Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 20:25

Lambert von Rundknockels klunkepose og rektal-terræn var grundet de stramme skrævende underbukser degraderet til en blødende krigszone. Til hans held havde Knockelborgs økonomiske forlis resulteret i, at han ikke havde skiftet underbukser i flere uger.
Kombinationen af de desperate benspark og den ophobede blod-, urin- og svedmængde på det mørnede stof fik til sidst materialet til at give efter, så han styrtede med ansigtet ned i kældergulvet.

“Jeg er fri,” kaglede han og spyttede en tand ud.

Den forpinte greve greb en tom vinflaske og smadrede bunden, så han nu stod med et faretruende stikvåben. Han trak benklæderne af for at lufte penis efter mishandlingen og løb derefter ovenpå, for at generobre sit palæ.

“For Knockelborg,” skreg han og fægtede med vinflasken. Han gispede ved synet af det nyrenoverede og møblerede slot.

“Hvor er det smukt? Det er et julemirakel.”

Øjeblikket efter gik hoveddøren op, og en muskuløs bodybuildertype, kun iført ble, bevægede sig indenfor. Over højre skulder bar han et to meter langt læderkors. I venstre hånd, to pund salt og en bibel.

“Mit navn er dr. Cunnilingus. Jeg er eksorcisten. Beklager ventetiden. I hvilket lokale mærkes de overnaturlige fænomener mest. Kommer der afføring ned ad væggene? Bliver der stønnet nede fra toilettet? Svar mig, lille du.”

Sekundet efter gik køkkendøren op, og ud traskede Rane og Willy. De var ikke glade for at se greven.

* * *

Mens Gylla dansede nøgen for penge, mærkede hun en elektrisk impuls strømme fra vaginalåbningen og hele vejen op til øjnene. Hun fik et klarsyn.

Gylla så sin fader blive forvist fra Knockelborg af tre mænd. Den ene var Rane Rakkelpot, som hun ellers så godt kunne lide. Den anden var Willy Best. Den tredje kendte hun ikke. Det gik op for hende, hvordan det hele hang sammen. I hendes fravær havde de to slyngler indgået et samarbejde om at overtage Knockelborg. Hvis hun var blevet hjemme, var dette aldrig sket. Komtessen slog øjnene op.

“Åh, gud. Mit barndomshjem bliver omklamret af mørke!”

Hun måtte gøre noget. Hun så på uret på væggen. De to penisvisere påpegede at hun først havde fri om så mange minutter, at hun var nødt til at udføre to danse mere, for at undgå lussinger af diskoteksbestyreren.

Da hun var færdig, fik hun fat i Bob, der netop havde kastet den sidste berusede kunde om på møddingen.

“Min fader er i knibe. Vi må redde ham og Knockelborg!”

* * *

“Din …. din … din …” hvæsede greven og hævede vinflasken.

“Er der nogen der gider at fortælle mig hvor dæmonuddrivelsen skal foregå, inden jeg dør af spænding?!” brummede eksorcisten.

Rakkelpot smilede bredt, pegede på Lambert og skreg:

“Han er gespenstet! Hjææælp!”

“Du milde! Jeg synes nok at jeg mærkede hvordan det trak i mit rectum.” Dr. Cunnilingus kastede biblen i ansigtet på greven, der fløj tilbage med et hyl.

“Vig bort, stygge poltergejst!”

Rane, Willy og dr. Cunnilinugs pryglede løs på Lambert von Rundknockel med flad hånd og kastede salt i hans skridtsår.

“AUUUvvuuuuh!” hylede greven af smerte.

De tre mænd greb Lambert, bandt ham fast til læderkorset og bar ham ud fra slottet. De marcherede helt hen til skovbrynet og placerede ham der i snevejret.

“Her skal han hænge til skræk og advarsel for andre ånder, dæmoner og nisser,” råbte eksorcisten og gik tilbage mod slottet.

Rakkelpot lænede sig ind mod Willy Best.
“Og hvis vi er heldige, bliver han ramt af et vådeskud fra krybskytterne,” klukkede han.

Mens de tre mænd gik tilbage til slottet, hang Lambert von Rundknockel nøgen på korset og jamrede:

“Er dette dagen hvor Knockelborg går under? Er det min tur til at drage til himmels? Vil jeg, arme mand, blive reddet, inden mine testikler fryser af?”

(Fortsættes her)

Hygge øl pibe tobak gammel bonde

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 19:25

Mørkt vand lukkede sig over kammertjener Fridolphs øjne. Døden kommer som en befrielse, tænkte han, men den forventede totale stilhed udeblev. Han hørte griseskrig og en mærkelig, kvækkende stemme ovenfra.

Med sine sidste kræfter kæmpede han sig op til overfladen, og hvad så han? Tamgrisen Lullah blev trukket på land af en uniformeret abe.

“Stop!” skreg Fridolph. “Det er min gris! Eller måske formelt Knockelborgs slotsgris, men den er i min varetægt!”

Aben lod sig ikke afficere. Grisen var landsat, og nu blev en abehånd rakt ud mod Fridolph. Lidt efter stod han på bredden, dryppende våd og kogende af vrede. Han bemærkede, at abens højre arm sluttede oven for håndleddet i en stump, omviklet med gazebind.

“Money, money!” bjæffede aben, og Fridolph genkendte den taxichauffør, der tidligere på dagen havde bragt komtesse Gylla hjem til slottet.

Fridolph og tamgrisen Lullah havde ingen penge at tilbyde. Dyngvåde og frysende stod de i decembermørket og klaprede tænder, indtil taxiaben pegede mod nordvest.

“This way, you bloody fools!”

* * *

17 minutter og 31 sekunder senere sad de i en lavloftet stue hos Benito Schneckelfritz-Frederiksen. Slotstjeneren Fridolph kendte ham af omtale og udseende. Alle på egnen kendte den gamle storslubberts ansigt, rynket som en svedske, og hans historiske ry.

“Hvad må jeg byde på?” sagde Benito. “Kramsfuglesuppe med eller uden knogleknas?”

Benito Schneckelfritz-Frederiksen havde i sin ungdom været østfrontsoldat og derefter mangeårig landbarber, lappeskrædder og krybskytte på Usseldrup-egnen.

I dag havde han netop nedlagt to hættemåger, da han i nærheden af Knockelborg stødte på den håndamputerede, blødende abe. Under krigen havde han i Darmstadt fået et tre-dages kursus som SS-sygepasser, så han lagde straks en nødforbinding og tog aben med hjem til nogle hjemmebryggede hybenkradsere, der mirakuløst hurtigt opvejede blodtabet.

Hans hjem bestod af en frisør- og skrædderbutik på 4,17 kvm og et baglokale med køkken og spiseplads på 5,31 kvm. Det var her, hans gæster sad. På væggene hang diplomer for Benitos mangeårige indsats i den lokale masturbationsidræt, som seniorbroder i Slubbertlogen, i Landproletarisk Fællesforbund og andre folkelige organisationer.

“Situationen er dybt bekymrende,” sagde han til kammertjener Fridolph. “Grev Lambert Rundknockel er et fæhoved og en skændsel for adelsstanden, men han er i det mindste egnens eget fæhoved med en mangehundredeårig slægtshistorie. Hvis en Holstebro-advokat rykker ind på slottet, mister det sin forankring, og vore hjemsogne synker ned i et forværret, måske uopretteligt mørke. Holstebro tager magten, verdammt noch mal! Jeg vil sammenkalde til folkemøde straks i morgen tidlig, men lad os nu først nyde en tallerken kramsfuglesuppe. Derefter kan I, mine venner, hvile ud på loftet.”

Intenst flatulerende lagde de sig en halv time senere. Benitos loftsværelse var møbleret med tangmadrasser, en latrinspand og en fjederdrevet lussingmaskine. Her er godt at være, tænkte Friddolph, inden lydløst mørke omsider opslugte ham.

* * *

“Er I sindssyge?!” lød et brøl fra døren. Diskoteksbestyreren i lilla smoking stormede ind i baglokalet til “Wankers 101”, hvor et expresbryllup og/eller et sexuelt orgie netop skulle til at finde sted.

“Her skal arbejdes,” fortsatte den lille, fedladne mand. “Døren skal passes, stripperpælen skal bedanses, og du, hedenske usling af en præst, skal velsigne hver eneste drink, der langes over disken. Af sted!”

“Hvad så med mig?” spurgte præstens loverboy.

“Dig skal jeg personligt tage mig af, så du og din rektale korridor aldrig glemmer det. I andre får fri i morgen tidlig kl. 05.13 og ikke et sekund før. Indtil da: Arbejd!”

Komtesse Gylla kiggede op på sin elskede Bob. Han satte dørvogterhjelmen på hovedet og føjede dermed ekstra 28,4 cm til sin naturlige højde på 207. Skønnere mand fandtes ikke i hele verden. Hvis han ville passe sit job resten af natten, måtte hun i samme ånd gøre tjeneste som poledancer.

Men hvad sker der hjemme på Knockelborg? tænkte hun. Hvad skal det blive til med farmand og slottet og os alle sammen?

(Fortsættes her)

Madame Récamier skønhed guldalder Gylla

 

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 18:25

For den trofaste Fridolph var sagen for første gang i hans fornedrede og gennemlusserede slaveliv soleklar: Han ville tage livet af sig selv.

I de gode gamle dage var det nogenlunde det samme: Slid og slæb fra morgen til aften, uden tak eller nævneværdig løn, og med læsterlige prygl i tilgift, men nu var verden da virkelig gået af lave. Grevens surrealistiske metamorfose var blot dråben, der fik livsbægeret af angst, ydmygelse og tårer til at flyde over. Pligttro som altid, nagede det ham dog, at han i døden ville mangle at sy alt grevens tøj om, og og justere højden på det rundknockelske defækationsstativ.

Men det nyttede ikke. Først ville han kaste kære Lullah og dernæst sig selv, i den iskolde voldgrav. Denne aften, klokken 22:42 prc.

Som tænkt, så gjort. Med et skrig ikke hørt magen til på Knockelborg siden d. 7. juli 1777, hvor grevens tip-tipoldefader i et raserianfald over et tabt spil romtoddy skubbede sin daværende gravide hustru Miriam von Rundknockel ned ad stentrapperne i det vestlige tårn, fløj grisen sprællende gennem luften, medens den defækerede vildt i en vifte ud i luften, og tilstænkede Fridolphs overkrop og ansigt med tynd svinefæces.

Lullah forsvandt i dybet med et plask.

”Farvel, du lille, og hils i grisehimlen, hvor de ikke serverer flæskesteg til Jul!”, hulkede han og tog et skridt op på vindueskarmen.

”Så er timen kommet!”, ytrede han højtideligt, og gjorde sig klar til det fatale spring. ”Men hvad nu hvis man ikke synker, men overlever?”, tænkte han, praktisk som han var. ”Man må hellere være på den helt sikre side!”. Han gik hen til sit vakkelvorne karlekammerskab, åbnede de knirkende låger og omfavnede en tung kæmpefækalie, som han havde gemt, til han engang skulle pensioneres.

”Så skulle den være der!”, fastslog han selvsikkert, lukkede øjnene og kastede sig ud af vinduet, med et hjertens suk.

* * *

Nede i privaten på Wanker 101 var diskotekspræsten netop godt i gang med at affyre håndholdt fyrværkeri og analkopulere med sin mandlige dværgassistent, da døren fløj op og Bob Rakkelpot fløj ind hånd i hånd med den meget erotisk opstemte Gylla.

”Gift os på stedet, du liderlige møjsengøjser, eller jeg giver dig og din pornokrøbling karantæne, og et par fede flade på hver side af hovedet, oven i handelen!” skreg Bob, med en synlig erektion i sine stramme jeans.

”Rolig nu,” mumlede præsten og foreslog en spontan firkant, for ligesom at berolige gemytterne.

”Firkant? Ja, hvorfor egentlig ikke…” ræsonnerede Bob og blinkede til sin kommende viv.

”Er du på svampe, Bob? Firkant?, protesterede Gylla og knugede abehånden, der nu kun havde et eneste ønske tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 17:25

Disc-jockeyen startede nummeret “Dansevise”. Gylla så sig omkring. Greven havde altid forbudt hende at smide tøjet for penge, men i aften følte hun trangen til at fortsætte sit ungdomsoprør. Hun greb rapsolien fra bardisken og vimsede op på scenen mens hundredevis af kåde gæster med nissehuer stirrede elskovslystne på hende.

De mange timers balletundervisning kunne bruges nu. Hun kombinerede dansetrinene med bevægelser hun havde set i en seksualundervisningsdokumentar. Hun trak de adelige klæder af og smurte sig ind i olie. Stemningen, temperaturen og lydniveauet fra tilskuernes masturbation steg i lokalet.

“Gylla! Gylla! Gylla!”

Da hun gik ned fra podiet og tog sin pandafrakke på igen, nærmede Bob sig med store øjne.

“Gift dig med mig, nu!” sagde han.

“Jamen, Bob dog,” svarede Gylla.

“Da jeg så din olieglinsende krop oppe på scenen i de forskellige positioner, fik jeg lyst til at skride fra dette skodjob, gifte mig med dig, dyrke hed elskov ude ved pissoiret og derefter flygte i en åben sportsvogn til Fyn!” glammede han ekstatisk.

“Åh, Bob!”

“Åh, Gylla! Lad os finde diskotekspræsten!”

* * *

På vej ned ad Knockelborgs kældertrappe stødte advokat Willy Best ind i en fedladen mandsperson.

“Mine juleglæder forsvinder! Min kommende hustru og mit arbejdsvehikel er forsvundet. Og nu hører jeg uhyggelige lyde nede fra kælderen. Hvad er det der sker?”

Rakkelpot puffede ham ovenpå, trak ham hen til hoveddøren og åbnede. Ind marcherede 113 ivrige håndværkere i selebukser.

“Hep, hep, hep, hep …” sang de i takt.

Over deres hoveder begyndte et musicalnummer at spille.

“Det skal jeg sige Dem!” Rane Rakkelpot nærmede sig Willy og brød ud i sang:

“Hør nu her min jura-ven.
Nu skal jeg fortælle Dem,
hvad der sker i aften her på slottet.
Jeg er Rane Rakkepot!
Og jeg er husets nye drot.
For Lambert han er blevet skrottet!”

Rane greb Willy og trak ham gennem lokalet hvor håndværkerne synkront lappede revnerne i væggene med tyggegummi, og afstivede konstruktionen med solide stolper af genbrugspap. Bevægelserne var perfekt koreograferede.

“Hep, hep, hep, hep!”

Spotlyset i loftet fulgte de to herrer rundt gennem forhallen.

“Men grev Lambert, hvor er han?
Denne spinkle, ækle mand,
ham har jeg da kørt af banen.
Men hør nu her, hr. Willy Best.
De er ikke mer’ en gæst,
for De skal hjælpe mig med planen.”

Saxofonsoloen begyndte og de to herrer lavede nogle improviserede dansetrin medens stannioltapet og lædergulvtæpperne blev rullet ud.

Rane fortsatte:

“Hvis du gi’r mig penge nu,
skal jeg finde dig en fru.
Mine døtre du kan hverve.
Jeg ka´ gør’ dig til baron
Og min datter som din kon’.
Du får den anden i reserve!”

Musikken stoppede og Rane rakte hånden frem mod advokaten.

“Hvad siger du, Willy?” Sveden piblede fra den flæskede pande.

“Hvem kan sige nej til to koner?” Willy løsnede op i et liderligt smil og gav sin nye svigerfar hånden. Julen var reddet.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 16:25

Den jernbeslåede dør til diskotek “Wankers 101” gik op, og et spontant glædesskrig fandt vej ud mellem Gyllas røde læber.

På trappen foran diskoteket stod en 207 centimeter høj mandsperson, iført støvler, skridtbeskytter, skudsikker vest og hjelm, sidstnævnte modelleret efter den prøjsiske pikkelhue, som kejser Wilhelm II bar ved særlige lejligheder indtil 1918.

Manden var Bob, Gyllas Bob, og hun spurtede over gaden fra det parkerede advokatvehikel, sprang i vejret og fik fat med begge arme om halsen på ham.

“Bob, åh Bob, jeg har savnet dig som en vanvittig!”

“Totalt aldeles i lige måde, Honningtærte, men giv slip og gå til side, nu, lige nu. Jeg er på arbejde og skal rydde gaden for afviste masturbanter og andet menneskeligt affald. Smut indenfor og be’ om en cola med citronskive på min regning.”

Gylla parerede ordre. “Wankers 101” hed stedet, som hun aldrig før havde besøgt. Var der 101 til stede i det rødligt oplyste rum? Noget i den retning. Var de wankers alle som en?

Det skulle meget snart vise sig. Hun var kun nået halvvejs hen til baren, da en fedladen herre, iført lilla smoking og halsklud, spærrede vejen.

“Du kommer i rette tid,” sagde han. “Vores poledancer har meldt sig syg med mæslinger, tyfus og difteri, så tribunen er ledig. Smid frakken og kom i gang!”

* * *

Hjemme på Knockelborg havde advokat Willy Best med stor forsinkelse samlet sit tøj op fra gulvet og taget det på. Grædende gik han gennem slottets tomme sale. Hvor var komtesse Gylla og grev Lambert? Hvor var tjeneren og tamgrisen? Hvad var det for et mareridt, han optrådte i?

Han kiggede ud ad vinduet. Hvor f***** i h****** var hans specialbyggede storvehikel?

Damp sivede ud gennem sprækkerne i en frønnet dør. Dr. Best åbnede den og kiggede ned ad en trappe. Gnækkende latter og motorlyde steg sammen med gullige dampskyer op fra slottets kælder. Urinkraftværket var gået i gang.

Snøftende bevægede han sig ned ad de slidte stentrin. Kunne julen endnu nå at blive reddet?

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 15:25

”Ejer Bavnehøj 5 km”, sagde skiltet, men Gylla ænsede det ikke. Orienteringsevne eller stedsans havde aldrig været hendes absolutte force, og nu var det uvidende pigebarn altså på vej til Skanderborg, i stedet for Holstebro. Bilen skrumlede uanfægtet derudad, og pilen på benzinmåleren dirrede i det røde felt.

Hun kiggede på instrumentbrættet for første gang under køreturen. ”Når man drejer til venstre næste gang, kommer man hen til et rødt hus, hvor der bor en, der hedder Tom,” konstaterede hun, lidt skråsikkert. ”Det er da utroligt, hvad den dér PSG kan…”

Pludselig lød en hylende sirene bag hende, og et roterende blåt blink oplyste bilens bakspejl. Det var den overærgerrige og nådesløst flatulerende færdselsbetjent Vladomir Prutin, der var ude at ekstrapatruljere i fritiden, så nu vankede der bøder! Manglende dit, manglede dat, diverse ubetalte fordringer på vehiklet, uansvarlig kørsel, tåbelig påklædning, uforskammet toneleje, bussemænd i næsen, forkert indstilling af bilradio, og så videre.

Det ville nok løbe op i adskillige hundrede kroner. Penge, som Gylla desværre ikke havde, og politimanden var jo via en tv-serie kendt for at afgive sin toksiske tarmgas i folks biler, som disciplinærmiddel.

Gylla kunne ikke bære tanken om at skulle køre resten af vejen til Holstebro, i en stank af en kålspisende tjenestemands fjærter, og udbrød ynkeligt: ”Åh, jeg ville ønske jeg var i Holstebro!”

Abehånden på passagersædet spjættede et øjeblik, og rustvognen knagede i karosseriet, da der kom et kæmpe lysglimt. Gylla holdt sig for øjnene, og slap speederen med sin højhælede sko fra Louis Vuitton.

Da hun atter kiggede ud af vinduet, kunne hun se det blinkende neonlys fra facaden på diskotek Wankers 101, hvor et større håndgemæng allerede var i gang. Bilen trillede langsomt det sidste stykke, inden de allersidste benzindampe var opbrugt.

En tom flaske fløj gennem luften og prellede af på forruden. Hun var endelig fremme!

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 14:25

Rane Rakkelpot låste kælderdøren, listede ind i grevens sovegemak og rodede garderoben igennem.

Der var tydelige fysiologiske forskelle på Lambert von Rundknockel og Rane Rakkelpot. Greven var en benet mand, hvilket man ikke kunne sige om Rane. Til sit held fandt han dog en habit af strækstof, som han møjsommeligt trak ned over sit flæskede legeme. Han strammede gummiremmene og stillede sig majestætisk foran spejlet. Så greb han sin sminkedåse og malede sine øjenbryn kraftigere og lavede bakkenbarter af sin kønsbehåring og kontaktlim.

“Fridolph!” råbte han.

Et par trippende fødder kom nærmere gennem gemakkerne, indtil døren gik op til det respektive lokale.

“Greven ønsker?” udbrød kammertjeneren og spærrede øjnene op ved synet af den fedladne person der gjorde sig til foran spejlet. “Jamen, hr. Greve. Hvad er der sket? De er blevet så …”

“Fed? Ja, jeg er selv chokeret. Lægen siger det skyldes for meget vand i kroppen. Det er sket bare lige pludselig.”

“Hvor forfærdeligt. Er der noget jeg kan gøre for Dem?” stønnede Fridolph.

Rane Rakkelpot smilede ved tanken om. at han havde narret kammertjeneren.

“Ja, lille tjenermand,” nikkede den falske greve. “Jeg skal tydeligvis ikke have mere vand, så De kan servere mig en brændevin. Og derefter kan De gå i gang med at lægge alt mit tøj ud, så jeg kan være i det.”

“Der burde være et par gardinrester i kælderen, som jeg kan bruge,” sagde Fridolph.
“De må ikke gå ned i kælderen!” skreg Rakkelpot. “Håndværkeren flatulerer. Det lugter!”

* * *

Rakkelpot stod i forhallen og lavede en skitse på en rulle toiletpapir. En ombygning var uundgåelig. Der manglede både det ene og det andet. Det lignede jo et faldefærdigt mausoleum.

Hvis Rane skulle tage over som herre på Knockelborg, skulle der være møbler, statuer og flere tjenere. Der skulle også lappes huller i væggene og isoleres bedre. Men han manglede materialer; tyggegummi, halm, mudder og rødler. Det blev dyrt, men han havde da penge på kistebunden.

Rane kontaktede sine venner i nabobyen og hyrede dem til at renovere slottet. Derefter ringede han til den nærmeste boligforretning og bestilte møbler og gulvtæpper til hele Knockelborg. Navnet burde der gøres noget ved. Ny ejer. Nyt navn.

“Rakkelborg, selvfølgelig,” grinede Rane.

“Gyyyyllaaaaa?!” lød det ovenpå. “Gyyyyllaaaaa, jeg er klaaaaar! Hvoor er duuu?!”

Rane stirrede mod trappen. Han kunne efterhånden ikke overraskes mere. Selvfølgelig var matriklen også hjemsøgt. Han sukkede og foretog endnu et opkald.

“Det er Ra… øh, Lambert von Rundknockel. Jeg vil gerne bestille en eksorcisme!”

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 13:25

Et skrig fra slottets indre kunne høres helt op i tårnværelset.

“Det er bare Fridolph, der får lidt ekstra prygl,” konstaterede komtesse Gylla.

“I har jeres særlige omgangsformer her,” svarede Willy Best, grevefamiliens advokat. “Det er en af grundene til, at jeg føler mig så voldsomt tiltrukket af dig, lille Gylla.”

“Så meget, at du vil skifte fornavn til Bob,” kurrede komtessen. “Så bliver du min dejlige, farlige Bobwillymand, ikke sandt? Skal vi se, hvor det fører til?”

“Ja tak,” gryntede advokaten. “Gerne med det samme.”

Gylla pegede på en dør, prydet med et rødt hjerte af pap. “Denne vej,” sagde hun.

Komtessens tårn indeholdt det forgemak, de stod i, samt hendes mest intime rum, et boudoir med en lyserød himmelseng. På den anden side af sengen var der udgang til en styrtlatrin højt over Knockelborgs voldgrav.

“Willybob,” sagde hun. “Hvis du nu til en start tager tøjet af, vil jeg lige duppe mig bag ørerne med rosenparfume, hente et stearinlys, og så er jeg hos dig om 21 et halvt sekund.”

Dr. Best smed i ekspresfart habitten og det stribede undertøj. Hans legeme var lasket og behåret, og et bleggult lem stod skildvagt under advokatmaven. Mellem hans balder sad en plasticprop med et rødt alarmblink, som måtte tjene et eller andet helbredsmæssigt formål.

Gylla hørte himmelsengens tangmadras knase under mandens nøgne krop samtidig med, at hun fandt bilnøglen i hans lomme.

“Tihi!” pippede hun.

Siden Gylla var lille, havde hun sprunget op og ned ad Knockelborgs trapper, og i løbet af sekunder var hun fremme ved det parkerede advokatvehikel i slotsgården.

Motoren startede planmæssigt. Dr. Bests transportmiddel var en king size rustvogn med skrivebord, computer, vådservietter og andet advokatudstyr omme bagi, hvor kisterne engang havde stået.

Gylla havde kun nået et par timers undervisning hos kørelærer Abdul Muhammed i Vollsmose. En forlygte blev knust, og det tunge, sortblanke vehikel fik nogle skrigende skrammer hen ad højre flanke, idet hun slingrede ud gennem slotsporten, men hun nåede op til landevejen og trykkede på speederen.

Kurs mod Holstebro. Hun kendte endnu ikke diskotek “Wankers 101”, hvor hendes elskede Bob Rakkelpot havde sin natlige gerning som dørmand, men hun glædede sig til at se det. Hun fløjtede en glad melodi, mens speedometernålen passerede 120 og 130.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 12:25

Fridolph sukkede dybt og tændte med tællepråsen sin sidste marehalmscerut af 3die sortering fra æsken han havde fået i gave ved sit 50-års jubilæum i slægten Rundknockels tjeneste. Den smagte forfærdeligt, og lugtede om muligt endnu værre.

”Ak, ja…” stønnede han og inhalerede, medens Lullah i sengen ved siden af snorkede højlydt.

End ikke en rask omgang hård dyrekopulation havde frigjort Fridolph fra det dystre sindelag, og han lå nu og gruede over hvad fremtiden ville bringe. Det hele var så forbandet håbløst, og hvad ville mon blive det næste? Amputering? Indemuring? Nu havde han tilsyneladende også mistet hørelsen på det ene øre, efter grevens akrobatiske storlussing. Han var slidt og kunne simpelthen ikke mere.

”Måske man blot skulle styrte sig i voldgraven!”  tænkte han højt, medens Lullah afgav en boblende fjert. “Nå, godnat lille Lullah, og husk, at i morgen er der atter en dag!” hviskede han, slukkede cerutten i natpotten, pustede tællelyset ud, og gled ind i en drømmefyldt søvn.

* * *

Stedet var Lyndanisse, i det Herrens År 1219, den femtende juni, klokken 13:27prc. Ridder Klyne og Sture Möegschwien stod og skuede ud over valpladsen, hvor ligene lå som nålepuder overalt.

”Det er nu vi må gøre udfald, medens de Vender flygter til alle sider! Sejren er så godt som vor!” udbrød Klyne begejstret.

”Ester,” svarede Sture tørt.

”Hvad er der nu med hende…?” spurgte Klyne irriteret, medens han tørrede blodet fra mangen vantro usling af i det hvide linned.

”Jamen, jeg tør ikke,” peb Sture, og sked langsomt i sin rustning. ”Det er farligt! Og jeg må ikke for min moar, og jeg har dårligt knæ. Og det er også begyndt at regne…”

Klyne greb med sin stridshandske om halsen på Sture og løftede ham op i udstrakt arm.

”Kryster! Hvis jeg løber alene frem nu, så skal du sværge ved Tårnet i Gåserød, at hvis du eller din usle slægt nogensinde beder om min hjælp igen, så vil alt hvad der er dit, blive mit!” snerrede ridderen.

”Ja, ja, nuvel, så får det være sådan,” gispede Sture, der var blevet blå i hovedet.

”Elendige hund!” svarede Klyne og lod Sture falde til jorden med et bump.

Ridderen tog sin hjelm af og kastede den i hovedet på Sture, der klynkede ynkeligt. En solstråle oplyste et øjeblik den tapre Klynes noble ansigt.

”For Danmark, Kongen, Tipslørdag, Otto Duborg, sovs og kartofler, og vor kristne danske tro!” skreg han ud over ingenmandsland og løb fortsat skrigende ud i landskabet med hævet sværd.

En kastevind greb det blodige stykke stof og blæste det langt op i luften…

* * *

”Aaaaargh!” skreg Fridolph, idet han vågende fra det rædselsfulde mareridt. ”Klyne er Rane!” råbte han og plantede i vildelse en albue dybt ind i siden på Lullah, der prompte stordefækerede i sengen.

”Klyne er Rane…” gentog han, som for at overbevise sig selv. Han greb ud efter æsken med cerutter, men der var ikke flere tilbage.

(Fortsættes her)

Pryglejul på Knockelborg, afsnit 11:25

“Smukt,” sagde Willy og satte sig på sengen ved siden af Gylla. “Hvem er denne Bob?”

“Manden som mit hjerte tilhører,” sukkede Gylla. “Men nu skal jeg giftes med Dem. ØV, ALTSÅ! Gylla og Willy lyder forkert. Gylla og Bob lyder som en stemt festguitar.”

Advokaten så eftertænksomt ud i luften, iinden han kiggede på hende med et venligt udtryk:

“Du har ret,” sagde han og nikkede. “Jeg ringer til navnekontoret og skifter navn til Bob omgående.”

“Jamen,” klynkede Gylla. “Det var ikke det jeg m…”
“Ingen årsag, min kære. Så bliver du alligevel gift med en Bob. En kombineret jule- og bryllupsgave fra mig.”

“Willy. Jeg …”

Kald mig bare Bob!” Han kyssede hende med sine herpesramte slyngellæber.

* * *

Klonk, klonk, klonk! Rane bankede på urinreaktoren med jævne mellemrum, så det lød som om han lavede noget. Det hele var et led i en større plan.

“Hvad er det for noget humbug!” Greven trampede ned i kælderen. “To dage?! Vrøvl. De får 17 minutter! Vend Dem om, så jeg kan se Dem i øjnene når jeg disciplinerer Dem!”

Den falske håndværker drejede sig om og stirrede tilbage med et fandenivoldsk smil.

“De ser bekendt ud,” sagde Lambert von Rundknockel. “Har jeg pryglet Dem før?”

“Det kan man godt sige.” Rane fjernede sin forklædning og gav greven en olfert.

“Rakkelpot?” gispede Lambert chokeret. “Det skal De få betalt!”

“Knockelborg tilhører mig,” gnæggede Rane. Han placerede grevens underbuksekant på et rusten søm på murstensvæggen et godt stykke over jorden. Lambert dinglede hjælpeløst, medens det strammede omkring rectum og testiklerne.

“Jeg skal nok få fat i Dem og deres familie, Rane Rakkelpot!”

(Fortsættes her)