurte den rundt i ansigtet. Hvis han ville gøre sig håb om at overleve i en by, der var besat af rasende oprørsmænd, måtte han se ud som en af dem. Ved hjælp af kniven i sit bælte skar han sølvknapperne af sin kofte og proppede dem ned i inderlommen. Skiltet med kongens våbenskjold og påskriften Regionsskattedirektør, cand.jur. blev også flænset løs og ploppet ned i natpotten.

Han vovede sig gennem en sidedør og en smøge ud i folkemængden.

– Af sted til kirken! lød et råb. – Kongen skjuler sig dér, den feje hund!

Jokum fulgte med mylderet. En gammel bonde stirrede mistænksomt på ham. Blev han genkendt?

– For frihed, brød og ære! brølede Jokum og skubbede bonden bagud. – Social retfærdighed, progressiv beskatning, ulandshjælp og fri indvandring fra Mellemøsten! Rød front!

De første rasende bønder havde allerede med en træstamme som rambuk knust døren til domkirken. Et par heste stod ved siden af våbenhuset og vrinskede nervøst. Kongen havde åbenbart ikke noget stort følge med til at beskytte sig.

Junker Jokum var større og stærkere end de fleste, og han skovlede sig vej frem gennem de ophidsede proletarer og ind ad den sprængte dør. Kongen skreg som en gris oppe foran højalteret. Da Jokum nåede frem, var han blevet tavs. Junkerens skarpe kniv skar læderpungen fri af kongens bælte. Den var tung af guldstykker.

– Alt dette har han stjålet fra os! brølede Jokum. – Nu tager vi de skatte tilbage, som retmæssigt er vores!

Han kastede et par af de mindre mønter ud til siderne, og oprørsmændene styrtede efter dem, mens junkeren trak sig baglæns ned gennem midtergangen.

– Det er overstået! råbte han til folkemængden udenfor. – Vi har sejret! Nu skal den jævne mand til hest, og de store folk bliver spændt for ploven og kærren! Rød front og mere rød front!

Han rev det kongelige dækken af den nærmeste krikke, stak foden i stigbøjlen og kom op på dyrets ryg.

– Videre! råbte han. – Kongens lakajer rider mod Nyborg, men de skal ikke undslippe!

* * *

Hesten var en god traver, og så snart Jokum var kommet ud af den østre byport, satte han kursen mod syd. Han trak vejret dybt ned i lungerne, og et smil bredte sig i hans brunskorpede ansigt.

– Du klarede den sgu endnu en gang, mumlede han for sig selv.

Samme aften holdt han festmiddag på Harry Hiltons Gæstgivergård i Svendborg. Stegte duer blev båret ind, og rhinskvin funklede i glassene. En tilkaldt lutspiller i røde fløjlsbukser stod ved døren og frembragte stemningsmusik, og ved bordet tronede Jokum sammen med Smukke Sally og Minna Måneskin, to af Sydfyns bedst kendte og mest efterspurgte skøger.

– Kongens guld skal komme alt folket til gode, sagde han og klaskede Minnas fyldige bagdel med sin madfedtede næve. – Skål, tøser, der er mere, hvor det kommer fra!

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

En tanke om "Kalenderblad 2: Det Herrens år 1086"

Skriv et svar til eik Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image